Læsetid: 3 min.

Vejen til præsidentposten går igennem stjernerne

20. juli 2000

Nye præsidenter i Real Madrid og Barça er på vej til at gøre den portugisiske fodboldstjerne Luis Figo til verdens dyreste spiller

FORMET-SOMMERTILLÆG

PALMA - Den portugisiske fodboldspiller Luis Figo er på vej til at følge i Michael Laudrups fodspor og skifte Barças klubtrøje ud og springe over til ærkefjenden Real Madrid. Det kan gøre ham til verdens dyreste fodboldstjerne.
Fornylig underskrev hans agent José Veiga en privat kontrakt med den nyvalgte præsident for Real Madrid, Florentino Pérez, der i søndags overraskende stødte den populistiske Lorenzo Sanz fra tronen i kongeklubben - og det endda i et år, hvor klubben har vundet Champions League i fodbold.
Selv om Sanz har efterladt Real Madrid dybt forgældet - nogle mener, at klubben har en gæld på ikke mindre end 2 mia. kroner - så er Pérez villig til at betale det astronomiske beløb af 10 mia. pesetas eller cirka 465 mio. kroner for at få Figo til at skifte klub. Halvdelen skal gå til at betale Barça et straffegebyr, som er fastsat i Figos kontrakt ved utidigt klubskifte.
Pérez håber, at nogle af pengene kan hentes ind ved at sælge den problemskabende franske angriber Nicholas Anelka for omkring 200 mio. kroner til Paris St. Germain.
Samtidig satser han på at tjene endnu flere penge i det kommende år gennem merchandising og salg af Real Madrid-varer via Internettet.

Modmagt i Barça
I Barça tages salget af Figo efterhånden som givet, selv om han med sine mange genialiteter på grønsværen var publikums 'darling' nummer et i sidste sæson.
Det er nu op til Figo at vælge, hvor han hører hjemme, og om han vil opfylde den private kontrakt, som oprindelig var tænkt som et pengeafpresningsmiddel overfor Barça-ledelsen.
Blandt Barça-tilhængere betragtes et klubskifte til ærkefjenden Real Madrid som et utilgiveligt forrædderi, men i ledelsen ser man anderledes på det. Her spiller penge en ikke uvæsentlig rolle.
"Med de 10.000 millioner pesetas, som Madrid vil betale os, kan vi skabe en helt fantastisk hold," siger den nuværende vicepræsident Joan Gaspart.
På mandag er han måske valgt som ny præsident og afløser for Barças leder gennem 22 år Josep Lluis Nuñez. Der er dog en forhindring, han skal overvinde først, og det er den 58-årige Lluis Bassat. Han har brugt millioner af pesetas på en reklamekampagne i de katalanske aviser for at få de 40.000 Barça-medlemmer til at give ham deres stemme ved præsidentvalget på søndag.
Den tredje kandidat om præsidentposten, Joan Castells, trak sig i går og gik ind under Gasparts faner.

Zidane til Barça?
Bassat er sværere at ryste af med sine stærke forbindelser i det katalanske borgerskab og med sin mangeårige 'barcelonisme'. Han har rettet en skarp kritik mod den siddende ledelse - dvs. også Gaspart - for ikke at have ledet klubben ordentligt. Bassat siger bl.a., at hvis Figo forsvinder, så er det et nyt eksempel på den dårlige ledelse. Bassat har samtidig sagt, at han vil købe den franske midtbanestjerne Zinedine Zidane, hvis han bliver præsident. Gaspart hævder Juventus ikke vil sælge Zidane.
Gaspart kalder Bassat for en kandidat, "der ønsker at destruere Barcelona". Og gamle Nuñez truer fra sidelinjen med at hive Bassat i retten, fordi han har anklaget ledelsen for at se igennem fingre med narkohandel på Camp Nous tribuner.

Cruyff på banen
Tirsdag trak Lluis Bassat en joker frem i valgkampen, da han lovede som præsident at gøre Johan Cruyff til sportslig vicepræsident. At en udenlandsk statsborger ifølge Barças love ikke kan besætte en officiel ledelsespost bekymrer ikke Bassat, for signalværdien er stor. For navnet Cruyff - der i halvfemserne var træner for Barças 'dream team' - har stor vægt efter den sidste sæsons miserable resultater under Van Gaal.
Gaspart regnes stadig som favorit, men som ved præsidentvalget i Real Madrid kan intet tages for givet - andet end at prisen på fodboldstjerner som Figo og Zidane stiger og stiger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her