Læsetid: 12 min.

Demokratiet er en mulighed

26. august 2000

Den politiske situation i Europa er i dag lige så kaotisk og usikker som under det 16. og det 17. århundredes religionskrige, men den britiske demokratiprofessor David Held tror, at det er muligt at udvikle et kosmopolitisk demokrati i Europa

Mine forældre måtte flygte fra Tyskland i 1933, og de har oplevet, hvordan det er være immigrant og leve på kanten af det britiske samfund. Det er måske derfor, at jeg har en naturlig tilbøjelighed til kosmopolitismen."
Den 48-årige David Held, professor ved Open University i Cambridge, er født og opvokset i England, men han føler sig som kosmopolit.
Historien om, hvordan hans forældre måtte flygte fra Hitlers Tyskland - hans far var som jøde og aktiv socialdemokrat udsat for dobbelt forfølgelse - har immuniseret ham mod nationalismen.
"Jeg føler mig ikke særlig engelsk," siger han. "Jeg er opvokset i en jødisk familie, men jeg har ingen jødisk identitet, for mine forældre er kulturelle jøder og ikke religiøse. Jeg nyder at bo her i England, og det er her, jeg har mit virke, men jeg føler mig ikke som englænder eller brite, men snarere som kosmopolit."
I næsten to årtier har David Held undervist i politik og sociologi ved Open University. Han har skrevet en stribe bøger om demokratisk teori, den moderne stat og den globale udvikling - mens hans hustru, der er sociolog, har skrevet en stribe kriminalromaner fra deres skrivende hjem i Cambridge.
Om kort tid overtager David Held Graham Wallace lærestolen ved London School of Economics, LSE.
"LSE har en fantastisk stab af professorer, og der er studenter fra hele verden. Det tiltrækker mig, for det gør stedet til en kosmopolitisk miniverden," siger han.
David Held har i mere end 30 år været ven med sociologen Anthony Giddens, der i dag er rektor for London School of Economics og øver stor indflydelse på Europas socialdemokrater, og for 16 år siden stiftede de sammen forlaget Polity Press.
Held er ikke medlem af et politisk parti, for han ser det som "en intellektuels privilegium at have ret til hele tiden at stille kritiske spørgsmål." Han indrømmer, at han personligt sympatiserer med socialdemokraternes 'innovative fløj', men han tror ikke på den tredie vej, og han er skeptisk overfor Tony Blairs New Labour.
"Jeg synes, at de alt for let har overgivet sig til de nyliberale kræfter," siger han. "Det blairske projekt ville ikke lægge sig ud med middelklassens England, der var præget af Margaret Thatchers konservative moral og økonomiske nyliberalisme. Og Blair kom derfor til at forsvare 'Old England'."
- Hvedebrødsdagene efter den euforiske valgsejr i 1997 er forlængst slut. Mange kritiserer nu Tony Blair...
"Ja, Blair har fået en dårlig behandling af pressen i den senere tid, men jeg synes, at det er urimeligt. Han har en stor betydning for, at der er rejst en forfatningsdebat her i landet, og regeringen har langsomt fået øjnene op for den kraftige sociale marginalisering. De investerer flere ressourcer i uddannelsessystemet. Men New Labours problem er, at de udelukkende definerer social udstødning som eksklusion fra arbejdsmarkedet. Den sociale udstødning er meget bredere, den sker også i uddannelserne og de sociale institutioner, og den finder sted både nationalt og globalt. Det er på høje tid at gøre noget ved den dramatiske ulighed på nationalt og globalt plan. Løsningen er ikke at søge tilbage til den gamle statsmagt eller en variant af statssocialismen, men at finde nye intelligente måder at angribe udstødningen på."

Drømmen om imperiet
- Tony Blair har som de danske socialdemokrater svært ved at få sine vælgere til se positivt på EU. Hvorfor er der så stor folkelig modstand?
"Storbritannien er en ø-nation, der for ikke så længe siden var et verdensimperium. I slutningen af det 19. århundrede kontrollerede Storbritannien en trediedel af verdens landmasse. Briterne havde svært ved at tilpasse sig den hurtige økonomiske modernisering i begyndelsen af det 20. århundrede, men de kom sejrrigt ud af 1. og 2. Verdenskrig. I efterkrigsårene opstod den 'atlantiske myte' om, at Storbritannien skulle holde sig til USA i stedet for til Europa. Og derfor holdt briterne sig udenfor, da Tyskland og Frankrig oprettede kul- og stålunionen. Den fransk-tyske alliance forstærkede den britiske skepsis, og under Thatcher blev skepticismen massiv."
"Hun kæmpede patetiske krige som den på Falklandsøerne og advarede imod, at bureaukratiet og føderalismen i Bruxelles ville genindføre socialismen på et tidspunkt, hvor hun var ved at afvikle den i Storbritannien," ironiserer David Held. Han mener, at det var en fejl, at Blairs regering ikke allerede i 1997 gik til frontalt angreb på euro-skepticismen.
"De var bange for at rokke båden for meget, og de kiggede sig hele tiden over skulderen af frygt for, at de igen skulle miste den regeringsmagt, som de var holdt udenfor i 18 år. Den frygtsomme tendens gjorde, at Blair forspildte muligheden for at spille offensivt ud i debatten om Europa, om globaliseringen og om behovet for mere social retfærdighed," siger Held.
"Italieneren Antonio Gramsci ville have sagt, at de lod det konservative hegemoni blive ved magten, og derfor har Blair i stedet for at svække det konservative hegemoni styrket det. Man har også ladet de falske myter om føderalismen og den fælles mønt stå uanfægtede."
- Hvorfor siger et flertal af briterne nej til euroen?
"Jeg tror, at det hænger sammen med, at folk har en opfattelse af, at det britiske pund er stærkt og er et symbol på virilitet. Tabloidaviserne har forstærket myten om, at et stærkt pund er garanti for stabilitet i Europa. Det interessante er, at væksten vendte tilbage, da pundet blev svagt og måtte opgive sin tilknytning til det europæiske valutasamarbejde, EMS'en."

Symbolet på identitet
- Hvad mener De selv om euroen?
"Det er utænkeligt, at Storbritannien kommer med i euroen i de næste to-tre år, ja måske de næste fem år. Der er valg her i landet om halvandet år, og inden da får Tony Blair os ikke med i ØMU'en. Jeg tror først, at briterne vil være med, når euroen er en ufravigelig kendsgerning, og den har vist sig at være stærk og stabil. Men det er meget, meget alvorligt for Storbritannien - ja og for Danmark - at holde sig udenfor euroen, for vi mister indflydelse."
"Der er ikke kun ensidige fordele. Man mister også noget ved at tilslutte sig euroen, f.eks. retten til at devaluere. Men man skal ikke overse, at medlemslandene har langt større suverænitet, end delstaterne har i USA. Eurolandene råder stadig over et stort nationalt budget og har fleksible rammer til at administrere det".
"Pundet og kronen er symboler på en national identitet, men euroen er symbol på forandring. På længere sigt tror jeg, at den britiske identitet bliver omformet og vil opfattes på en anden måde. For Storbritannien er under forandring inde fra og mere magt lægges ud til regionale forsamlinger i Skotland og Wales. Hele suverænitetsbegrebet ændrer sig, og identiteten er omformet som følge af de komplekse forandringer, som vi har oplevet i de sidste 50 år. Magten er blevet omplaceret globalt, i Europa og i de enkelte nationalstater. Staternes regeringer har decentraliseret magten, og de har opbygget internationale institutioner som EU, WTO, IMF og FN. Regionaliseringen i EU tager ikke bare magt væk fra nationalstaten, den giver også de nationale stater adgang til en magt, som ellers var løbet dem af hænde."
- Men hvad så med folks identitetsfølelse?
"Jeg tror, at man som borger det ene øjeblik kan bekymre sig om undervisningen på de lokale skoler og belysningen i gaderne, fordi man er bekymret over voldelige drengebander. Men samtidig kan man stemme ved nationale valg eller stemme om nye traktater i EU, mens man også forholder sig til udviklingen i den globale handelspolitik. Det er ikke uforeneligt at operere med flere overlappende identitetsniveauer, for verden har i dag mange forskellige politiske niveauer. Fremtiden er altid uforudsigelig, men at søge tilflugt i en nationalistisk reaktion er ikke et holdbart politisk svar. Vi har allerede en verden og en identitet med flere lag, og derfor er det bedste svar kosmopolitismen."

Situationen er eksplosiv
- Hvad nytter det, hvis en stor del af befolkningen vil have den gamle nationalisme?
"Jeg kan godt forstå, at mange mennesker ikke vil afskrive de lokale og nationale identiteter. De føler sig adskilt fra den fremvoksende globalisering og de nye magt- og kommunikationsmidler. Folk som Jörg Haider i Østrig, den konservative leder William Hague i Storbritannien og det ekstreme Dansk Folkeparti i Danmark har besat det politiske rum, og situationen er eksplosiv. Problemet er bare, at disse reaktionære kræfter ikke udstyrer folk med redskaber, så de kan blomstre i en verden, der er mere og mere forbundet globalt."
"Jeg er enig i, at man skal beskytte diversiteten og de lokale identiteter, men den politiske nationalisme er ikke det bedste svar. Vi må lære at leve med, at der i dag eksisterer en løsere forbindelse mellem den kulturelle og den politiske identitet. Selv om vi føler os knyttet til en lokal kultur, så kan vi politisk både operere på det lokale, det nationale og det europæiske niveau, uden at det er modsætninger. Jeg kalder det en kosmopolitisk identitet."
- Men der kan være langt fra idealer til praksis?
"Det er en svær balanceakt. Jeg vil sammenligne forandringerne med situationen i det 16. og det 17. århundrede, hvor Europa var hærget af religionskrige og oplevede kaotisk usikkerhed. På det tidspunkt var der politiske teoretikere, som udkastede ideer om at skabe en sekulær stat, hvor religionen og den politiske magt var adskilt. 200 år senere var det, der blev betragtet som kætterske tanker, blevet ortodoksi i Europa, og i det 18. århundrede lagde vi den feudale statsmodel bag os og fik i stedet den moderne nationalstat. Det er en sådan transformation, vi er vidne til i dag, og de nye Macchiavellier og Hobbesianere venter på at gøre deres værker færdige, så de kan give os et svar på forandringen. Der er brug for nye politiske institutioner."
- Sociologerne Christopher Lasch og Zygmunt Bauman har beskrevet, hvordan en elite af kosmopolitter rejser frit rundt på kloden, og i befolkningen mener mange, at globaliseringen er elitens forræderi mod demokratiet. Hvad siger De til det?
"Der kommer sikkert mange tilbageslag, men en ny nationalistisk identitetspolitik vil kun overleve, hvis man ødelægger den teknologiske udvikling og den globale integration med de nye kommunikationsmidler og Internettet. Det er usandsynligt. Jeg tror ikke, at teknologien kan rulles tilbage. Det, folk som Lasch og Bauman reagerer imod ved globaliseringen, er kasinokapitalismen, de nyliberale markedskræfter, den sociale udstødning og destruktionen af nationalstaten. Men de overvurderer den nyliberale fundamentalismes rolle. For globaliseringen er også historien om udviklingen af den internationale ret, af menneskerettighederne, af den internationale krigsforbryderdomstol, og af nye institutioner som EU, WTO og IMF. Globaliseringen er ikke bare nyliberalisme. Den handler også om social retfærdighed. Folk som Bauman bør have for øje, at EU har opsigtsvækkende succes med at skabe stærkere regulering af markedet, og menneskerettighederne er et stort fremskridt."

For meget vrøvl om eliten
"Det er noget forfærdeligt sludder at tale om elitens forræderi. Jeg indrømmer, at det ikke er en enkel debat, men det er dumt at afvise globaliseringen ud fra en total fejllæsning af historien, som om den bare handler om nyliberale markedskræfter og social udbytning. Vi har brug for nye politiske begreber, en ny politisk fornuft og et nyt oplyst lederskab, hvis vi skal lære at håndtere globaliseringen."
- I debatten om EU's møntunion har tilhængere sagt, at den er et bolværk mod de globale kapitalbevægelser...
"Ideen om Den Økonomiske Monetære Union kommer fra Tyskland, og den blev promoveret af Helmut Kohl, der ønskede at binde Tyskland ind i Europa. Frankrig støttede den indbinding af Tyskland, fordi man ville skabe et fredeligere Europa. Det er hovedmotivet, men det store problem ved ØMU'en er, at den er ekspertstyret og gennemført uden folkeligt samtykke. Regeringerne har indset, at der i globaliseringens epoke er brug for et europæisk svar, men de har endnu ikke fundet ud af, hvordan der skabes en fælles europæisk offentlighed. Der er et demokratisk underskud, og Centralbanken holdes ikke ansvarlig i det europæiske parlament. De politiske institutioner halter efter de økonomiske."
- Den tyske udenrigsminister Joschka Fischer vil have en stærkere politisk union, og han foreslår, at en gruppe af kernelande går foran og skaber en europæisk føderation. Hvad siger De til det forslag?
"Styrken er, at det er en hurtig metode til at skabe et stærkere demokrati på europæisk plan. Men det er ikke en stabil strategi. Man kan ikke bare damptromle udviklingen frem. Der må først skabes en bredere europæisk offentlighed. Det er ikke nok med et parlamentsvalg hvert femte år. Man må også lave flere folkeafstemninger i hele EU. Der må være en kritisk offentlighed, der engagerer sig i den europæiske debat. En ny forfatning kan ikke bare gennemtvinges af eliterne. Den slags tager tid og kræver en bred folkelig debat. Efter 200 års statsopbygning i nationerne kan man ikke bare opfinde en europæisk identitet over en nat."
- De har selv slået til lyd for et kosmopolitisk demokrati. Kan det bygge bro over skellet mellem befolkning og elite?
"Ja. For et kosmopolitisk demokrati er ikke bare større koncentration af magt, det er også en stærkere decentralisering af magt. Nationalstaterne må skubbe magt ned til regioner som Katalonien, Skotland, Wales og så videre, og regionerne må selv lave diplomatiske missioner. Og byer som Barcelona, Glasgow, Nice og Milano vil blomstre i et kosmopolitisk demokrati og endda forhandle direkte med hinanden om deres fælles problemer, lidt som bystaterne i renæssancens Europa. Det er ikke bare en ny europæisk middelalderstruktur eller en ny renæssance. Bystaterne vil ikke være isolerede, de vil være mere forenede. Der vil langsomt opstå et levende europæisk civilsamfund."
"Subsidiaritetsprincippet må bruges mere aktivt. Vi må definere, hvad der er europæiske problemer og skal løses på europæisk plan, og hvad der er nationale og regionale opgaver. Jeg taler hverken for et konføderalt mellemstatsligt samarbejde eller en centraliserende føderation som i USA."

Det vil lykkes med de unge
- Er dit projekt realistisk?
"På bare 50 år og på en baggrund af krig og holocaust har EU skabt et velfungerende samarbejde, der er blevet en slags foregangsmodel på den globale scene. Så hvorfor kan det ikke lade sig gøre? Jeg erkender, at det vil være en smertefuld proces. Det er altid lettere at pille gamle strukturer fra hinanden end at skabe nyt. Men jeg tror, at EU med tiden kan udvikle et kosmopolitisk demokrati på hele kontinentet, så der er et europæisk parlament, der holdes ansvarligt, og hvor der er social retfærdighed. Det kosmopolitiske demokrati er ikke et argument for social og kulturel marginalisering."
"Vi er alle en del af den nye teknologiske verden og den nye økonomi. Jeg besøgte for nylig under en rejse i Tyskland en Siemens-fabrik. Virksomhedens sprog er ikke tysk men engelsk. Computerne og Internettet binder folk sammen. Vi er ved at få et fælles sprog at kommunikere med. Vi kan se kimen til et nyt civilsamfund. Tag for eksempel mine børn, Rosa på 16 og Joshua på 13. Ok, de kommer fra en veluddannet middelklasse familie, men alligevel er det utroligt, hvordan de forholder sig til globaliseringen. De går på Nettet og søger efter bøger i andre lande, de 'chatter' med brasilianere eller japanere, og de skriver e-mails til hele verden. De er meget længere fremme i udviklingen af en kosmopolitisk identitet, end vi var, da vi var på deres alder."q

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu