Læsetid: 2 min.

Vandmærket

29. juli 2000

Hvad kræver det, for at en forfatter kan siges at have stil?

FORMAT - SOMMERTILLÆG

Man taler så meget om stil, at det kan virke forvirrende. Johannes V. Jensen har stil, Hemingway har stil, García Márquez har stil. Men hvad betyder det, og kan det ikke være en fordel ingen stil at have? Jeg ved ikke, om man kan tale om Dostojevskis stil, på den anden side, er jeg ikke i tvivl om, at han havde en, men hvilken, og stræbte han i givet fald efter at have denne stil? Hvis Dostojevski har stil, ligner den snarere kaos, end det man normalt forbinder med stil. Det samme gælder for så vidt Tolstoj, og jeg føler mig meget usikker, hvis jeg bliver bedt om at beskrive Shakespeares stil. Han havde så meget andet, men ligefrem stil, og er stil noget, man skal stræbe efter?
Fra en overfladisk betragtning er der ikke meget stil hos Peter Høegh, og hvis jeg skulle pege på en anden helt stilløs forfatter, måtte det være Christian Kampmann. Her kører sætningerne af sted nogenlunde som i et gennemsnitsugeblad, og psykologien er på samme niveau. Det gælder i det hele taget megen dansk (underholdnings)litteratur, at den er forholdsvis stilløs. Man vil nok kunne tale om en vis stil hos f.eks. Erik Aalbæk Jensen i hans store realistiske romaner, men ved nærmere eftersyn karakteriseres den mere af forfatterens lidenskab for den præcise virkeligheds-detalje end af egentlig stil. Det samme gælder Henrik Pontoppidan, her kan man næsten opfatte stilløsheden som del af et program, fordi det at have stil opfattes som en noget preciøst, skabagtigt, en måde at gøre sig til på.
Hvad Vladimir Nabokov ville have sagt til det, kan man gøre sig tanker om, ikke mindst hvis man læser sidstnævntes fremragende erindringer "Speak, Memory", der næsten kan opfattes som et prosadigt - og her ligger måske en af forklaringerne: Den udprægede stil er af poetisk art og nærmer sig lyrikken. Men betyder det så, at Johannes V. Jensens, Hemingways og Márquez' prosa er en form for lyrik? Jeg tror svaret må blive ja. Becketts prosa kan fuldt retfærdigt kaldes poetisk, men hvad så med en stenhård ord-sliber som Flaubert eller J.P. Jacobsen? "Madame Bovary" er nok mindre et lyrisk stordigt end "Marie Grubbe" og "Niels Lyhne", men man kommer ikke udenom, at begge de to genier har stil.
Meget forvirrende, men på den anden side også ganske enkelt: Hvis man læser en bog, ja bare en side og siger: Dette kan kun være skrevet af N. N. er man på sporet af, hvad litterær stil betyder. Den er digterens måde at trække vejret på, den er hans eller hendes uafviselige vandmærke, den er sjælens aftryk på papiret, uanset hvilken genre man bevæger sig i, og hvad ens opfattelse af stil i øvrigt er. Selv en tænksom knirker som George Orwell afslører sig efter tre sætninger, og det er ikke nødvendigt at læse en halv side af Villy Sørensen, før man ved med sikkerhed, at det er ham, der står bag.
Vandmærket lyver aldrig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu