Amatørteaterfolket charmerer i Sebastians noget problematiske nye musical
Musical
Mastodonterne er et ambitiøst og entusiastisk amatørteater i Nordsjælland, som tydeligvis har fat i sit publikum. Der er ægte folkevandring at skue, når ung og gammel strømmer ud i slotshaven med tæppe og kaffekurv, optimistisk trodsende de grå skyer på himlen.
Man modtages varmt af lidt gammeldags markedsstemning under træerne. Jo, dette er teater som folkelig familieforlystelse.
Og forestillingen mere end fungerer på sine præmisser: Gode sange og sangstemmer, og liv i spillet, selv om kvaliteten naturligvis er svingende. Varierede optrin og et godt 'flow' holder os underholdt hele vejen.
Det er noget af en præstation med en spilletid på tre en halv time. Den nye Cyrano er for lang, men det rokker ikke ved overbevisningen om, at såvel de 100 medvirkende på scenen, der har lagt et stort arbejde i produktionen, som deres publikum har brugt deres tid godt.
Musicalisering
Sebastian har bearbejdet sin tidligere musical, Cyrano, så musicaliseringen af historien om den poetiske musketér har fået en ekstra tand. Bagermesteren har fået en ung datter, som igen har fået sig en ven og en blind veninde. Sebastian har altså digtet tre nye personer til. Det betyder dels en tur mere i kærlighedskarrusellen, dels en omgang sentimentalt snot, når hvide engle med bare tæer og udslået hår tager sig af den handicappede.
Cyrano de Bergerac, Edmond Rostands mesterlige skuespil fra 1897 om den tragiske elsker med den alt for store næse, er stadig musicalens forlæg. Der er tale om en senromantisk pastiche over den klassicistiske tragedie helt ud i (aleksandriner)formen.
Konflikten er den klassiske eksistentialistiske: Valget mellem pligt og kærlighed. Cyrano elsker sin kusine Roxane, som imidlertid selv elsker den unge smukke Christian. Uden at kende Cyranos følelser får Roxane Cyrano til at love hende at beskytte hendes elskede og altså hans rival. Da Christian dør på slagmarken, effektfuldt netop i et øjeblik, hvor Cyrano er på nippet til at erklære sin lidenskab for Roxane, må Cyrano lukke kærligheden ned for evigt.
Der er en dramatisk stringens og en tragisk intention i værket, som gør biedermeieriseringen og tilføjelsen af fundamentalt nye figurer og sidehistorier problematisk. Cyrano de Bergerac kan kaldes for franskmændenes Elverhøj. Stykket udtrykker nationens selvbevidsthed om, hvad der er fransk, elegant og romantisk. Gud ved, hvad vi ville sige til nye hovedpersoner i Hamlet eller Elverhøj?
Den nye Cyrano vælger at se mere ud end at være: Flotte tableauer og masseoptrin og velfungerende slag- og fægtescener. Den spiller charmerende, sødt og vittigt på nogle umiddelbare reaktioner. Et af skuespillets højdepunkter, balkonscenen, hvor Cyrano som bekendt sufflerer Christian med de åndfulde ord, han vinder Roxane med, gives f.eks. her med ren lavkomik.
I slutscenen i klostret 15 år efter, dør Cyrano med hovedet i Roxanes skød. Endelig har hun forstået, at det er Cyrano, hun elsker, og nu græder publikum anden gang med Roxane på grund af hendes kærlighedstab. Men borte er den tragiske dimension, medlidenheden med en kvinde, der nok får sin straf, men aldrig selv fik levet, aldrig blev nogens. Og med manden, hun fandt for grim og manden, som hun kun var forelsket i på grund af hans krop. I musicalen er kritikken af Roxane som kvindetype droppet helt.
Stilen passer
Spillet foregår i en helt enkel scenografi i det grønne, som både er vindtæt, vandfast og velfungerende. I det hele taget passer teaterstilen med agerende ind og ud af rollerne, og rekvisitter ind og ud af scenen, en vogn rulles ind, en træhest rides osv., meget fint til truppens teaterglæde, artige charme og munterhed.
*Den nye Cyrano. Musik, tekst og instruktion: Sebastian. Kapelmester og korinstruktør: Nenia Zenana. Scenograf: Katrine Aa Iversen. Forestillingen er produceret af Mastodonterne og spiller i Fredensborg Slotspark til 20. august, minus mandage, kl. 19.30. Portalen i Greve 8.-10. september kl. 19. Trommen i Hørsholm 15-17. september kl. 19, samt Viften i Rødovre 22.-24. september kl. 19.
