Læsetid: 4 min.

Den dobbelte ports dialoger

31. august 2000

Hvem skal den statsfinancierede avantgarde kaste sig over for at bliver rigtig avantgardistisk, spørges der i det nye nummer af Den blå Port

Tidsskrift
Det er det dialogiske princip og de polyfone tekster, der strukturerer det nye dobbeltnummer af Den blå Port. Her er ikke tale om, sådan som man ofte ser det, at man hurtigt har slået to numre sammen, fordi stoffet lidt tilfældigt har hobet sig op.
Her har man tværtom forsøgt at strukturere stoffet omkring det dialogiske princip.
Der er samtalerne, den første mellem Tomas Thøfner og Morten Søndergaard, som diskuterer poetiske strategier, og typisk for tiden må hente en del af deres begreber (unplugged, distortion) i rockmusikken for at finde frem til poesiens væsen, og som afsluttes med Thøfners provokerende anti-essentialistiske grundholdning. Man kan, uden at der sker noget særligt ved det, godt snige sig til at ændre lidt ved elementerne i de store værker, værkerne finder så at sige aldrig deres endegyldige form, men er i princippet altid åbne for nye dialogiske processer.
De to andre samtaler er med de internationale koryfæer Peter Waterhouse og Durs Grünbein, som nærmer sig poesiens kerne fra hver sin position, fra det totalt rensede næsten barnligt naive elementarsprog til det videnskabeligt engagerede. Der bringes simultandigte af dadaisten Tristan Tzara, polyfon kortprosa af Hesselholdt, et par iskoldt visualiserede stykker surrealistisk poesi af Carsten René Nielsen.

Avantgarden
Der er således bidrag nok, som løfter diskussionen om det gode digt og poesiens væsen ud af det morads af private idiosynkrasier og personligt fnadder, som har præget dele af det københavnske parnas. Diskussionen får yderligere et sobert vitamintilskud i de to teoretisk kritiske bidrag af henholdsvis Jørn Erslev Andersen og norske John Erik Riley, der for alvor sætter debatten i bevægelse, og som tager tråden op fra de krav om en ny avantgarde, som blev rejst i forrige nummer.
Men avantgarde kan man jo netop ikke programmatisk forudskikke om sig selv, den må vokse ud af en konkret praksis. Den historiske avantgarde futuristerne, konstruktivisterne, surrealisterne var båret af holdninger, der altid forbandt sig med store sociale og kulturkritiske engagementer. Perspektivet i debatten har hos os længe været en hel del mere indsnævret. Man vil have anerkendelse af parnasset, men uden at have lavet sit avantgardistiske underjordiske fodarbejde. Man vil fra skolebænken og direkte på de bonede gulve.
Måske vokser en del af problemet ud af hele paradokset omkring en offentligt financieret forfatterskole. Her bliver man jo udstyret med en selvbevidsthed som kunstner, man laver et helt bundt af dem om året, og alligevel må en stor del af dem leve med frustrationen over, at det nok aldrig rigtig bliver til noget alligevel. Den erkendelse har man gennem mange år lært at leve med på f.eks. Kunstakademiet. Problemet skyldes derfor nok ikke alene forlagenes fordomsfulde litteratursyn eller reaktionære udgivelsespolitik, sådan som man har givet udtryk for. Enhver, der haft sin gang her, vil jo vide, at det man drømmer om hver dag, er det store uopdagede talent i manuskriptbunken.

Ironien er død
Nordmanden John Erik Rileys artikel anlægger et mere teoretisk niveau på diskussionen. Stiller det helt banale, men netop derfor overraskende og forfriskende spørgsmål: Er den vildt eksperimenterende og blafrende skrift stadig mulig som et modsprog, besidder den også i dag en form modstand mod det lineære magtsprog? Rileys svar er et utvetydigt nej.
Hans pointe er, at verden ikke længere er monologisk. Magtens sprog er derfor heller ikke længere lineært, modsproget er derimod i dag blevet hovedsproget.
Den historiske avantgardes sprog er via modkulturerne blevet etableret som en sprogpraksis, en æstetisk praksis, der ikke længere tjener modstanden, men det moderne markeds behov for fleksibilitet og æstetisering.
På de masseuddannende universiteter, akademier og forfatterskoler har modernismens og postmodernismen æstetiske grundformler og subversive muligheder jo i generationer været grundbogsstof. Her eksamineres man i de æstetiske modstandsformer, og de mange postmodernistiske semiotikere har derfter forlængst indtaget deres nøglepositioner i mediekulturens kontorer og tyndslidt formlerne, gjort dem til magtens sprog i iscenesættelsen af markedets gennemæstetiserede afsætningsstrategier.
Dem kan man så igen analysere i institutionerne og finde heftigt sofistikerede. Avantgardens klassiske formeksperimenter er således blevet markedets nye magtsprog. Rækken af ironiske greb, pasticher, selvrefleksive pointer, konceptuelle greb, metafortællinger er her endeløs. Det er blevet den gængse metervare. Modstanden er suget op. Den ironiske position er en død sild, Riley ser kun en mulighed ud af moradset. At få etableret en holdning, og den vokser ikke umiddelbart ud af en position som let fornærmet selvproklameret formeksperimenterende avantgarde.

*Den Blå Port nr. 51 og 52. Redigeret af Mette Moestrup og Niels Lyngsø. 80 s. pr nummer. 98 kr. i løssalg. Forlaget Rhodos

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu