Annie Leibovitz har altid været på omdrejningshøjde med tidsånden, viser Louisianas retrospektive udstilling
Udstilling
Amerikaneren Annie Leibovitz startede med det rå reportagefotografi, den visuelle pendant til samtidens populære New Journalism. Inden for denne genre dyrkede hun den hæmningsløst subjektive synsvinkel - gerne tilsat rigelige mængder alkohol og stoffer. Det var i 70'erne, hvor outsider-positionen og hele modkulturen var stærkt romantiseret og trendy. Leibovitz var stjernefotografen på modkulturens populære hofmagasin, Rolling Stone.
I 80'erne blev Leibovitz rendyrket celebrity-fotograf, de unge, smukke og riges portrættør. Med disse, vel nok Leibovitz' mest berømte billeder, er vi meget fjernt fra dokumentarfotografiet, som det hele begyndte med. De sort-hvide kopier fra fuldt negativ er erstattet af glinsede blanke farvekopier. Kuriøse iscenesættelser og fiffige indfald præger disse imposante portrætter af yuppiekulturens største ikoner. Meget betegnende er Leibovitz i denne periode tilknyttet diverse mode- og livsstilsblade - den reaktionære skønhedsindustris propagandaorganer.
Endelig blev Leibovitz så i 90'erne en 'engageret' fotograf, der for eksempel tog til det borgerkrigshærgede Sarajevo i 1994, eller fotograferede voldsramte kvinder i USA i 1996. Borte er de glamourøse farvekopier, her er vi tilbage i den sort-hvide dokumentartradition og det politisk motiverede fotografi.
Mod- og medkultur
Leibovitz er med andre ord en fotograf, der konstant har været på omdrejningshøjde med tidsånden. En veritabel vejrhane, fristes man - mindre venligt - til at sige. Mere medkultur end modkultur. Den retrospektivt anlagte udstilling på Louisiana kommer hele raden rundt, og bliver dermed en tankevækkende anskueliggørelse af Leibovitz' skiftende positioner.
Vi får den store tur fra 70'ernes progressive undergrundskultur over 80'ernes dekadente overfladefascination og frem til 90'ernes 'politisk korrekte' engagement. Udstillingskataloget forsømmer ikke at fortælle os, at Leibovitz for nylig har flyttet sit atelier til 'ydmyge' omgivelser i New Yorks bydel Chelsea - som imidlertid også er stedet, hvor det sner for øjeblikket. Leibovitz har en god sans for timing.
Udviklingen i hendes karriere handler også om en personlig succes, der i 80'erne forvandler Leibovitz' fotografiske aktiviteter til en mindre industri med assistenter, stylister, kopister osv. Der går penge i sagerne, og hendes stilistiske signatur, den 'vovede' iscenesættelse af ellers 'utilnærmelige' berømtheder, bliver sat i system som et bedre samlebåndsprodukt.
I dag opretholder Leibovitz begge sider af sin produktion. Hun er både glamour-fotografen, der leverer det fnugfrie portræt af præsidentfruen til forsiden af
Vogue, og den samfundskritiske fotograf, der portrætterer voldsramte kvinder klos op med blå øjne og sønderrevne læber.
I princippet er der naturligvis intet galt med velbjærgedes velmente sociale engagement, men i Leibovitz' tilfælde forekommer det temmelig konsekvensløst og hult. I hvert fald hænger serien om voldsramte kvinder fuldstændig uformidlet på udstillingen, hvorved vi bliver de ufrivillige voyeurer til deres elendighed.
Stjernestøv
Ændrer Leibovitz' engagement kvindernes virkelighed, kan man spørge. Nej, for en "fotografisk viden" kan vække vor samvittighed og ægge vores bevidsthed, men den kan "i sidste instans aldrig være etisk eller politisk viden," som kritikeren - og Leibovitz' nuværende samlever - Susan Sontag engang skrev.
Udsagnet er diskutabelt, men der er næppe tvivl om, at Leibovitz' portrætter af voldsramte kvinder appellerer mere til overfladisk nyfigenhed end til politisk engagement. Men mindre kan også gøre det, og man må lade Leibovitz, at hun kan lave gode, sansemættede fotografier. Hendes ungdomsbilleder er de bedste, for her har hun endnu ikke anlagt de trættende manerer, der kendetegner 80'ernes portrætter.
Serien af Rolling Stones fra 1975 er en fin skildring af rockmusikernes omtumlede og stofplagede tilværelse. Et farvefoto fra 1974 af en flok hippier, der ligger spredt på landingsbanen i en lufthavn, Waiting for Guru Maharaj Ji, hører ligeledes til blandt højdepunkterne.
Senere bliver der længere mellem de virkeligt gode billeder. Ganske vist er det morsomt, at se Cindy Crawford posere som Eva med slangen i Edens Have eller Whoopi Goldberg i et badekar med mælk, men mere er det heller ikke. Det fantastisk smukke portræt af en aldrende og næsten gennemsigtig William Burroughs viser, at Leibovitz kan meget mere end at være morsom, men desværre hører billedet til undtagelserne på udstillingen.
Stardust vil utvivlsomt blive en publikumssucces, for det er nu engang spændende at se de kendte - og dem er der masser af. Man kan imidlertid håbe, at Louisiana i fremtiden også vil åbne deres døre for andet end de afdryssede stjerner. Især i en tid, hvor talentmassen blandt en yngre generation af engagerede fotografiske kunstnere er større end nogensinde.
*Annie Leibovitz. Stardust. Louisiana - Museum for moderne kunst. Gl. Strandvej 13. Humlebæk. Alle dage 10-17, on. 10-22. Til 26. nov.
