Læsetid: 13 min.

Til verdens ende

29. juli 2000

Movin' on

Hun er ikke just sprudlende," siger Nicolas Martin og kigger på mig med sine venlige brune øjne. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal lægge i dén udtalelse. Jeg ved bare, at jeg må møde Natalie
Goodall.
I de dage, hvor jeg har opholdt mig i Ushuaia, verdens sydligste by, beliggende på Ildlandet ved Sydamerikas spids, har jeg ledt efter mennesker, der mødte Bruce Chatwin, da han i 1975 passerede gennem byen på jagt efter sin egen fortid og en god historie.
Om det er det kvarte århundrede, der siden er passeret, eller om det er det tvivlsomme renommé, Chatwin efterlod sig, er svært at sige. I hvert fald har jeg ikke kunnet finde nogen, der synes at have kendt den engelske forfatter. Natalie Goodall er mit sidste halmstrå.
Ganske vist har Goodall - havbiolog og forfatter - ikke direkte mødt Chatwin. "Jeg var heldigvis bortrejst," som hun siger. Men hun har boet på Ildlandet siden 1963 og udgav i 1970 et referenceværk om øens flora og fauna. Og så er hun er gift med Thomas Drummond Goodall, oldebarn af Thomas Bridges, stifteren af den første mission på det sted, hvor Ushuaia ligger i dag. Endelig tilbringer hun halvdelen af året på Harberton, den store estancia (ranch) ved Beagle strædet, som Thomas Bridges fik overdraget af den argentinske regering i 1886 for sin indsats blandt de lokale indianere, først og fremmest yaghan-stammen.
Okay, sprudlende er Natalie Goodall ikke. På den anden side: Vi ringer til hende med få timers varsel, hun er samme dag vendt hjem fra en konference i USA, og alligevel giver hun mig et par timer af sin tid og svarer tålmodigt på de spørgsmål, hun har hørt hundrede af gange før. Ligefrem ugæstfri kan man heller ikke kalde hende.
Hun starter med at konstatere, at hun hader interviews og stort aldrig giver nogen. Jeg ignorerer bemærkningen og spørger til det seks-otte meter lange skelet, der hænger oppe under loftet. Hun liver synligt op.
"Åh, det er en mellemstor delfintype, en næbhval. En meget sjælden art med en lang snude, som en fugl. Det er det syvende eksemplar, man har fundet i verden. I dag er man måske oppe på femten registrerede eksemplarer, men den er stadig sjælden. Så vidt jeg ved, er den aldrig blevet set i live."
Da jeg højlydt undrer mig over, at der kan eksistere dyr i den størrelse, som ingen mennesker har set, kaster Natalie Goodall sig ud i en længere udredning om den konference, hun netop er vendt hjem fra. Her fremlagde en forsker en DNA-test, som viste, at de næbhvaler, der er fundet ved Californiens kyst, ikke er helt magen til dem, der er fundet på den sydlige halvkugle. Hvilket gør eksemplaret oppe under loftsbjælkerne endnu mere værdifuldt. Isen er brudt.

Natalie Goodall er egentlig amerikaner og stammer fra Ohio. Under en rejse i Sydamerika i starten af tresserne faldt hun over et eksemplar af Lucas Bridges' erindringer, Uttermost Part of the Earth (1948). Lucas Bridges var søn af Thomas Bridges, og i bogen beretter han om sin far og om deres liv på Harberton ved Beagle-strædet.
Natalie Goodall blev så opslugt af historien, at hun resolut rejste ned til Ildlandet og mødte ham - den mand, hun seks måneder senere blev gift med.
Lucas Bridges' Uttermost Part of the Earth var også en af Bruce Chatwins yndlingsbøger. Og den var en af årsagerne til, at han i december 1974 skrev det berømte notat til sin arbejdsgiver, redaktøren Francis Wyndham på Sunday Times: "Taget til Patagonien i fire måneder."
Chatwin havde på det tidspunkt først forladt en kometkarriere ved auktionshuset Sotherby's og dernæst et halvt arkæologistudium i Edinburgh, hvor han ikke mindst havde interesseret sig for de walisiske immigranter i det centrale Patagonien. Derudover omfattede hans bagage et ufærdigt manuskript til et aldrig afsluttet livsværk med titlen The Nomadic Alternative. I denne afhandling, hvoraf fragmenter senere indgik i Drømmespor, forsøgte Chatwin at legitimere sin egen rastløshed ud fra en altomfattende teori om menneskets medfødte wanderlust, en vildtvoksende tese, som med tiden kom til at inddrage det meste af menneskehedens historie.
Og nu brød han altså op endnu en gang og forlod uden forklaring til omgivelserne en position som stjernereporter ved Sunday Times for at tage til
Patagonien, dels med det mål på første hånd at undersøge de walisiske nybyggersamfund, som han havde læst om, dels i et helt personligt ærinde.
Chatwin lagde livet igennem et røgslør ud over sin middelklassebaggrund og yndede at antyde, at han nedstammede fra mystiske, aristokratiske slægter. Men ét familiemedlem forgudede han uden mytologiserende omsvøb, og det var farmor Isobel, foran hvis raritetskabinet han som barn kunne tilbringe timer med at drømme sig væk til fjerne egne af kloden.
Specielt ét objekt i det forjættende glasskab ville han have givet næsten hvad som helst for at eje. Det var et stykke skind, som farmoren i 1902 eller deromkring havde fået tilsendt af sin fætter, kaptajn Charles Milward.
"Aldrig i mit liv har jeg ønsket noget så højt, som jeg ønskede dette stykke skind," skriver Chatwin, for hvem kaptajn Milward stod som familiens eventyrer.
Han havde sejlet på verdenshavene, og efter et forlis i 1898 havde han slået sig ned i den chilenske by Punta Arenas på spidsen af fastlandet lige over for Ildlandet. I en øde beliggende hule havde Milward siden fundet et velbevaret stykke skind fra et forhistorisk dyr, mylodonten, et kæmpedovendyr, og efter at have vakt opsigt i videnskabelige kredse over det meste af verden sendte kaptajnen et hjørne af skindet hjem til England som en gave til sin kusines bryllup.
I debutbogen I Patagonien (1977), det forførende resultat af Bruce Chatwins spontane rejse, vifter forfatteren læseren under næsen med det halvrådne stump mylodont-skind som et stykke madeleinekage, omkring hvilket han vikler ikke blot sin egen slægtshistorie, men tillige en fantastisk beretning om de mennesker, han mødte på sin vej.

Det var imidlertid ikke alle, der var lige begejstrede for at optræde i Chatwins historie. Selv om bogen over det meste af verden er værdsat for sine litterære kvaliteter, ligesom den for længst er blevet en bibel blandt rygsækrejsende, opdager jeg, at den er uopdrivelig i Ushuaias boglader. Jeg skal helt ind på Museo del Fin del Mundo for at finde et eksemplar gemt væk i biblioteket bag udstoppede albatrosser og vraggods fra de mange skibe, der er forlist ved Kap Horn.
"Problemet med Chatwin var, at han opførte sig som en svamp," siger Natalie Goodall tøvende, da jeg udfritter hende for en forklaring på, hvorfor patagonerne lagde hans bog for had.
"Han boede hos folk uden at fortælle, at han var forfatter, tog imod deres gæstfrihed og hjælp, og bagefter skrev han så om dem, som om de var afvigende eller eksotiske eller mærkelige. Han var ude på at få alt til at fremstå som sensationer og fokuserede på typer som Butch Cassidy eller denne franske 'konge' af Patagonien, som ingen har hørt om. Han skrev aldrig om folk, der havde betydet noget positivt for Patagonien, folk som havde udrettet noget vigtigt. Og så var der mange, der blev stødt over, at han skrev om ting, som de havde fortalt ham i al fortrolighed. Derfor er det godt, at en af mine venner nu har skrevet en bog på spansk, hvor han rejser i Chatwins fodspor og korrigerer alle de fejl, som han begik."
Goodwin standser op og kigger på mig. Jeg vil have mere. "Åh, endnu en af disse håbløse Chatwin-romantikere," tænker hun vel. "Okay," tilføjer hun så. "Jeg må da indrømme, at da jeg læste hans bog anden gang, fordi jeg skulle fortælle min ven, hvad jeg mente, at der var galt med den, fandt jeg den slet ikke så dårlig endda. Slet ikke så dårlig endda ..."

Ildlandet fik sit navn - Tierra del Fuego - da kaptajn Magellan i 1520 på den ekspedition, der skulle føre til opdagelsen af Sydvestpassagen, gjorde holdt på den nordlige kyst af det, som siden blev døbt Magellan-strædet.
Herfra fik han øje på indianernes bål ovre på den store uudforskede ø. Indtil da havde denne del af verden på landkort været angivet som en tåge, et mystisk "bunden-i-vejret-land," som Chatwin formulerer det i sin bog, hvor sneen faldt "opad, træerne groede nedad, solen skinnede sort, og sekstenfingrede antipoder dansede sig til ekstase."
Sådan vedblev det mere eller mindre at være, indtil det gode skib HMS Beagle i 1831 satte ud på en fem år lang jordomrejse. Om bord var en ung biolog, som kaptajn FitzRoy havde inviteret med som sin personlige ledsager.
Rejsen blev af afgørende betydning for den unge mand, hvis iagttagelser skulle komme til at danne grundlaget for de teorier om arternes oprindelse, han gjorde rede for i sin berømte bog
fra 1859.
Den 17. december 1832 kastede Beagle anker i Bay of Good Success i Le Maire-strædet ved sydøstspidsen af Ildlandet.
Allerede første dag fangede besætningen glimt af de indianere, der boede på stedet, og efter et første møde med de indfødte den følgende dag skrev Charles Darwin - som den unge biolog hed - i sin dagbog:
"De var uden sammenligning det mest mærkværdige og interessante syn, jeg nogensinde havde set. Jeg havde slet ingen forestilling om, hvor stor afstanden kunne være mellem vilde og civiliserede. Den er større end mellem de vilde og deres husdyr."
Herefter sammenlignede Darwin indianernes fremtoning med de djævle, der optrådte i den tids populære teaterstykker, og beskrev deres beklædning, som trods det barske klima blot bestod af et stykke guanako-skind slynget over skulderen med det resultat, at kroppen hverken var halvt eller helt tildækket. Indianerne på deres side morede sig over de svære officerer, som de - trods fuldskæg - tog for at være kvinder.
Darwin noterede sig endvidere, at "disse menneskers sprog, efter vores målestok, dårligt fortjener at blive kaldt artikuleret." Han vurderede, at indianernes sprog omfattede omkring hundrede ord, og han gav udtryk for, at hvis ikke han i disse "stakkels elendige skabninger" med deres "ildeklingende" stemmer havde fundet the missing link, så var det i hvert fald tæt på: "Når man ser sådanne folk, har man svært ved at tro, at de er ens medskabninger og beboere af den samme klode."

Det var yaghan-indianerne heller ikke ret meget længere. Mindre end hundrede år efter Darwins besøg døde de sidste af Ildlandets indianere af sygdomme, som missionærerne bragte med sig, da de få årtier efter HMS Beagles visit slog sig ned på den golde klippekyst for at udbrede den kristne tro til verdens ende.
Til gengæld havde man fået vished for, at Darwin så langt fra havde haft ret i sin vurdering af indianernes udviklingstrin. Ildlandets store pioner, mis-sionæren Thomas Bridges, arbejdede livet igennem på en ordbog over yaghan-indianernes sprog, dels for at kunne oversætte passager af Bibelen til yaghan, men nok så meget for at skabe basis for kulturel udveksling og fredelig sameksistens. Ved hans død i 1898 rummede ordbogen 32.000 ord og var langt fra færdig.
Thomas Bridges var en bemærkelsesværdig mand. Han var født i England i 1843 og adopteret af præsten George Pakenham Despard. I de år diskuteredes det forsvarlige i at drive kristen mission på udsatte steder. I 1851 var kaptajn Allen Gardiner og hans besætning døde af sult og kulde under et forsøg på at bosætte sig på Ildlandet, og stedet var lige ved at blive opgivet. Men Gardiner havde i sine sidste timer nedkradset en rapport, hvis hovedkonklusion var, at man burde starte med at etablere sig på Malvinas (Falklandsøerne) og derfra forsøge at skabe kontakter til Ildlandets indianere. Da Despard blev bekendt med denne plan, tøvede han ikke med at påtage sig opgaven. Thomas Bridges ankom således til Malvinas som 13-årig, og på de følgende års ekspeditioner til Ildlandet lærte han sig yaghan-indianernes sprog og fik snart rollen som tolk.
I 1869 fandt man, at tiden var inde til at sætte en missionær i land på Ildlandets kyst. Opgaven tilfaldt præsten Whait H. Stirling, som blev den første hvide beboer på øen. Samme år var den 25-årige Thomas Bridges på besøg i England, hvor han forlovede sig med Mary Varder fra landsbyen Harberton. Parret slog sig ned på Malvinas, og snart efter blev den nu voksne Thomas Bridges udpeget som Stirlings efterfølger på Ildlandet. Han tog dertil i 1870, og året efter hentede han sin familie.
Selv om Thomas Bridges noterer i sin dagbog, at hele hans eksistens "sitrer af spænding" over disse første spadestik til et nyt samfund, må man ikke glemme, hvad der rent faktisk ventede familien. Omkring pastor Stirlings lille hytte, der var rejst på en bakketop, var nogle få wigwams spredt ud over den golde klippekyst. Selv om det var april, lå der stadig sne. Og den nærmeste civilisation, Malvinas, var 600 kilometers sejlads væk. Her skulle Mary og hendes nyfødte barn tilbringe de næste mange år. Og, som Lucas Bridges skriver om sin mor i Uttermost Part of the Earth: Hun var ikke "typen, der beklagede sig."

Med tiden voksede den lille koloni og blev til starten på Ushuaia. Og da Thomas Bridges i 1886 ville trække sig tilbage på grund af sygdom, tildelte den argentinske regering ham et stykke land halvtreds kilometer øst for Ushuaia som tak for den indsats, han havde ydet i forbindelse med at skabe relationer til Ildlandets indianere.
Bridges rejste til England og hentede byggematerialer til et beboelseshus, og i 1887 flyttede familien ind i Harberton, den første estancia på Ildlandet, opkaldt efter hustruens landsby i det grønne Devonshire.
Sejlturen på Beagle strædet fra
Ushuaia ud til Harberton er selv midt på sommeren en forblæst og kold affære. Man siger, at Ushuaia hver dag året rundt oplever alle fire årstider, og noget er der om snakken. Det ene øjeblik luner solen, i hvert fald hvis man står i læ, det næste pisker slud og sne mod ansigtet. Men smukt er det. Langs kysten flyver flokke af fede magellangæs, og de mange klipper, der stikker op i farvandet, er fregnede af sorthvide skarver. På et par af øerne er vi heldige at se hele kolonier af søløver, der ruller sig dovent i solen. Og et sted passerer vi en strandbred, hvor flere hundrede brillepingviner holder træf.
Ved ankomsten til Harberton giver en ung pige os en kort rundvisning. På toppen af en bakke standser hun op og fører med en generøs bevægelse armen ud mod horisonten. "Dét er Harberton estansiaens ejendom," siger hun.
"Hvad?" Vi spejder forgæves efter et hegn. Men der er ikke noget hegn. Det er bjergene i horisonten, pigen peger på. "Vi har fire bjerge på vores jord," fortsætter hun. "Og tre store floder. Og de øer, I ser derude i Beagle-strædet. Men det er ikke nogen særlig stor estancia i forhold til Patagonien. Dér findes estanciaer, som er dobbelt så store."
Jeg har allerede set Harberton fra oven. Efter den tre timer lange flyrejse fra Buenos Aires, over Patagoniens flade pampas fra nord til syd, Antoine de Saint-Exupérys rute, dykkede maskinen pludselig ned gennem skydækket og slog inden landingen en bue ud over
Beagle-strædet. Derfra kunne man se det meste af Harbertons besiddelser i ét vue. Og dér lå Ushuaia som et panora-mapostkort, omkranset af Martial-kædens sneklædte bjergtoppe og med udsigt til de chilenske øer Navarino og Hoste på den anden side af det smalle stræde.

Fra luften ligner Ushuaia lige præcis dét, den er. En vanvittig drøm om en civilisationens forpost på Sydamerikas sydspids, et sidste stop før Antarktis, funderet på pionérånd og velmenende missionærgerninger, og på bekostning af hele den oprindelige indianske befolkning.
Ved lidt nærmere betragtning går noget af glansen. For at lokke argentinerne til at slå sig ned i det lille nybyggersamfund indførte man i en periode skattemæssige fordele for firmaer, der oprettede filialer på Ildlandet, og i nogle år oplevede samfundet et regulært boom.
Ushuaia blev et center for landets elektronikindustri, og folk flyttede hertil i stort antal. Byen voksede vildt i alle retninger, hurtigere end veje, kloakeringer og andre installationer kunne følge med, og i den klippefyldte periferi rundt om det gamle centrum opstod en bræmme af hastigt opførte træhuse i alskens hjemmestrikkede arkitektoniske udformninger.
I halvfemserne ebbede eventyret ud, og i dag står Ushuaia tilbage som et Klondyke efter den store fest, et isoleret udkantssamfund, som endnu ikke helt har fået sat system i den sidste erhvervsmæssige overlevelsesmulighed: turisme.
"Mange mennesker kommer hertil med en romantisk forestilling om Ildlandet," bemærker Natalie Goodall, da jeg spørger, hvordan det er at bo ved verdens ende. "Jeg har endda hørt, at der er et fransk tv-program, der hedder Ushuaia. Når de så kommer og finder ud af, at her bor almindelige mennesker, bliver de skuffede og tager af sted igen."
Ja, hvad gør man, når man står ved verdens ende og sine drømmes mål? Hvad gør den rejsende, når man ikke kan komme længere væk hjemmefra?
Er der andre muligheder end at tage hul på den længste af alle rejser?
Rejsen hjem.

Serie - Movin' on
*I en serie sommerartikler har Lars Movin taget læserne med til oplevelsesmæssige brændpunkter fjernt fra masseturismens alfarvej. Han begyndte rejsen i Japan og Korea og fortsatte til Argentina og altså Ildlandet.
Hermed er serien slut.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu