Læsetid: 5 min.

Baktusser on the rocks og gensidig forståelse

26. august 2000

Radio og tv
Hver sin smag, sagde manden, han smagte på terninger fra hospitalets ismaskine. Og i Odense råder fornuften. Universitetshospitalets ismaskine står op og ned ad et lokum. Men cheflæge Peter Frandsen beroligede os med, at et udvalg, der endda har flere professorer som medlemmer, har resolveret, at naboskabet til aftrædelsesinstrumentet ikke udgør nogen risiko for de forfriskende terningers hygiejne. Så ismaskinen får lov at stå, hvor den står, til fri afbenyttelse for alle, der kommer forbi i det ene eller det andet ærinde.
En tidligere patient på samme hospital kunne berette om en medpatient, der med latrinære efterladenskaber på såvel tøj som hænder ragede terninger op i sit saftglas. Men nu har vi altså selv professorers ord for, at det ikke gør noget, så, ja, velbekomme!
Udgangspunktet for denne debat i ugen var egentlig, at man havde konstateret, at ismaskinerne på nogle af landets hospitaler bliver meget mangelfuldt rengjort. Rengøringen på landets sygehuse er som bekendt privatiseret. Er der da ingen, der bemærker det påfaldende sammenfald mellem overgangen til privat rengøring og de stigende infektionsproblemer på sygehusene? Eller skyldes de også, at vi ryger og drikker og æder for meget?
Det er en naivitet, grænsende til uforsvarlighed at antage, at private rengøringsfirmaer sætter de hygiejniske resultater af deres arbejde over de økonomiske resultater af samme. Det ville endda være økonomisk uforsvarligt af dem at gøre det. Så ISS, storebror til dem alle, har meldt ærligt ud og har erklæret, at siden man er et kommercielt foretagende, agter man ikke at lave flere kontrakter med sygehusene. Man kan ikke holde hygiejnen i hævd, hvis der samtidig skal tjenes penge.

Ud af sine cirka 20 timers sendetid havde TV 2 på en tilfældig tirsdag ikke mindre end syv timer med amerikanske serier plus et enkelt engelsk program, hvilket var over 30 procent af den samlede sendetid. Lægger man dertil de 10-15 procent, der går med de reklamer, de ulidelige morgenprogrammer, man kan vælge mellem at sove fra eller til, halvanden time pokalhåndbold, 25 minutter Lykkehjulet samt diverse regionalprogrammer, så kan man ikke bebrejde en sølle klummeskriver, at han søger sit stof på de andre græsgange. Dog skal jeg lige bemærke om denne public service kanal, der mestendels forveksler pub med pop, at Nyhederne virker mindre stive, bedre redigerede og mere omfattende end konkurrentens, der ofte er på niveau med historien om damen, der væltede med sin cykel i Randers uden at komme noget alvorligt til.
Men programmer som Horisont, Udefra, Profilen, Pengemagasinet og Deadline, for ikke at tale om Viden om (Anja Philip er min favoritværtinde for tiden) distanserer alligevel det gamle hus i Gyngemosen fra staldene i Odense. Disse programmer kan oven i købet få mig til at bære over med fjollede ting som Danskere, Når mænd er værst eller Rene ord for pengene. You can't win them all, og remoten er jo lige ved hånden, når det kniber.

Måske var det atter Udefra, der markerede sig stærkest i ugen der gik. Tyge Pedersen havde denne gang valgt at alliere sig med en fransk dokumentarfilm i et program, der påviste en standhaftig løgnagtighed hos repræsentanter for Pentagon, når der tales om brugen af anti-tank granater, forsynet med hoveder af såkaldt forringet uran. Dets radioaktivitet er lav, dog ikke lavere end at man på en dag i dets nærhed udsætter sig for en bestråling, der svarer til, hvad man har sat som den acceptable grænse for et helt års radioaktiv bestråling. Man benægter sådan set ikke, at disse granater er anvendt, såvel i ørkenkrigen mod Irak som i krigen mod serberne. Man beskriver endda med en uklædelig stolthed disse granaters effektivitet. De trænger gennem selv det sværeste panserværn, og vel indenfor i det angrebne panserkøretøj eksploderer de og afbrænder alt brændbart, sprænger al ammunition i luften og udrydder alt liv. Foruden at de efterlader et fint støv af pulveriseret, forringet uran. Støvet er ufarligt for mennesker, hævder Pentagons talsmænd i deres skræddersyede uniformer og henviser til dubiøse videnskabelige undersøgelser, der i programmet kunne fejes af bordet af adskillige forfærdende vidnesbyrd om, at det modsatte er tilfældet. Det er uhyggeligt, ikke alene at statsmagtens repræsentanter igen og igen lyver hurtigere, end et missil kan flyve, men også at den gør sig så uhyrlige bestræbelser for at skjule, at den har uret. At beviserne for disse våbens skadevirkninger kan iagttages såvel blandt irakiske civile ofre som blandt amerikanske krigsveteraner og deres afkom, rokker ikke ved pentagonfolkets stædighed. Staten tager aldrig fejl.

I dette er der egentlig ikke så stor forskel på de amerikanske og de russiske statslige reaktionsmønstre. Vi har overværet, hvordan den russiske ledelse i gammel krampagtig stil forsøgte at skjule, hvad der var sket i Barentshavet. Det eneste nye og det eneste opløftende ved denne tragedie er, at de russiske medier nu tilsyneladende kan tale og skrive frit derom og rette sin kritik mod en administration, der opfører sig som i de glade Stalin-dage. Det er næsten patetisk at iagttage den forhenværende KGB-agents ynkelige forsøg på at vise medfølelse, en disciplin han helt åbenbart har været ganske ukendt med indtil nu.
Det er dog bemærkelsesværdigt, så lav cigarføring vestlige regeringsrepræsentanter har udvist overfor russernes stribe af løgne i denne sørgelige affære. Mon ikke det hænger sammen med det voksende antal afsløringer af de utallige løgne, den vestlige alliance mod Serbien slyngede om sig for at dække over den ene fejltagelse efter den anden. Det må jo skabe grobund for en vis forståelse.

Og mens vi er ved forståelse for hinanden. Det kan da godt være, at man skal vise forståelse for amerikanernes ønske om at kunne skyde fjendtlige missiler ned, inden de når ind over amerikansk område. Specielt hvis det drejer sig om missiler, der medbringer biologiske våben. Så vil det da være rart for dem at få lortet til at drysse ned over Grønland eller Skandinavien eller et sted i Europa, i stedet for over det amerikanske kontinent. Det kan man da godt forstå. Ikk'?
Det gælder om at have is i maven.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her