Et ikke lydefrit værk om det 19. århundredes solnedgangsvisioner blandt litterater og billedmagere
Kunsthistorie
Kunsthistorien har sine markedsbetingede tilvækster i et samspil mellem kunsthandel og kunstkritik. Når det ikke længere er muligt at omsætte Rafael, Leonardo eller Rembrandt, fordi alt er endt på museum, må mindre lødige varer udstilles, beskrives og omsættes. Det bliver suspekt at forsøge at afgrænse det reelt betydningsfulde og sublime, mens det sekundære, eller klasserne derunder, sættes op med narrestreger.
Kunst har naturligvis også andre aspekter end de kvalitative, sociologiske og kulturhistoriske, og dem er vi blevet grundigt mindet om i dette jubelår, hvor de store udstillinger overalt i Europa og USA har haft år 1900 som omdrejningspunkt. I Danmark har Glyptoteket sammenstillet salonkunsten og impressionismen under fanfaren Gloria Victis (eller: ære være de besejrede), og i næste måned følger Statens Museum for Kunst op med en grundig oversigt over symbolismen i Europa, set under lokale synsvinkler.
Tidstypisk
Det er således et tidens tegn, at Lis Norup på Husets Forlag nu udgiver en oversigt over dekadencens kunstkritik med titlen I den sidste time. Hun har udvalgt en række engelske og franske tekster, der blev læst Europa over, og som fik betydelig indflydelse på vurderingen af kunstnere som Mathias Gruenewald, Botticelli og Leonardo. Dertil kommer prosastykker af den eneste betydelige, dekadente billedkunstner i det 19. århundrede, Gustave Moreau og introduktioner af Lis Norup til de enkelte forfattere og dekadencebegrebet.
Det er et nyttigt kompendium, Lis Norup således har sammensat, omend de noget tunge, ordrette oversættelser ikke rager op som gendigtninger. Walter Paters og Joris-Karl Huysmans' billedlæsninger er af en særlig, nu uddød, art: Sjældent tynget af store kunsthistoriske kundskaber eller respekt for det reelle indhold i malerierne glider digterne vellystigt ud ad tangenten i en uforbeholden selvspejling. Théophile Gautier ser sin samtid i solnedgangens skær, ludende mod den undergang, som så vedholdende blev profeteret, men som alligevel først indfandt sig med første verdenskrigs skyttegravsfægtninger.
Der er en noget uklar tidsfølge i litteratureksemplerne og i Lis Norups udsigt over dekadencen, der både inddrager historiesynet og den æstetiske brug af begrebet. Man kunne også have ønsket sig en relatering af dette diffuse materiale til den litterære scene i Danmark, hvor dekadencen også stak sit hoved frem hos I.P. Jacobsen og Sophus Claussen og spøgte i tidsskriftet Taarnet, før fanden gik i et katolsk kloster.
Kunsthistorien mangler
Bogen ville dog have været meget mere anvendelig, såfremt redaktøren havde anvendt kunsthistorisk assistance. Der savnes således et noteapparat, der præcist forklarer, hvilke tegninger og malerier, teksterne omhandler. Det vil ikke være nok for læseren at finde frem til standardværker over kunstnere som Leonardo eller Michelangelo, for mange af de billeder og tegninger, der bliver beskrevet, godtages ikke længere af kunsthistorien som deres værker. Således er det fornyligt sandsynliggjort, at en række tegninger, tilskrevne Michelangelo med proveniens fra Casa Buonarotti har fået deres anetavle frisket for kækt op i det 19. århundrede.
Det er også at give smuler for brød, når billedlistens referencer er til de værker, hvorfra de lidt nussede, små grå illustrationer er taget. Portrætter af Leonardo og Walter Pater mangler kunstnernavn, og alle illustrationer savner en angivelse af, hvor kunstværkerne findes samt deres mål og teknik. Disse udeladelser svækker bogens praktiske værdi uden for de litteraturstuderendes kreds.
*Lis Norup: I den sidste time. 248 s. ill. 298 kr. Husets Forlag
