Læsetid: 4 min.

Har Europa en fælles ånd?

12. august 2000

Europa går ikke til Ural, men til Sibiriens yderste østlige punkt. I Khabarovsk og Irkutsk har jeg følt den samme åndelige atmosfære som i Riga eller Antwerpen, fortæller den franske historiker Marc Ferro

Den eurpæiske identet er et sammensat fænomen, der har udviklet sig markant gennem historien. I dag er den identitet truet af en fokusering på det nationale, det nære. Det hænger i følge den franske historiker Marc Ferro sammen med den europæiske integrationsproces; men også med globaliseringen som sådan.
- Hvad er en europæer? Kan man tegne et homogent portræt, eller er han som Harlekins kostume sammensat af mange forskellige små lapper? Er han ikke et sammensurium af de folkeslag, som udgør Europa?
"Lad os se på historien. På Romerrigets tid var en mand, der rejste fra Lyon til Damaskus, stadig hjemme, og det var han også, hvis han rejste til Byzanz (i dag Istanbul i Tyrkiet) eller Constantine (i Algeriet). Men hvis han overskred Rhinen eller Donau, var han det ikke længere. I det 19. århundrede var det lige omvendt."

Irkutsk, men ikke Kaukasus
"Hvor er en europæer ikke længere hjemme i dag? For det er dér, den sande grænse går - ved følelsen af at høre til i et samfund af samme slags med en befolkning, som ikke nødvendigvis taler det samme sprog. Det er ikke sproget, der danner grænsen."
"Føler en franskmand sig hjemme i London, Berlin eller Moskva? Ja, bestemt. I Kaukasus' bjerge? Bestemt ikke. Man kan sige, at Europa i dag standser ved grænsen til de civilisationer, der hænger fast i deres traditioner, og hvor moderniteten ikke er trængt ind."
- Hvor langt går Østeuropa? Føler russerne sig fuldt ud som europæere?
"Det forekommer mig forargeligt at sætte spørgsmålstegn ved russernes europæiske identet; de er jo den største kulturnation på vort kontinent. Russiske forfattere spilles stadig på teatrene, og jeg ved ikke af noget land, der bedre kender europæisk litteratur i al dens mangfoldighed."
"Altså går Europa ikke til Ural, men til Vladivostok, til Sibiriens yderste østlige punkt. I Irkutsk og Khabarovsk har jeg følt jeg den samme åndelige atmosfære som i Riga eller Antwerpen. Men når vi kommer til Tadsjikistan og visse steder i Kaukasus, som er en del af 'det russiske rum', er det klart, at vi har forladt Europa."
- Har der nogensinde i historien eksisteret en følelse af at være europæer? Eller er den europæiske bevidsthed ren mytologi?
"For længe siden, i det 14. og 15. århundrede, identificerede Europas indbyggere sig med kristendommen. Derefter blev grundlaget kongedømmerne, staterne."
"I det 18. århundrede satte en europæisk identitet sig voldsomt igennem, men det var Oplysningstidens filosoffer, der tilegnede sig den - ikke de politiske ledere. Lessing, Voltaire og Burke overskred deres staters grænser."

Nationalstaten vandt
"Denne identitet, som var begrænset til eliter uden for statsadministrationen, var længe om at slå an, og da den franske revolution fødte nationalstaten, blev den fejet til side."
"Efter Anden Verdenskrig opstod Europa igen, men denne gang var det statsmagtens eliter, der tog den til sig - økonomiske beslutningstagere og politikere som franskmændene Jean Monnet og Robert Schumann, tyskeren Konrad Adenauer og italieren Alcide De Gasperi."
- Kan man tale om en europæisk patriotisme?
"Det har man kunnet i visse perioder, f.eks. under Bokseropstanden i Kina (1898-1900). Det samme - men i en mere overfladisk forstand - gælder formentlig for briterne Stanley og Livingstone, da de mødte hinanden i den afrikanske jungle i 1821."
"Netop på dette præcise tidspunkt og i disse bestemte omgivelser kan man uden besvær forestille sig, at de havde en følelse af at tilhøre det samme fællesskab. Men er det patriotisme? En europæer føler sig uden tvivl som europæer i USA."
- Goethe, Cervantes, Shakespeare, Dante, Voltaire, Dostojevskij - har de fælles referencer nok til at opfatte sig som medlemmer af den samme familie?
"Ja, det drejer sig om et nødvendigt minimum. Se på de kulturelle manifestationer, der udfolder sig næsten overalt i Europa, hvor alle mødes og ikke nødvendigvis føler sig som europæere, men som deltagere i en kultur, der føles europæisk. Denne fælles baggrund, dette kulturelle rige er ikke en illusion."
- I dag er europæerne rystede, fordi det nationale udviskes til fordel for en langt større helhed, som de er bange for at drukne i. Er det som reaktion på det, de forsøger at klynge sig til en national identitet, for ikke at sige en regional?
"De klynger sig ikke til den; de henviser til den! Over for ensretningen i verden og europæiseringen af beslutningsprocesserne bliver nationen et tilflugtssted."

Det nære trænger frem
"Deres parlamenter mister magt til Bruxelles. De får det indtryk, at deres indflydelse bliver frataget dem, og i den situation vender de sig mere og mere mod det nære - regionen, provinsen, kvarteret."
"Det skal tilføjes, at denne udvikling ikke kun finder sted i Europa; den er frem for alt et resultat af globaliseringen, som integrationsprocessen i EU er en fortsættelse af, selv om den også er tænkt som en beskyttelse mod faren ved globaliseringen. Det er ikke noget, europæerne er bevidste om, men deres reaktioner svarer til deres bekymringer."
- Hvad skal Frankrig lægge vægt på i sin formandsperiode?
"Det gælder om at omdefinere Europas betydning for de mange, der ofte bliver grebet af tvivl, og ikke svigte ofrene for en politik, som bliver ført i Europas navn. Lad os altså tale sandhedens sprog, et sprog der er befriet for al mystifikation - et politisk og økonomisk sprog, som må være lige så overbevisende, som Beethoven, Tjekhov og Shakespeare var på det kulturelle område."

*Marc Ferro er forskningsdirektør på Ecole des hautes études en sciences sociales i Paris og specialist i russisk historie

© 2000 Label France & Information

Oversat af Birgit Ibsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu