Læsetid: 4 min.

'Er vi dumme og er I kloge ...'

19. august 2000

Det gav bagslag for udenrigsministeren, da han på et debatmøde for kvinder ikke kunne give tre grunde til at stemme nej til euroen

"Jeg tror ikke, jeg ville have stillet spørgsmål, hvis der havde siddet en masse kloge hoveder og viftet om sig med tal for det ene og andet."
Nanna Quistgaard, 29 år og nyuddannet geolog, er en af de kvinder, der rækker hånden op i Kirkeligt Samfunds store sal, som torsdag aften var reserveret til ØMU-debatmøde - kun for kvinder.
"Jeg blev inviteret af min mors veninde, som er en af initiativtagerne. Det tiltalte mig, at det er en slags uformel venindeforsamling," siger hun og peger rundt på de omkring 50 sommerklædte kvinder.
De eneste mænd er fotografer, der lister rundt med deres udstyr - og så udenrigsminister Niels Helveg Petersen, som scenevant gennemgår ja-sidens argumenter fra a til z.
For Nanna Quistgaard er det foreløbig blevet til et nej og to ja'er, og hun regner med, at det bliver endnu et ja den 28. september.
"Det er lidt af uvidenhed, at jeg nok stemmer ja - man tør ikke andet. Men det med pengene betyder ikke så meget. Det er det politiske - tanken om, at man vil skabe fred i Europa, der betyder mest for mig."
Nanna synes ikke, hun ved nok om ØMU-projektet, og det gør hende usikker på, om hun misser noget vigtigt. Derfor får Helveg spørgsmålet: "Hvorfor er nej-siden så massiv - den består jo af mange fornuftige og vidende mennesker?"
"Det svarede han ikke rigtigt på, og det er ellers noget, der kan få mig til at tvivle," siger hun efter mødet.
Tanken om, at magten bliver yderligere centraliseret, er også med til at gøre Nanna usikker.
"Jeg kan godt lide, at man med EU's udvidelse vil udligne forskelle og måske dermed undgå nogle spændinger. Men jeg er usikker på, om det kan opveje det negative ved, at det bliver for stort et system, hvor tingene ikke glider ordentligt," siger Nanna og nævner USA som et eksempel på, at store systemer ikke fungerer.

For uoverskueligt
"Synes du ikke, det er et problem, at så mange af folketingspolitikerne går ind for euroen, mens en stor del af befolkningen ikke mener, det er en god ide?," spørger en kvinde på bageste række.
Helvegs benægtende svar får hende til at udbryde: "Det virker som om, vi lever i hver sin verden. Er vi dumme, og I er kloge, eller hvad er det, der foregår?"
Den utilfredse, der hedder Jette Nederby, er 51 år og folkeskolelærer. Hun har sammen med sin syklubveninde, der er sekretær for Helveg, taget initiativ til debatmødet, fordi hun ved, at mange af hendes veninder er usikre på, hvad de skal stemme.
"I aften har jeg fundet ud af, at jeg egentlig ikke har noget imod den fælles mønt. Det lyder fornuftigt nok, men jeg er ikke sikker på, at der er nogen, der rigtig har tjek på det hele og kan overskue alle de regler og love, de laver. Herhjemme snakker vi om, at amterne er for store til, at de kan overskue deres opgaver."
Næsten uden at trække vejret fortsætter hun: "Jeg går også ind for fred i Europa og et bedre miljø, men jeg kunne godt tænke mig, at de kunne give en forklaring på, hvorfor det lige er den vej, vi skal gå. Der må være et alternativ til at have et fjernt bureaukrati."
- Hvad har du før stemt?
"Det har været lidt sådan ... jeg tror aldrig, jeg har stemt ja. Men nogle gange har jeg undladt at stemme, fordi jeg ikke kunne bestemme mig, eller fordi man nærmest bliver bange - de truer jo, hvis man skulle sige nej. Så har jeg sådan lidt glemt det eller ikke nået det. Det er flovt, men sådan har det faktisk været," siger Jette Nederby.
- Hvad gør dig usikker i forhold til denne afstemning?
"Jeg har svært ved at sætte ord på det. Jeg kan bare mærke en uvilje inden i mig, som siger 'take it easy' - er I helt sikre på, at det er den rigtige vej at gå?"
- Hvad bliver det afgørende, når du går ind i stemmeboksen den 28. september?
"Jeg ved ikke, om det bliver den eller den, der vinder," siger hun og peger skiftevis på sin mave og sit hoved.
- Hvad skulle Helveg have sagt for at overbevise dig om at stemme ja?
"Han skulle have svaret på det spørgsmål, han fik, om tre grunde til at sige nej," siger Jette Nederby.

Serie - Fra bageste række
Danskerne bliver stadig mere i tvivl om, hvad de skal mene om euroen 28. september. Den seneste meningsmåling viser, at 37 procent er i tvivl.
Information går i den kommende tid tæt på tvivlen.
Vi sætter os på bageste række ved valgmøderne og lytter til de spørgsmål, danskerne vil have svar på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu