Læsetid: 4 min.

Afslutning uden afklaring

29. august 2000

Den sjette og sidste rapport om begivenhederne på Nørrebro den 18. maj 1993 giver ikke svar på de afgørende spørgsmål, siger kritikere

Hvidvaskning
Centrale spørgsmål i Nørrebro-sagen efterlades ubesvaret i den rapport, som to advokater og en juraprofessor udsendte i går.
Det var ellers meningen, at rapporten endegyldigt og efter syv lange år skulle give danskerne svar på, hvad der egentlig skete natten mellem den 18. og den 19. maj 1993, da politifolk og autonome tørnede sammen på Nørrebro, ligesom den også skulle kaste lys over de forhandlinger, der senere har fundet sted i Justitsministeriet, hvor embedsmænd sammen med justitsministeren har planlagt, hvordan de hidtidige undersøgelser af urolighederne skulle tilrettelægges.

Centrale spørgsmål
Men på flere områder undlader rapporten at levere de nødvendige svar. Og det betyder, at centrale spørgsmål om forløbet i Nørrebro-sagen stadig står ubesvarede, og formentlig vil gøre det for altid, eftersom dette sandsynligvis bliver den sidste rapport fra officielt hold om de dramatiske begivenheder.
Preben Wilhjelm, ekstern lektor ved Roskilde Universitetscenter, har fulgt Nørrebro-sagen tæt og blandt andet skrevet et stykke dokumentarteater om forløbet. Han er skuffet over rapporten, som efter hans mening forsømmer at drage klare konklusioner på en række afgørende punkter; deriblandt det helt centrale spørgsmål om, hvorfor Københavns Politi fik lov til at undersøge sig selv.

Uenigheden
På det punkt centrerer uenigheden sig om det kommissorium, som daværende justitsminister Erling Olsen skrev sammen med sine embedsmænd i Justitsministeriet, og som lå til grund for daværende rigsadvokat Asbjørn Jensens undersøgelse. Uenigheden drejer sig om, hvorvidt kommissoriet pålægger Asbjørn Jensen at lave en uvildig undersøgelse, hvor han skal bruge politifolk fra Rigspolitiets Rejsehold til at efterforske begivenhederne, eller om han kan lade Københavns Politi stå for efterforskningen af sig selv.
Erling Olsen mener, at det var meningen med kommissoriets formulering, at Asbjørn Jensen skulle hente assistance fra Rejseholdet, hvorimod den tidligere rigsadvokat og embedsmændene hævder, at formuleringerne i kommissoriet giver Københavns Politi lov til at undersøge sig selv. Og de tilføjer, at det var Erling Olsen i øvrigt klar over hele tiden.
I rapporten tager de tre medlemmer af undersøgelseskommissionen ikke stilling i denne tvist mellem den tidligere justitsminister og hans embedsmænd. I stedet nøjes de med at skrive, at Erling Olsen formentlig har ret i sin fortolkning af kommissoriet, men at det er formuleret så uklart, at det er svært at laste embedsmændene og Asbjørn Jensen, fordi de fortolkede det på en anden måde.
Preben Wilhjelm mener dog, at de tre kommissionsmedlemmer kunne have været endnu skarpere overfor embedsmændene i deres konklusioner: »Erling Olsen gik jo ud i medierne på daværende tidspunkt og bekendtgjorde, at han ville iværksætte en uvildig undersøgelse af sagen,« siger Wilhjelm til Information.
»Det ville han aldrig have gjort, hvis han havde vidst, at der ikke ville blive tale om en uvildig undersøgelse.«
»Så jeg synes godt, at medlemmerne af undersøgelseskommissionen kunne gå hårdere til embedsmændene, der tilsyneladende lod deres minister svæve i en vildfarelse om hvilken form for undersøgelse, Asbjørn Jensen ville foretage,« siger han.

Knibemeldinger
Preben Wilhjelm mener også, at rapporten savner en skarp konklusion vedrørende de knibemeldinger, der trak ordenspolitiet med ind i kampene, og som var en af årsagerne til at begivenhederne udviklede sig så dramatisk.
Knibemeldingerne blev udsendt af uro-betjente og civilklædte politifolk, og de har over for kommissionen forklaret, at meldingerne ikke var ment som knibemeldinger, og at det var en misforståelse, at deres kollegaer i ordenspolitiet opfattede dem sådan.
»På den baggrund burde de tre kommissionsmedlemmer have gjort det helt klart, at der som minimum var tale om en katastrofalt uheldig og uforsvarlig omgang med noget så alvorligt som knibemeldinger,« siger Preben Wilhjelm.
Rapporten leverer heller ikke svaret på et af de mest omdiskuterede spørgsmål i Nørrebro-sagen: Hvem råbte ’skyd efter benene.’
Flere politifolk har over for journalister i en tv-udsendelse udpeget en bestemt uro-betjent som ophavsmanden til råbet, men da den pågældende blev afhørt af de tre medlemmer af kommissionen, blev han ikke spurgt, om det var ham, der råbte.

Tre skudepisoder
Rapporten skelner heller ikke mellem den første og den anden af de i alt tre skudepisoder, der fandt sted, selv om politiets stilling under de to første skudepisoder ifølge tv-billeder er helt forskellig. Under den første episode er politiet trængt og splittet og trækker tydeligvis pistolerne i nødværge, hvorimod betjentene under den anden skudepisode befinder sig i velordnet række og ikke er i umiddelbar fare for at blive løbet over ende. Men ved at slå de to skudepisoder sammen til een undgår kommissionsmedlemmerne at skulle tage stilling til betjentenes motivation til at skyde for anden gang.
Rapporten drager heller ikke nogen konklusion vedrørende den tredje skudepisode, der fandt sted på Skt. Hans Torv under omstændigheder, hvor politiet, ifølge tv-billeder, ikke var under akut pres. Rapporten nøjes med at referere en række vidneudsagn, før den ender med at frikende politiet – uden at begrunde frifindelsen.

FAKTA
Kommissionens konklusioner
Ansvaret forsvinder i den blå luft i den 515 sider tykke beretning om urolighederne på Nørrebro i København efter EU-afstemningen 18. maj 1993. Det har taget tre jurister næsten fire år at nå frem til konklusionerne, som er, at der intet er at bebrejde hverken topchefer eller mellemledere i Københavns Politi for det kaotiske forløb, politiindsatsen fik, da aggressive og hensynsløse unge gik til angreb med sten og molotovcocktails efter ja-sejren ved folkeafstemningen.
Også når det gælder det uoverskuelige og uheldige forløb af daværende rigsadvokat Stig Asbjørn Jensens arbejde med at undersøge begivenhederne, er der – ifølge beretningen – ingen der kan kritiseres for, at kommissoriet for hans undersøgelse blev præget af så stor uklarhed, at den var »uforsvarlig i objektiv henseende«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu