Mangfoldigheden i det internationale badeliv synes til alt held at være ukueligt
Harmoni
På vej mod euro-afstemningen og realiseringen af endnu en fase af den store europæiske harmoniseringsdrøm, er det betryggende, at der er ting ved europæerne, som næppe lader sig formpresse af direktivdyngerne fra Bruxelles. Krop og strandkultur har stædige nationale særpræg, der træder i karakter, når vi ruller strandmåtterne ud i det europæiske solskin.
Man kan iagttage fænomenet ved den sydfranske Middelhavskyst, som tiltrækker turister fra alle afkroge af Europa. Det gælder bare om at tage et par dage på langs og skubbe en solbrille op over næseryggen. Forskanset bag de mørke glas kan blikket glide rundt mellem strandgæsterne og nærstudere deres adfærd helt uden skelen til blufærdighedsgrænser.
Der er f.eks. de to franske kvinder nede i vandkanten. Umulige at aldersbestemme. De rejser sig uafbrudt fra frotté-badelagnerne og kindkysser til højre og venstre. Kvidrende som småspurve holder de hof på det lille areal omkring håndklæderne for en skare af landsmænd i alle aldre og staturer. Kvinderne selv er senede, nær det tynde. Sprayer solbeskyttelsen på, så sandet ikke klistrer på hænderne. Deres forhold til det azurblå hav er ikke videre entusiastisk. Vandet er koldt for de tynde lemmer, der dyppes med hvin og grin, uden at håret bliver vådt og frisuren klasker sammen. Tilbage på håndklædet frottéres kroppen med graciøse bevægelser, inden filen køres rundt på neglekanterne.
På engelsk...
I den engelske familielidt længere henne hersker humor og selvdistance. De ligner hinanden til forveksling med rødt hår, bleg hud og store, bløde kroppe. Selv farverne på badetøjet er overensstemmende inden for den samme markante farveskala.
Efter at have slået de storblomstrede parasoller op, kryber de i skygge, så solen ikke svitser den sarte hud. De ligger side om side som sæler, der elsker hinandens selskab.
Som dagen går synkroniserer de alle aktiviteter. Læser én, læser alle. Fælles er de også om at trække hvide hinder over huden, når solcremen går på omgang. Går de i vandet, følges de ud på forsigtige ben og ender som smilende hoveder på vandoverfladen.
En strand er ikke en strand uden alle de lokale franske ungersvende, der fremviser kroppen med tydelig selvbevidsthed om muskulaturens korrekte proportionering. De er generøse med sololien på grund af den glinsende effekt. Hvis de ikke hænger ud med drengevennerne består dagens aktiviteter mest af at rulle rundt på håndklædet og flytte sig efter solen. Hængende i albueledene scanner de stranden for jævnaldrende af begge køn. Mænd tjekkes for muskelmasse, kvinder for røv og patter. Verden er enkel i den alder.
italiensk...
En klassiker er naturligvis de ældre italienske kvinder, der har fået en del børn gennem livet. Karakteristisk for deres spraglede badedragter er den dybe udskæring i ryggen, der afslører en rigdom af solbrune hudfolder.
Foran går de velvoksne bryster og maven i et over et par tynde, små ben, som stikker frem for neden. Det meste af tiden regerer kvinderne i skyggen på det familiære domæne. Køletasker, klapstole, parasoller og en sovende bedstefar markerer territorialgrænsen. Herfra har kvinderne overblik over strandlivet og familiens gøren og laden, som de diskuterer med døtre og svigerdøtre. Når de går i vandet, flyder de rundt der ude i lang tid med de mindste børnebørn på maven. Ikke noget hastværk her. Med tålmodige miner indføres poderne i svømmeteknik og tangplanter, inden de trommer sammen til frokost.
dansk...
Franskmændene går hjem til frokost. Så har vi andre stranden for os selv - os danskere med de store køletasker, hvori lokalspecialiteten lugter ramt, fordi køleelementerne for længst er stået af under den brændende provencalske sol.
Vi kalder ikke til frokost, som de italienske familier gør det, men spiser hver især, når vi er sultne. Børnene skal jo have lov at lege, og de løber til og fra køletasken med madder i hånden, mens de småskændes om, hvis tur det er til at have det store badedyr - for der er kun ét!
De, der har prøvet at lægge lunger til disse monstrøse plastikeffekter i hval- eller dinosaurform, ved, at man ikke har luft til to, og aldrig lukker den ud, når man først har fået den ind. Et andet særtræk ved danskerne, som hverken plager englændere eller italienere, er det anstrengte forhold til kroppen. Nogle prøver ihærdig at manøvrere uden om de blege vinterdeller ved at tyvstarte grilleriet. Når de endelig smider kludene i juli er klippekortet til det lokal solcenter i Hjørring opbrugt.
Vi andre smider håndklædet efter tøvende at have regnet lidt på konsekvenserne af at stille sit hvide flæsk til skue. Hurtigt ned at ligge og håbe på, at synet ikke har rystet for mange af de omkringliggende. Lammefromt ønsker man at blive brun med lynets hast, så det er muligt at rejse sig igen uden at gøre for megen væsen af sig. Splittet mellem skønhedsidealer og helbredsråd kommer solcremen sjældent op i den høje faktorklasse. Og så er det, at nætterne forvandler sig til et brændende helvede, og huden drysser af i flager og efterlader en lyserød overflade sart som en barnerøv.
En harmoniseret omgang med sol, sand og vand er således næppe sandsynlig i fremtiden. Men skulle det alligevel ske - Gud forbyde det - vil rejseincitamentet også forsvinde som dug for solen.
Tilbage vil så være Vesterhavet, tyskerne og mågerne.
