Læsetid: 8 min.

Demokrati i klemme

9. august 2000

Et nej koster indflydelse, siger ja-siden. Og et ja koster demokrati, siger nej-siden. Både ja- og nej-siden har ret. Sådan da

eurofact 3
Demokrati er et gammelt græsk ord for folkestyre. Demokrati udtrykker også et ideal om, at vælgerne kan få indflydelse på deres hverdag. Sådan er det bare ikke altid. Vælgerne har mest indflydelse på det nære og nationale og mindst indflydelse på det fjerne og internationale.
Det giver et problem, fordi den almindelige vælgers hverdag i stigende grad bliver påvirket af politiske beslutninger i andre lande og af den internationale udvikling.
Tilhængerne siger ja til den økonomiske og monetære union for at få indflydelse på unionens økonomiske politik, som også påvirker beskæftigelsen og økonomien i Danmark. Et ja vil give vælgerne i Danmark lidt mere indflydelse på de fjerne beslutninger, der påvirker deres hverdag.
Modstanderne siger, at et ja koster demokrati, fordi beslutninger flyttes fra København til Frankfurt og Bruxelles. For dem betyder et ja, at Danmark afgiver retten til suverænt og selvstændigt at bestemme, hvordan danskerne skal reagere på impulserne fra omverdenen.
Paradoksalt har både tilhængere og modstandere ret. Men ingen af dem siger hele sandheden. Samtidig har vælgerne ikke den store tiltro til EU's demokrati. For mange vælgere stopper demokratiet ved grænsen. Det gør problemerne bare ikke.

Østrig-aktion og Kosovo
Paradoks. Det er ikke altid vælgerne i et land, der bestemmer, hvad der skal ske i landet. Det viser to internationale aktioner, hvor Danmark deltager.
*Den første finder sted i marts og april 1999, hvor NATO indleder en krig om Kosovo mod Serbien.
*Den næste finder sted i februar 2000, hvor 14 EU-lande gennemfører sanktioner over for en folkevalgt regering i Østrig.
Selv om der er store forskelle mellem de to aktioner, har de en ting til fælles. De vidner begge om, at vælgere i et land ikke kan vedtage hvad som helst og henvise til, at det er deres ret som et suverænt og selvstændigt folk.
Forklaringen er, at de to landes beslutninger kan have konsekvenser for vælgere i andre lande:
*Når Serbiens leder, Slobodan Milosevic, støttet af et flertal i det serbiske parlament fordriver Kosovo-albanere fra deres hjem, ender de som flygtninge og måske problemer i et andet europæisk land.
*Når lederen af det østrigske frihedsparti, Jörg Haider, udtrykker sympati for SS-soldaters indstilling og virke under Anden Verdenskrig, frygter de 14 andre EU-lande, at partiets holdninger vil brede sig til andre lande.
Aktionerne mod Serbien og Østrig viser, at andre lande sætter grænser for de beslutninger, vælgere i et land kan træffe. Og uanset, om aktionerne er rimelige eller ej, har de vidtgående konsekvenser for vores gængse opfattelse af, at vælgere har ret til at træffe selvstændige beslutninger inden for et lands grænser.

Østrig danner skole
Der er intet nyt i, at politiske beslutninger i et land kan føre til aktioner fra andre. I europæisk historie har stormagter som England, Frankrig, Rusland og Tyskland ofte grebet direkte ind, når udviklingen i et mindre europæisk land kom dem på tværs. Det nye er, at små lande som Danmark deltager i aktionerne.
Et bredt flertal i Folketinget støtter i marts og april 1999, at Danmark sender fly og soldater i krig i Kosovo.
Det forholder sig lige omvendt med de 14 EU-landes aktion over for Østrig. Her får Poul Nyrup Rasmussen kun støtte fra SF og Enhedslisten.
Både befolkningen og den borgerlige opposition er kritisk og afvisende. Mange vælgere tager aktionen som udtryk for, at EU som fællesskab er klar til at gribe dybt ind i det enkelte medlemslands indre anliggender.

Svenskere og Saddam
Aktionen mod Østrig viser, at EU-landenes samarbejde nu er så forpligtende, at de enkelte lande ikke længere kan betragtes som suveræne nationalstater i klassisk forstand.
Men det er ikke kun EU eller NATO, der kan få betydning for et ellers selvstændig land. Også beslutninger, som ved første øjekast ikke har meget med andre lande at gøre, får pludselig betydning på den anden side af grænsen.
Et eksempel er det svenske atomkraftværk i Barsebäck. Det ligger omkring 20 km fra Københavns centrum og har lige siden opførelsen været en torn i øjet på store dele af den danske befolkning, selvom værket er opført i overensstemmelse med de demokratiske spilleregler - i Sverige.
Et andet eksempel finder vi i Irak, hvor det er Saddam Hussein, der påvirker den politiske udvikling i Danmark. På grund af hans styre bliver tusindvis af flygtninge nødt til at forlade landet. Mange af dem drager til Danmark.
Men også mindre konkrete ting påvirker det danske samfund. Ikke mindst udviklingen i den internationale økonomi viser tydeligt, at danske vælgere påvirkes af beslutninger og begivenheder, der ligger langt uden for Folketingets indflydelse.

Udlændinge og kronen
Verdensøkonomien er i dag global og elektronisk. Banker, pensionsselskaber og andre investorer kan flytte kæmpe pengesummer fra en del af verden til en anden med et klik på en mus.
Omsætningen på de internationale kapitalmarkeder er mange gange den årlige værdi af den samlede produktion i Danmark - om dagen.
Den ungarsk fødte valutaspekulant George Soros er en af dem, der flytter milliarder med et klik på en mus. Han praler gerne med, hvordan han tvang Storbritannien til at devaluere pundet i 1992.
Soros lever af sine fornemmelser for, hvornår markedet mister tilliden til en valuta. Han tjener milliarder på sin indsigt. Hans evner tvinger de enkelte lande til at føre en økonomisk politik, der ikke udfordrer hans fornemmelse for en god forretning.
Soros er ikke alene. Spekulanter og investorer over hele verden holder øje med pundet, kronen og andre valutaers udvikling. Deres små klik på musen kan betyde mere for et lands økonomiske udvikling end selv den bedst tilrettelagte økonomiske politik.

Europas centralbank
George Soros er ikke den eneste udlænding, der har stor indflydelse på den økonomiske udvikling i Danmark.
Siden 1982 har Danmark ført en fastkurspolitik over for først den tyske mark og nu over for euroen. Det indebærer, at kronen og euroen altid veksles til næsten den samme kurs.
Da der er tale om et samarbejde mellem det lille lands valuta og de store landes valuta, følger den danske krone euroens bevægelser på de internationale finansmarkeder og ikke omvendt.
Det er også derfor, at hollænderen Wim Duisenberg som direktør for Den Europæiske Centralbank reelt fastsætter renten i Danmark.
Når Wim Duisenberg på vegne af sin bestyrelse hæver eller sænker renten i den økonomiske og monetære union, følger Danmarks Nationalbank efter i løbet af få timer.
Der er altså meget håndfaste grænser for, hvor selvstændige beslutninger om den økonomiske politik Danmark kan træffe. George Soros, Wim Duisenberg og deres kolleger træffer beslutninger, som danske politikere bagefter må reagere på.
Konsekvenserne for demokratiet er omfattende.
"Børnelærdommen om, at ingen er over og ingen er ved siden af Folketinget, holder ganske enkelt ikke mere," siger forskeren Lykke Friis fra Dansk Udenrigspolitisk Institut, DUPI.

EU - tab eller gevinst
I EU samarbejder de 15 medlemslande om at løse problemer, der ikke kan løses i det enkelte lands parlament. EU er et vidtgående politisk samarbejde, hvor Danmark formelt set har afgivet suverænitet på en lang række områder.
Sætter man de formelle briller på næsen, virker overdragelsen af suverænitet massiv og udfordrende. Men tænker man på, at beslutninger og begivenheder i andre lande i forvejen påvirker danskerne, er overdragelsen af suverænitet nødvendig for at opnå indflydelse på de beslutninger og begivenheder, der alligevel præger vælgerne.
I den danske EU-debat fokuserer EU-modstandere på den formelle side af demokratiet, mens tilhængerne fokuserer på muligheden for at få indflydelse.

Anker og Schlüter
Det har stor politisk og symbolsk betydning, at de danske politikere ikke selv kan fastsætte målene for valutapolitikken efter et ja til medlemskab af møntunionen.
Også selv om mulighederne for at føre en anden politik end den nuværende fastkurspolitik er begrænset af truslen fra valutaspekulanterne.
For danskerne har faktisk så sent som i 1980'erne ændret på sin valutapolitik. Helt præcist i 1982.
Her bliver fastkurspolitikken nemlig introduceret af konservative Poul Schlüter som en af hans første gerninger som statsminister.
Poul Schlüter overtager regeringsmagten fra socialdemokraten Anker Jørgensen, der op gennem 1970'erne løbende nedskriver kronens værdi gennem devalueringer samtidig med, at han tillader, at underskuddet på de offentlige finanser vokser til mellem otte og ni procent om året.
Poul Schlüter og Anker Jørgensens meget forskellige prioriteter vidner om, at Folketinget selv kan udstikke målsætningen for den valutapolitik, som Danmarks Nationalbank fører. Formelt set er det ikke kun omverdenen, der bestemmer over valutapolitikken.
Den tradition kan ikke føres videre, hvis vælgerne siger ja til den økonomiske og monetære union.
Og selv om det ikke umiddelbart er på trapperne, kan Folketinget i princippet give grønt lys for en devaluering af kronen, hvis fastkurspolitikken ikke kan løse de økonomiske problemer for Danmark.
Folketinget kan også vælge en løsning som i Sverige, hvor kursen på den svenske krone flyder frit.

Benhårde svenskere
Der er nemlig andre alternativer til fastkurspolitikken end devaluering. Det viser det svenske eksempel.
Sverige har valgt at lade markedet bestemme kursen på den svenske krone. Man siger, at kursen på den svenske krone 'flyder'.
For at sikre den svenske krones troværdighed har det svenske parlament, Riksdagen, lagt sig fast på, at inflationen i Sverige helst skal være to procent om året. Og den skal holde sig mellem en og tre procent.
Til sammenligning ønsker Den Europæiske Centralbank en inflation på højst to procent.
Men selv om Danmark og Sverige har forskellige målsætninger for valutapolitikken og den økonomiske politik, er forskellen i praksis meget lille. Uanset de forskellige målsætninger, arbejder begge lande for en troværdig økonomisk politik.
Samtidig ønsker socialdemokratierne i begge lande, at den tryghed, de kan opnå mod valutaspekulation inden for møntunionen, er langt større, end den tryghed, de har i dag.
Sat lidt på spidsen indebærer et ja til den økonomiske og monetære union beskyttelse mod valutaspekulanter. Prisen er et tab af de alternative valgmuligheder, som begge lande i dag har for selv at bestemme, hvordan en troværdig økonomisk politik kan udformes.

Fakta - Ja-konsekvenser

Et ja har tre meget forskellige konsekvenser:
*Den Europæiske Centralbank overtager ansvaret for penge- og valutapolitikken fra Nationalbanken.
*Kontrollen med valutapolitikken og pengepolitikken holder flyttedag fra Folketinget til EU.
*En mere intens koordination af den økonomiske politik med de andre euro-lande.
Det sidste betyder dog ikke så meget for demokratiet. De afgørende beslutninger om den økonomiske politik vil efter et ja stadig blive truffet af medlemslandene selv. Her er der ingen overstatslige organer på linje med Den Europæiske Centralbank.

*Dette er det tredje uddrag fra bogen eurofact.dk, hvor Stig Ørskov og Jens Reiermann beskriver de væsentligste fakta om euroen. Tidligere uddrag fra bogen blev bragt 5.-6. og 8. august. Serien om eurofakta fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her