Læsetid: 5 min.

Colombia er et land i opløsning

23. august 2000

I sidste uge blev seks skolebørn dræbt, da colombianske soldater åbnede ild mod en skoleklasse på udflugt. Men massakren er blot det seneste eksempel i en endeløs voldsspiral i det borgerkrigshærgede land

"En menneskelig fejl."
Sådan har den colombianske hær og Colombias regering forsøgt at bortforklare sidste uges massakre på seks skolebørn mellem seks og 11 i et bjergrigt område syd for landets næststørste by Medellín.
Først forsøgte hæren ifølge colombianske medier at retfærdiggøre beskydningen af en skoleudflugt lige uden for landsbyen Pueblo Rico med, at børnene var blevet fanget i krydsild mellem soldater og guerillaer. Ifølge nogle medier blev børnene og de ledsagende voksne beskudt i cirka 45 minutter.
Der var imidlertid ingen guerillaer og derfor ingen skudveksling.
Hærens forklaring blev derfor ændret til, at soldaterne antog børnene for partisaner fra en mindre udbrydergruppe fra landets næststørste guerillabevægelse Ejército de Liberación Nacional (Den Nationale Befrielseshær, ELN), som blev forfulgt af enheder fra hæren.
Massakren har rystet Colombia, selv om der efterhånden skal meget til. Men ubevæbnede skolebørn på skovtur der bliver beskudt i tre kvarter er alligevel for meget.
Hvis man skal se nøgternt på massakren, er den ikke så vanskelig at forklare. Colombia befinder sig i en krig, hvor enheder fra hæren gang på gang er faldet i guerillaernes baghold. En krig, hvor nogle af parterne indrullerer flere og flere teenagere og børn i deres styrker - som har gjort vold til et legitimt middel at løse kontroverser og konflikter med på alle planer.

En blodig historie
Borgerkrigen er den foreløbige kulmination på en lang og usædvanligt voldelig historie.
Efter en voldelig europæisk erobring og kolonitid har landets lukkede elite holdt sig ved magten med alle midler - især vold. Colombias historie er præget af blodige borgerkrige med 1.000 Dages Krigen 1899-1902 mellem konservative og liberale som en af de blodigste. Over 100.000 menes at have mistet livet.
Hovedpersonen i Nobelpristageren Gabriel García Márquez lille mesterroman Ingen skriver til obersten kæmpede i krigen, ligesom andre af hans bøger referer til den.
Den blodigste borgerkrig blev kendt som La Violencia (Volden), som kostede over 300.000 mennesker livet. Den varede officielt fra 1948 til 1957, da de to officielle partier, konservative og liberale, indgik en politisk pagt om at dele regeringsmagten.
De uafhængige selvforsvarsgrupper af småbønder, der siden 30'erne havde vokset sig stærke, anerkendte ikke aftalen, der bevarede status quo.

Narkokarteller tog form
I antikommunismens navn - og efter den cubanske revolutions sejr i 1959 med USA's støtte - bekæmpede hæren grupperne massivt, uden held. Det førte i 1964 til dannelsen af Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia (Colombias Væbnede Revolutionære Styrker, FARC) sammen med dele af kommunistpartiet. Andre bevægelser blev dannet inspireret af den cubanske revolution (ELN) og af den kinesiske revolution.
Trods en massiv militær indsats og bombardementer med blandt andet napalm lykkedes det ikke at nedkæmpe bevægelserne, og i dag skønner regeringen, at FARC og ELN tilsammen kontrollerer næste 40 procent af Colombias territorium.
I løbet af 70'erne begyndte smugleri af først marihuana og derefter kokain at blive en indbringende forretning. De første narkokarteller tog form og voksede sig stærke. Det kom til mange væbnede opgør mellem kartellerne og med hæren og guerillaerne.
I 80'erne begyndte guerillaerne igen at vokse og tage kontrol over fjerne områder i Amazonas lavlandet, hvorfra dele af grupperne involverede sig i narkotrafikken for at tjene penge til deres krigsførelse.
Efter nedkæmpelsen af de store karteller i Medellín og Cali i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne overtog dele af guerillaerne - der nu var delt i flere 'fronter' - kontrol over en større part af narkotrafikken, hvorved de væbnede konflikter blev yderligere forplumret.
I løbet af 90'erne dannede mellemstore og store jordejere i de områder, hvor guerillaerne var en trussel for deres interesser, paramilitære grupper, der ofte fik støtte fra hæren, selv om flere af bagmændene havde tilknytning til de tidligere narkokarteller.
I dag sikrer et kompliceret netværk, der filtrer sig igennem det colombianske samfund, inklusive guerillaer og paramilitære og hæren og politiet, at Colombia fortsat er storleverandør af især kokain i til USA.

Washingtons blinde øje
Med kikkerten for det blinde øje har Washington specielt hæftet sig ved forbindelserne mellem guerillaerne og narkotrafikken og valgt at give stadig større støtte til især en militær bekæmpelse af narkotrafikken - og derigennem til hærens kamp mod guerillaerne.
Hidtil uden held. FARC og ELN ydmyger gang på gang hæren for at demonstrere, at de er ligeværdige forhandlingspartnere i de humpende fredsforhandlinger, der trods erklæret god vilje stort set ikke kommer ud af stedet.
Præsident Andrés Pastranas stort anlagte freds- og udviklingsplan Plan Colombia fra sidste år sigter på at afslutte borgerkrigen, sætte en stopper for narkotrafikken, sætte gang i økonomien og reformere retsvæsnet.
For to måneder siden vedtog den amerikanske kongres at give en massiv støtte til de dele af planen, der retter sig mod narkotrafikken. Det skal først og fremmest ske ved at finansiere en militær og politimæssig oprustning - hvad der af kritikere bliver betegnet som en slet skjult oprustning mod guerillaerne.
Det er ikke mindst her problemet ligger. At man for at gøre en ende på en endeløs voldsspiral vil bruge vold - med mere vold til følge.

235 massakrer
Colombia befinder sig i en dybere krise end nogensinde. Regeringen kontrollerer reelt ikke landet, hæren er delvist ude af kontrol, guerillaerne kontrollerer to femtedele af landet, veludrustede paramilitære styrker opererer med hærens samtykke og penge fra narkogrupper i ryggen.
En situation, der ifølge den colombianske ombudsmand er uholdbar. I en rapport udsendt i sidste måned peger ombudsmanden på, at de paramilitære grupper har ansvaret for de fleste af de massakrer, der fandt sted i årets første seks måneder. De 235 massakrer krævede 1.035 menneskeliv.
En massakre definerer ombudsmanden som "forsætligt drab på tre eller flere forsvarsløse civile". De paramilitære grupper tegnede sig for 512 drab, mens guerillaerne dræbte 120.
Over 1,5 million colombianere skønnes at være på flugt internt i Colombia som følge af konflikterne - og der er ikke udsigt til at deres situation vil blive bedre. Tværtimod vil begivenheder som massakren på de seks skolebørn få endnu flere til at flygte.
Colombia er et land i opløsning, noget som Plan Colombia næppe kan ændre på, så længe landet og myndighederne tilføres våben, og så længe holdningen er, at konflikten kan og skal løses militært.
Det betyder også, at flere og flere bliver inddraget i konflikterne. Folk - voksne og børn - vil i stigende grad også gribe til våben simpelthen for at forsvare sig.
Det vil legitimere angreb på børn, og voldsspiralen vil fortsætte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu