Sidst var det Derek Jacobi - nu efter 21 år er der igen en Shakespeare-prins på Kronborg. På onsdag har et af Londons førende kompagnier, National Theatre, verdenspremiere i Helsingør
Teater
LONDON - Information har mødt instruktøren John Caird og hovedrolleindehaveren Simon Russell Beale, men først en introduktion:
Cairds Shakespeare-baggrund er solid, 12 år har han været hovedinstruktør ved The Royal Shakespeare Company, hvor han nåede mere end 20 indstuderinger og stadig er tilknyttet. Hans opsætning i sidste sæson af Candide vandt Olivier-prisen som Bedste Musical-produktion, samme sæson opsatte han Bulwer-Lyttons Money med Simon Russell Beale.
Den 39-årige Russell Beale, der de sidste ti år har været blandt de førende hovedrolleindehavere i engelsk teater, er langsomt, men sikkert på vej til kultstatus i England. Fagbladet The Stage har udnævnt ham til én af Storbritanniens største skuespillere og hans foretrukne område er de store klassiske stykker. "I need the meat of these great plays", som han siger.
Det nærmeste Russell Beale hidtil har været Hamlet er rollen som Guildenstern i Stoppards knopskud på originalen, Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde. Fysisk er Russell Beale et stykke fra klicheens tricotklædte, elegisk-romantisk prins, eller, som instruktøren Adrian Noble så nobelt har udtrykt det "hans romantiske tendens kolliderer med hans fysionogmi" - Beales Richard III, som han spillede for et par sæsoner siden, fik Oliviers hvislende pukkelryg til at ligne normalitet.
Et skuespil om tanker
John Caird: "Jeg har aldrig lavet Hamlet før, fordi jeg aldrig har haft skuespilleren. Der er en tendens til at besætte rollen med en ung, attraktiv og romantisk udseende skuespiller og her har film og tv et tungt ansvar - det kan ikke vare længe før vi ser DiCaprio i en selvproduceret filmversion - men fysisk attraktion er det sidste, der er brug for. Jeg arbejdede sammen med Simon på to produktioner på National Theatre sidste år og opdagede, at her stod jeg med en skuespiller, hvis hoved var skruet rigtigt sammen til at spille rollen i al dens kompleksitet, detaljerigdom, emotionalitet og - især - filosofiske aspekt. For at sige det enkelt: Hamlet er et skuespil om tanker; du er nødt til at besætte den centrale rolle med én, der virkelig kan tænke. Ikke en, der kan spille tænkende, men én, der rent faktisk tænker. Det ideelle ville være én, der tænkte lige så dybt som Shakespeare, da han skrev stykket, men det er selvsagt vanskeligt."
Fortælleren Horatio
"Det eneste, meget vigtige, der sker til sidst, efter at hovedpersonerne er dræbt, er, at Horatio forsøger selvmord. Hvorefter Hamlet griber ind og siger 'det må du ikke, for hvis du dræber dig selv, vil ingen være tilbage til at fortælle historien. Og hvis min historie ikke bliver fortalt, har jeg levet uden grund... Du er min ven, det kan du ikke gøre mod mig'.
Dette får mig til spørge 'hvis Horatio er den eneste, der kender historien, hvem fortalte Shakespeare historien?", det må have været Horatio. Selvfølgelig er det reelt Shakespeares genius, men Shakespeare beder os forestille os, at Horatio er den eneste virkeligt indviede i historien, og derfor må der være en forbindelse mellem Shakespeare og Horatio - man kan sige, at Shakespeare er Horatio.
Ingen andre ved til fulde, hvad der er sket. Claudius ved ikke, hvad Hamlet gjorde ved Rosencrantz og Gyldenstjerne til havs, Polonius ved meget lidt - han tror, han ved meget, men haha - Gertrud kender til meget af historien, men er ikke helt sikker. Der er kun to mennesker, der helt sikker ved, hvad der skete i den have, og det er Hamlets far og Claudius. Så til sidst er Horatio den eneste, der ved lige så meget som Shakespeare, derfor - hvordan begynder man på en historie, hvori én af personerne allerede ved, hvad der sker? Det får mig til at overveje, om alle undtagen Horatio er genfærd? Hvis Hamlets døde far er et genfærd, hvorfor skulle han være en mirakuløs undtagelse? Så er samtlige stykkets døde genfærd og Horatio den eneste levende i det. Hvordan 'genopfører' man et stykke, hvor samtlige på nær Horatio er døde - det fascinerer mig.
Shakespeare leger med død-levende hele vejen igennem, ideen om at vi kun lever i kort tid, men at den tid kun er en del af vores historie. Resten er vores liv efter døden, vores eftermæle, vores fortalte historie."
Danmark - en tilstand
"Shakespeare var ikke interesseret i Danmark som andet end a state of mind, som en idé om et samfund, forlænget helt ud i, at Hamlet kan siges at handle om sjælens politik. Danmark refereres til stadighed til som 'den stat, vi bor i'; eller Danmark personificeres af Claudius, som kaldes Danmark.
Så jo mere man kan understrege, at Danmark er en psykologisk idé om et hjem eller et sted, hvor disse psykologiske karakterer er anbragt, jo nærmere kommer man til kernen af, hvad forfatteren taler om."
Bedst i oversættelse!?
"Den store gevinst, I har ved at spille Shakespeare på jeres sprog, er at I kan oversætte ham til en helt igennem forståelig tekst. Commonwealth er det eneste område i verden, hvor Shakespeare ikke forstås til bunds... Det sværeste er komedierne; vi opfatter sprogets exceptionelle skønhed, men med det får vi de tyve procent af stykket, som ikke længere er alment forståelige; mens I på dansk kan få et gennemforståeligt spil, så længe I ikke bruger attenhundredetals oversættelserne. Da jeg satte Som man behager op i Stockholm, sad jeg blandt premiérepublikummet og hørte alle grine af samtlige Prøvestens jokes og det er første gang, jeg har oplevet, at alle jokes var morsomme!"
Et stykke uden helt
"Problemet ved Hamlet-skikkelsen er, at hvis du har en skuespiller, der ikke er intellektuelt på højde med rollen, begynder vedkommende i stedet at spille Godheden selv... Helten. Hvilket indebærer, at alle omkring Hamlet ikke er en helt. Så Claudius bliver nødvendigvis en skurk, Gertrud neurotisk eller alkoholiker, Horatio får en homoseksuel undertone i sit forhold til Hamlet etc. Men faktisk er alle roller skrevet med den mest udsøgte kompleksitet; f.eks... netop som man er parat til at hade Claudius, vender han vrangen ud og siger 'jeg er lammet, ødelagt, jeg tynges af den dybeste skyld - og jeg elsker min kone'. Og man tænker 'stakkels mand'.
Der er ingen helte eller skurke i Hamlet. Hamlet selv har mulighed for at blive en helt, men han dræber en totalt uskyldig mand og bliver derved 'skurkens' moralske ligemand - og Hamlet ved det. Der forekommer mig kun at være ét svar på stykkets demokratiske disposition, nemlig at Shakespeare er optaget af hver enkelt person individuelt uanset hvad de 'har gjort'.
Hvad handler Hamlet om
Simon Russell Beale: "Hamlet handler for mig om kærlighed... Love being destroyed. Genfærdets kommando til Hamlet er, uanset hvor moralsk velanbragt, faktisk opskriften på at ødelægge 8-9 menneskers liv. Rosencrantz & Guildenstern må af vejen pga. historiens udvikling, men faktisk var de tre venner; Claudius og Gertrud elsker hinanden og Hamlet har potentialet til at elske Ofelia, hvis bare ikke lige farens kommando Remember me og hvad deraf må følge, stod i vejen. Den eneste kærlighed, der består, er Horatios til Hamlet; det er jeg mig mere og mere bevidst, jo mere jeg spiller rollen."
Hamlets univers
John Caird: "Alle de store Shakespeare-skuespil har deres eget univers - Othello-universet, Macbeth-universet - en kosmologi opfundet specielt til hvert skuespil. Og hvad hvert univers rummer, er muligheden for lykke, muligheden for kærlighed, for et heltemodigt eller ikke-heltemodigt liv, for et liv efter døden. Men - det ekstraordinære ved Hamlets univers er, at du aldrig rigtig kan placere det, du ved aldrig om det ender totalt tragisk. Fra replik til replik kan det gå, hvad vej det skal være. Et hvilket som helst øjeblik i stykket kunne det ende med, at Claudius beder Hamlet om tilgivelse; ligegyldigt hvor du går ind, er der intet helt sikkert at gå ud fra med hensyn til, hvor det vil ende. Det flyder hele tiden, omridset svæver. Derfor er det - for mig - det Shakespeare-skuespil, der ligner vores liv mest, for sådan er vores liv. Der eksisterer ingen absolutte moralske værdier længere, eller rettere sagt, mennesker, der lever efter absolutte moralske værdier gør almindeligvis sig selv meget skade. Men Hamlet er et univers, hvor hvert eneste øjeblik rummer mulighed for noget tragisk såvel som noget vidunderligt; det er en konstant barfodsbalance på en knivsæg, og det lykkes at gå 'kniven' ud hele aftenen. Det er det, der giver stykket dets fantastiske filosofiske spænding."
*National Theatres version af 'Hamlet' har verdenspremiere på Kronborg Slot på onsdag
