Læsetid: 2 min.

Walesa: EU kan blive få-mands-vælde

31. juli 2000

Unionen kommer. Spørgsmålet er, hvordan man undgår elitær topstyring, siger den tidligere polske præsident

Lech Walesa, den polske Nobelprismodtager, tidligere fagforeningsleder og præsident, går ind for Europas samling i en udvidet union, men han frygter det også. I et interview med Månedsbladet PRESS advarer Walesa, der kandiderer til præsidentposten ved efterårets valg i Polen, mod tendenser til topstyring i EU.
"Spørgsmålet om for eller imod EU eksisterer ikke for mig. Vi har ikke det valg, som de vestlige lande har. Udviklingen går den vej, og vi er dømt til at samle vores kontinent," siger Walesa. "Et forenet Europa betyder, at nogle af de nationale værdier vil dø. En dag vil de enkelte stater blot være folkedanserminoriteter. Lige som i naturen: Hver dag uddør en art, en plante eller et dyr, og det grundlæggende spørgsmål er, hvad man skal bevare i den nye zoologiske have".
Polen er et af de nye ansøgerlande til EU-medlemsskab, men forhandlingerne går trægt, bl.a. på grund af vanskeligheder med at finde ordninger for det fattige polske landbrug. I Polen er der både nervøsitet omkring de samfundsmæssige omkostninger ved omstillingen til EU-medlemsskab men også stigende frustration over EU's fodslæberi i optagelsesforhandlingerne.

Ingen vej tilbage
Det er ikke en udelt behagelig udvikling, Polen går ind til i et stort EU, hvor de nationale værdier går i opløsning, men udviklingen kan på den anden side ikke bremses, mener Walesa. "Om man kan li' det? Nej, min generation kan ikke lide det. Men der er også en masse andre ting, jeg heller ikke kan lide, f.eks. smog og biler i Gdansk, men jeg foreslår alligevel ikke, at fabrikkerne skal lukkes. I stedet forsøger jeg at gøre min indflydelse gældende. For mig er det vigtigt, at vi diskuterer, hvilket system, der skal herske på vores kontinent. Hvilke værdier vi vil bygge på. Skal vi have et parlamentarisk system eller et præsidentsystem? Jeg vil gerne prøve at modvirke et nyt topstyret system".
"Der er jo økonomisk kriminalitet, bestikkelse og korruption i EU. Og så længe det er muligt, så er det også muligt, at enkelte embedsmænd bliver købt og bestukket. Sådan oparbejder man et fåmandsvælde, et oligarki. Det var jo også tilfældet under kommunismen, for enhver magt korrumperer. Vi skal forudse den fare, og vi skal forbedre det demokratiske system. Når vi kommer så vidt, at Europa bliver ét land, ét oligarki, så vil der komme en anden Walesa og vælte det ned igen. Det kunne være mit barnebarn", siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her