Læsetid: 5 min.

Congo går i sort

17. august 2000

Med befolkningen som ofre er præsident Kabila i færd med at cementere delingen af storriget Congo. Drevet af grådighed hjælper en række lande i det sydlige Afrika med

Efter 18 timers forhandlinger i Zambias hovedstad, Lusaka, stod det tirsdag klart, at fred i Den Demokratiske Republik Congo har udsigter på længde med fred i Kashmir. Sammenbruddet gør situationen i det krigshærgede land endnu mere fastlåst og giver intet håb til de omkring 1,3 millioner mennesker, som er drevet på flugt. Forude venter endnu flere massakrer og hjemsendelse af soldater i ligposer.
Krigen i Congo begyndte for to år siden. I dag bliver hele det østlige Congo kontrolleret af soldater fra Rwanda, Uganda og en række oprørsgrupper.
I juni førte heftige kampe mellem soldater fra Rwanda og Uganda til, at cirka 500 civile blev dræbt som følge af de to fremmede hæres kampe. Men mange af beretningerne om overgreb slipper aldrig ud. Det foregår så at sige bag 'lukkede døre'.
Ifølge en pamflet med titlen "For at man aldrig skal glemme", så går soldaterne fra Rwanda bevidst efter at udrydde folk, der har uddannelse eller penge. Ifølge pamfletten bruger soldaterne ofte et lille hakkejern til at hakke ofrenes kranier i stykker med. For at undgå en så grusom død, betaler mange ofre soldaterne for 'at spilde en kugle på dem'.
Hvor mange mennesker, der har mistet livet under krigen i Congo, vides ikke. Budene går fra 30.000 til 100.000.

Ud over risikoen for overgreb og drab lever indbyggerne i det østlige Congo under meget dårlige forhold. Sundhedssystemet er brudt sammen. F.eks. er hospitaler udplyndrede med det resultat, at patienterne ingen medicin får og må ligge på sengenes fjedre, fordi madrasserne også er fjernet.
Læge Gitte Hesthaven, som har været udsendt af Læger Uden Grænser til det østlige Congo, fortæller, at "kolera er forholdsvis nemt at behandle, hvis man har adgang til medicin og rent vand. Men det har man ikke i en række områder, hvorfor halvdelen af patienterne med kolera dør."
Fødevaresituationen er også dårlig, og inflationen skyhøj f.eks. er prisen på yams blevet fordoblet adskillige gange i løbet af i år. Ti procent af børnene i provinshovedstaden Kisangani menes at være underernærede.
De underrapporterede omkostninger for civilbefolkninger i både Øst- og Vestcongo er endnu mere grufulde, når man tager i betragtning, at de fleste af de 50 millioner congolesere helst ser Congo samlet som et land og ikke støtter hverken indblanding udefra eller deres egen regering eller oprørsstyrkerne. For at forstå situationen i Congo er man - som altid især i afrikansk sammenhæng - nødt til at se på historien.
I 1997 fik Kabila til stor begejstring for omverdenen vippet diktatoren gennem 32 år, Mobuto Sese Seko, af tronen. Landet skiftede navn fra Zaïre til det løfterige navn Den Demokratiske Republik Congo. Men snart viste det sig, at Kabila ikke var mere demokratisk sindet end forgængeren og efter alt at dømme lige så korrupt.
Sideløbende havde Uganda og Rwanda problemer med, at oprørsgrupper fra den etniske gruppe hutuer baseret i Congo gik til angreb inde i de to lande. Dertil kom tætte forbindelser mellem regeringerne i Rwanda og Uganda ledet af tutsier og oprørske tutsier i det østlige Congo. Det var med til at udløse krigen i august 1998, som trods de baske omkostninger for civilbefolkningen må siges at have været ført på et forholdsvis lavt blus. Desværre ser dette ufredens bål ud til fortsat at få næring, for de fleste af parterne har meget kontante interesser i at fortsætte blodsudgydelserne.

Rwanda og Uganda gik formelt ind på oprørsstyrkernes side i 1998 for at beskytte deres egne grænser mod især den fra Rwanda-folkemordet så frygtede hutumilits Interahamwe. I dag står det klart, at de to lande er drevet mere af økonomiske interesser end behovet for sikkerhed. Begge hæres soldater i Congo er blevet mere eller mindre selvfinansierende ved uhæmmet at udnytte landets store natur- og mineralrigdomme. Der udføres store mængder af tømmer, diamanter, guld og sjældne dyr f.eks. papegøjer.
Rwandas regering har ud over økonomien den interesse, at man ved at holde et stort kontingent soldater i Rwanda med den anerkendte Afrika-forsker René Lemarchands ord "kan opretholde en stor hær, og samtidig undgå at de laver ballade hjemme i Rwanda."
Set med Kabilas øjne er der heller ingen grund til at sende fredsduerne op. Han får støtte i form af soldater fra Zimbabwe, Angola og Namibia. Nordkorea leverer træning og materiel, og Frankrig er ifølge velunderrettede kilder tilbage som aktør i Congo med træning af soldater. Kabila står altså forholdsvis stærkt. Indenrigspolitisk har han stort set ikke noget folkeligt bagland, men så længe krigen raser, bliver det svært at mobilisere oppositionen.
Landene på Kabilas side har også klare interesser at pleje. Præsident Robert Mugabe får med sine angiveligt 10.000 soldater i Congo skældud af den store hjemlige opposition og udlandske donorer. Men Mugabe får sammen med både den forretningsmæssige og militære elite i Zimbabwe millioner af dollar ud af Congo, fordi Kabila har givet diamantmine-koncessioner til zimbabwiske firmaer.
Angolas præsident dos Santos og hans MPLA regering er i krig med oprørsbevægelsen UNITA ledet af Savimbi. UNITA har baser i Congo, som dos Santos ønsker bekæmpet. Ønsket om at bekæmpe egen opposition er også drivkraften for Namibias præsident Sam Nujoma. Hvad angår Nordkorea så handler det om at pleje politiske bånd. Frankrig opererer nu i Congo for at pleje især kommercielle interesser.

I 1999 indgik de stridende parter en våbenhvile i Lusaka, som skulle bane vejen for en FN-fredsbevarende styrke. Men våbenhvilen er gang på gang blevet brudt, og tiltroen til den såkaldte Lusaka-proces er ringe. Sammenbruddet tirsdag skyldtes Kabilas modstand mod udstationeringen af FN-tropper og modvilje mod en regional fredsproces anført af den tidligere præsident for Botswana, Ketumile Masire.
Præsidenten for Zambia, Frederick Chiluba, der hidtil har stået spidsen for fredsbestræbelserne blev så gal over Kabilas modvilje, at han truede Kabila med sanktioner fra de øvrige lande i regionen. Men denne trussel må betragtes som et frustreret slag i luften. Dels vil sanktionerne sandsynligvis ikke være særlige effektive, dels så har Kabila som nævnt opbakning fra en række lande.
Det internationale samfund er med andre ord sat mere eller mindre skakmat i Congo. FN's Sikkerhedsråd skal 24. august beslutte om man vil forlænge mandatet til indsættelse af 500 militærobservatører og 5.000 soldater i Congo. Om den forlængelse kommer er usikker, for meget tyder på, at de magtfulde lande som USA og Storbritannien er ved at acceptere de facto delingen af Congo og den dermed følgende krig.
De 50 millioner congolesere må regne med at se deres ressourcerige land synke endnu mere ned i armod.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu