Læsetid: 3 min.

Ansvaret, der blev væk

29. august 2000

Beredskabet var ikke i orden, indsatsformen uheldig og reglerne om knibemeldinger ikke-eksisterende, fastslår Nørrebro-kommissionen, som derefter udtrykkeligt undlader at kritisere nogen ledende politimand

Københavns Politis beredskab op til urolighederne den 18.-19. maj 1993 var ikke »objektivt forsvarligt«. Politiets indsatsform, hvor betjentene sendes frem skulder ved skulder iført beskyttelsesudstyr, »var ikke den bedst tænkelige«.
Beslutningen om at hjemsende en hel beredskabsdeling kort efter klokken 21 den 18. maj var ikke »den bedst tænkelige«. Og det var »uforsvarligt«, at Københavns Politi ikke inden urolighederne havde »fastsat retningslinier for anvendelse af knibemeldinger«, eftersom de manglende retningslinjer »kunne give anledning til misforståelser med alvorlige konsekvenser til følge«.
Sådan lyder nogle af de mere kritiske betragtninger i det 295 sider tykke bind 1 i beretningen fra den undersøgelseskommission, der de seneste fire år har beskæftiget sig med at undersøge urolighederne på Nørrebro 18.-19. maj 1993.
Bind 1 handler om de faktiske begivenheder i området i aften- og nattetimerne efter EU-folkeafstemningen.

Ikke grund til kritik
Alligevel når undersøgelseskommissionen – bestående af formand, advokat Henrik Christrup, advokat Gunnar Homann og professor Claus Haagen Jensen – frem til, at der ikke er grund til kritik af nogen af de ledende politifolk, der var i aktion.
Én for én gennemgås delingsførere og andre ledende politifolk. Ikke én af dem bliver kritiseret i beretningen.
Det gælder den vicepolitikommissær, der var leder af de civilklædte urobetjente, og som gav ordre til, at politifolkene kastede sten tilbage mod demonstranterne.
Brugen af de civilklædte urobetjente finder undersøgelseskommissionen »forsvarlig« – både generelt og i forbindelse med begivenhederne 18.-19. maj 1993. De civilklædte betjente »blev anvendt bl.a. med henblik på at afgive meldinger om begivenhedernes udvikling. At demonstranterne erkendte flere civile polititjenestemænd som sådanne, og at dette fik indflydelse på begivenhedernes udvikling, gjorde ikke anvendelsen af civile polititjenestemænd uhensigtsmæssig«, fastslår kommissionen.
Uropatruljen »har handlet i overensstemmelse med sine sædvanlige opgaver – at observere, melde og eventuelt foretage anholdelser«.

Ikke knibemelding
Den vicepolitikommissær, der var leder af urobetjentene, sagde klokken 0.25 i sin radio, at »Så er vi angrebet midt på Fælledvej, så nu må der kraftknuseme komme hjælp frem«. Men, har vicepolitikommissæren forklaret, dette var ikke en »knibemelding«, selv om kommandocentralen, KSN, tydeligvis opfattede den sådan og udsendte beskeden »Og så er U2 i knibe midt på Fælledvej« over radioen.
Men hverken urobetjentenes leder, politiinspektøren på KSN eller politiets øverste ledelse kan eller skal kritiseres for den misforståede knibemelding, fastslår kommissionen.
Den vicepolitikommissær, der ved midnatstid løb rundt på Politigården og ledte fortvivlet efter tåregas, kan kritiseres, eftersom han ikke på forhånd havde »særligt kendskab til depotforholdene« og »handlede under et betydeligt tidspres«, skriver kommissionen. Den febrilske jagt på nøglen til et fuldt tåregasdepot skildres udførligt i beretningens referat af politifolkenes vidneudsagn. Den betegnes sammen med de andre hindringer, der har været for politiets brug af gas frem for pistolkugler, som »et sammenfald af uheldige omstændigheder«.

Ros til politiinspektør
De uniformerede vicepolitikommissærer, der som delingsførere kommanderede de menige politifolk på slagmarken på Nørrebro, får heller ingen kritik i beretningen fra undersøgelseskommissionen. Heller ikke på højere niveau er der grund til at kritisere politifolkene. Politiinspektøren, der fra kommandocentralen dirigerede tropperne ved hjælp af det overbelastede radioudstyr, får ingen kritik. Tværtimod finder kommissionen »anledning til at tilføje, at det kunne være gået langt værre«, hvis politiinspektøren »ikke havde bevaret roen og overblikket under de vanskelige forhold«.
Både politiinspektøren og andre politiledere gjorde, hvad de kunne for at »anlægge en defensiv taktik« og undgå at skabe farlige situationer. Men en melding om en brand på Nørrebrogade (der viste sig ikke at have noget på sig), angrebet på nærpolitistationen i Blågårdsgade og det, der blev opfattet som »knibemeldinger«, gjorde, at politiinspektøren og en af de centralt placerede delingsførere »følte sig tvunget til en aktiv politimæssig indsats«.
Daværende politidirektør Poul Eefsen og hans daværende vicepolitidirektør Annemette Møller havde ingen indflydelse på de taktiske dispositioner under urolighederne. Og, fastslår kommissionen, der er heller ingen grund til at bebrejde Københavns Politis daværende topchefer:
*At der ikke var skriftlige regler om, hvornår og hvordan politiet måtte afgive de såkaldte »knibemeldinger« (tilkaldelse af hjælp, når en politimand er truet på liv eller førlighed).
*At tåregassen ikke var til at få fat i.
*At radioudstyret var for dårligt.
*At beredskabet ikke var »objektivt forsvarligt«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her