Læsetid: 4 min.

Clinton burde være præsident i Europa

10. august 2000

Europa er blevet reduceret til en medløber, som glad og gerne retter sig efter USA's diktater

Kommentar
Mens Al Gore og George W. Bush kæmper om at blive USA's næste præsident, synes ingen længere at tænke på William Jefferson Clinton, der har gjort et rimeligt godt stykke arbejde i Det Hvide Hus. Han har forsynet ikke alene USA, men også andre dele af verden med lederskab - især Europa, som forekommer at være sørgeligt blottet for ledere med visioner og ideer.
Der var engang, da Europa førte an i verden som markedsplads for ideer og bevægelser. Europæiske mænd og kvinder med visioner og engagement langt ud over deres egne landes grænser spillede en stor rolle på verdensscenen.
Fra afslutningen på Anden Verdenskrig og op gennem 1960'erne og 1970'erne - ja, endda så sent som i 1980'erne - udmærkede Europa sig på flere områder. Dets holdninger og retningslinjer var ikke alene anderledes, men også genkendelige som sådan for adskillige lande i Asien og Afrika, der altid har søgt inspiration i Vesten.
I Vesten efter Reagan-æraen - et område, der strækker sig fra Moskva til Washington - er Europa blevet reduceret til en medløber, som glad og gerne retter sig efter USA's diktater.
Den sidste af de mænd, der ændrede verden på denne side af Atlanterhavet, var Mikhail Gorbatjov med sine tanker om glasnost og perestrojka, der blæste som en stærk ny vind og skabte omvæltninger i Europa og Centralasien.
Siden har Europa haft blikket stift rettet mod Washington. Og den globale politibetjent og brandmand har været nødt til at løse problemer, som europæerne selv skulle have taget sig af, f.eks. i Nordirland og på Balkan.

Europas vingesus
Det er noget ganske andet end i 1960'erne, da såvel regeringer som oppositionelle kræfter i Europa udløste nye tanker, ideer og bevægelser i store dele af Asien, Afrika, Latinamerika - selv i USA.
Personligheder som Willy Brandt, Olof Palme, Helmut Scmidt, Charles de Gaulle, François Mitterrand, Petra Kelly og Gro Harlem Brundtland havde overordnede visioner om et globalt samfund.
De repræsenterede den humane velfærdsstat med dens brede interesse for udviklingen af tilbagestående lande og de socialdemokratiske tanker om en mellemvej mellem den undertrykkende statssocialisme og kapitalismens militær-industrielle kompleks.
De var også modstandere af USA's teknokratiske kapitalisme, hvormed de multinationale selskaber i globaliseringens navn er i færd med at ensrette Europa.
Italiens Enrico Berlinguer åbnede nye perspektiver med sin bog Mange veje til kommunismen, og samtidige kommunistiske ledere som Georges Marchais i Frankrig og Santiago Carillo i Spanien var pionerer for et nyt kritisk syn på kommunismen.
'Eurokommunismen' - et udtryk, der blev opfundet af den jugoslaviske journalist Franc Barbieri - satte millioners fantasi i sving. Og maj 1968 indvarslede på mange måder en ny begyndelse i Europa, hvis krusninger bredte sig til mange andre dele af verden. Mange år senere fulgte den grønne strømning, som nu endelig er kommet til sin ret i Europa.

Skødehund
Men alt dette er historie - og måske en historie, som skolerne ikke længere underviser i. I dag er Europas myter og virkelighed Coke og Pepsi, McDonald's og Wimpy's og ph.d.-studier på amerikanske universiteter. I den McWorld, der begyndte at tage form under Ronald Reagan - godt hjulpet af det særlige forhold til Margaret Thatcher - bliver Europa ført i snor. Ironien er størst i Storbritannien, som nu med et hævngerrigt omsving af det historiske tidevand ikke er stort andet end en skødehund for sin tidligere koloni, USA. Uden hjælp fra den kan kongeriget ikke løse den irske konflikt i sin egen baggård.
Andre steder i Europa er billedet det samme. På Balkan var det USA, der ved hjælp af NATO gik i spidsen i bestræbelserne for at tæmme Jugoslavien og serbisk nationalisme. Europa nøjedes med at se til fra sidelinjen.
I den amerikansk-ledede krig mod Irak i 1991 marcherede Storbritannien og andre europæiske stater ikke mindre entusiastisk ud til Stars and Stripes' ære.
Af og til høres en svag klynken, som når Tyskland forsøger at rejse spørgsmålet om NATO's førstebrug af atomvåben. Men den slags murren bliver kvalt, før nogen får lyst til at gøre en debat ud af den.
Naturligvis kommer enkelte lande under tiden ud af trit, f.eks. når Frankrig indgår aftaler med iranske olieselskaber. Men det sker uvægerligt ud fra snævre nationale interesser - aldrig for en overordnet sags skyld.
Den sørgelige tilstand i et Europa, der er berøvet sine 'forældre' i form af ranke, tænkende og uafhængige ledere, fremgår af, at folk som Margaret Thatcher og Helmut Kohl ophøjes til 'statsmænd'.
Fremtiden bliver måske endnu mere sørgelig, hvis ikke Europa genopdager sig selv og hævder sig med en ny og synlig identitet - med en selvstændig målbevidsthed og beslutsomhed, som kan være relevant for Asien og Afrika.
Men hvis europæerne ikke mener at kunne klare denne opgave selv, ville det bedste måske være at vælge Bill Clinton som leder af Europas Forenede Stater.
Clinton er stadig ung, ved godt helbred og ivrig efter at noget at tage sig til. Han har mange produktive år foran sig, og det eneste, der er større og bedre end at være the prez, ville være at overtage jobbet som præsident for Europa.

*Shastri Ramachandaran er redaktør ved The Times of India og i august måned tilknyttet Information som skribent i anledning af festivalen Images of the World.
Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu