Læsetid: 4 min.

Bæredygtigt Danmark efterlyses

17. august 2000

Regeringen og Folketinget gør for lidt for udviklingen af et bæredygtigt Danmark, mener arrangørerne af ØkoTræf 2000

Regeringen og Folketinget må beslutte sig: Hvor godt et samfund vil vi overlade til vore efterkommere? Vil vi have en egentlig bæredygtig udvikling - eller bare forsikre os selv mod ulykker og risici?
Det siger filosoffen Peter Kemp i anledning af Økotræf 2000, der åbner i dag på Dyrskuepladsen i Roskilde og varer til og med søndag.
På Økotræffet kan man gå rundt og lytte til taler og diskussioner om al landsens miljøproblemer. Masser af græsrødder og grupper, eksperter og godtfolk lægger problemer, erfaringer og løsninger frem i det store cirkustelt og de mange mindre telte og boder.
Og nok så vigtigt: Man kan selv præge konklusionen, den endelige udgave af en Danmarks Deklaration, som arrangørerne har lavet udkast til.

Hvem tager ansvaret
Arrangørerne vil skabe et mødested - og lægge pres på de danske politikere. Siden Danmark på topmødet i Rio for otte år siden skrev under på den omfattende dagsorden for bæredygtighed i det nye århundrede, Agenda 21, har regeringerne og Folketinget i alt for høj grad skubbet ansvaret fra sig og lagt det over på de lokale kræfter, mener projektleder Steen Puggaard, Øko-net.
Der er oprettet en række lokale Agenda 21 grupper, men først for nylig er der nedsat et udvalg, med den tidligere industriminister Niels Wilhjelm som formand. Udvalget skal udarbejde en national plan for bæredygtig udvikling inden tiåret for mødet i Rio, 2002.
"Det lokale arbejde og miljøbevidstheden i befolkningen er utrolig vigtigt. Uden det bliver ingen visioner til virkelighed. Men det virker kun, hvis regeringen og Folketinget går i spidsen og gennemfører de indgreb, der er nødvendige, for at løse de store miljøproblemer," siger projektleder Steen Puggaard.
Lokalt kan man f. eks. blive bedre til at sortere sit affald, så det kan genbruges. Men man har ikke ret meget indflydelse på de stigende mængder af affald, der frembringes, påpeger han.

Den forkerte vej
"Det er ikke nok, at kommunerne og græsrødderne er aktive," siger Københavns miljøborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard, der er taler ved åbningen af Økotræffet i dag.
"Den nye pesticidplan lever ikke engang op til de mål, man satte for mange år siden. Vi taber levesteder i naturen, vi øver vores udslip af CO2, der bliver gjort for lidt ved trafikken, affaldsmængderne øges og brugen af kemikalier er i voldsom vækst. Jeg støtter budskabet til politikerne: Tag jer nu sammen. Det er ikke nok at indkalde til konferencer og skrive papirer. Der skal lovgives og styres," siger han.
Peter Kemp holder oplæg fredag om bæredygtighedens etik.
"Hensynet til fremtidens generationer er et spørgsmål om menneskesyn," siger han. "Hvis man mener det alvorligt, kan man ikke undskylde sig med, at vi har aktuelle problemer, vi lige skal have klaret først, f.eks. sociale problemer. Så skulle man hellere gøre det klart, at det kun er en forsikring af os selv, vi går ind for."
Mange foretrækker at tale om forsigtighed og holdbarhed i stedet for den generøsitet over for fremtidens generationer, der ligger i begrebet bæredygtighed, siger han. På tysk og fransk har man ligefrem oversat begrebet til holdbarhed (på fransk 'durable', på tysk 'nachhaltig' i stedet for 'tragfähig').
"Man kan ikke tale om økonomisk bæredygtighed uden at have etisk begreb om den først. For de økonomiske beslutninger har kun betydning, hvis man ved, hvor man vil hen," siger Peter Kemp.

Dialog og indflydelse
Foruden foredrag, musik, dans, bål, vandring og cirkus er der 18 workshops, otte dialogværksteder og en konference på Økotræf 2000.
De otte dialogværksteder handler om presset på den danske natur, kredsløbsteknologi, mad og jordbrug, lokalsamfundenes udvikling, en bæredygtig økonomisk politik og retsorden, udvikling af den demokratiske styring, bæredygtig kultur og livsstil samt bæredygtighedens etik og værdier.
Ved at deltage aktivt i disse værksteder, får man indflydelse på den deklaration, arrangørerne har lavet udkast til, forklarer Steen Puggaard.
Værkstedslederne samler bidragene sammen og skriver dem ind i den Danmarks Deklaration, som også er sendt ud til høring i hele landet. Det er meningen, at deklarationen skal overrækkes til regeringen i november - som et bud på den plan for Danmarks bæredygtige udvikling, Danmark skal aflevere ved FN's topmøde i 2002.

Nye målsætninger
Deklarationen er ikke en tyk rapport, men et manifest. Den sætter fokus på nye visioner om fællesskab, kærlighed og godt liv i et "rummeligt og tolerant samfund, hvor der er brug for alle" og et "sundt og giftfrit miljø" hvor man kan "opleve suset ved at være en del af en stærk, dynamisk og vild natur."
"Det er helt centralt, at vi formår at styre den teknologiske udvikling, ellers risikerer vi at stå som fremmede i en verden, underlagt de systemer vi selv har skabt. Sigtet med teknologien skal være at frigøre mennesket til at opleve og udnytte det, der er kernen i det menneskelige," skriver forfatterne.
De anbefaler at regeringen udvikler et sæt af nye målestokke for fremskridt i stedet for bruttonationalproduktet. Indikatorer for vores forbrug af ressourcer og for miljøets, naturens, sundhedens og demokratiets tilstand. Grønne afgifter skal udvikles videre til en egentlig økologisk skattereform, der flytter skatten fra arbejde til forbrug af knappe ressourcer.

FAKTA
Danmarks Deklarationen
Som optakt til Økotræf 2000 har 41 personer lavet et udkast til en deklaration om bæredygtighed i Danmark. Deklarationen er sendt til høring i alle amter og kommuner og 85 organisationer. Deltagerne i økotræffet kan også påvirke det endelige indhold.
Deklarationen anbefaler at princippet om bæredygtighed bliver skrevet ind i Grundloven. Danmark skal blive et kredsløbssamfund i løbet af de nærmeste årtier. Tid skal gøres billigere og forbrug af ressourcer og forurening dyrere. Det offentlige skal gå foran som grøn forbruger og virksomhed. Skolernes undervisningsplaner skal skrives om og en mangfoldighed af eksperimenter støttes. es
Deklarationen kan læses på www.eco-net.dk/OkoTraef2000.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu