Læsetid: 3 min.

Fantasiens røde tråd

26. august 2000

Staffan Seebergs raffinerede skabelonroman

Ny bog
At det er muligt at integrere underholdningsromanen og litterær metafiktion, spændende handling og intellektuel højspænding, erotik og mytologi, sanseglæde og fag- og saglighed, ved vi fra bl.a. Antonia Byatt, Umberto Eco, Kjartan Fløgstad og Jan Kjærstad (især hans Det store eventyret), men jo også fra Staffan Seeberg, der netop har udsendt en ny, stor roman, Ariadnes spår, der tematisk føjer sig til hans to foregående, allerede oversatte Stellas frihed og Lauras ansigt. De er fælles om gådefulde kvinder, som i deres fravær uimodståeligt tiltrækker mænd, der er i tvivl om deres egen identitet og derfor med desto større iver søger at løse de andres gåde.
Jeg-fortælleren er her den 32-årige Bertold Blom, der forladt af konen slår sig ned i nogle øde kontorlokaler, som minder lidt om hans opgivne job som børsmægler. Hans fædrene ophav er ukendt også af navn for både ham og hans mor, der undfangede Bertold efter en nat med en tilfældig bilist, som havde reddet hende i en snestorm.
Den historie genfinder Bertold i en magasinnovelle, skrevet af en vis Ariadne Sandrini, en uhyre produktiv, pseudonym succesforfatter af al slags triviallitteratur, som han giver sig til at udforske som amatørkritiker, og hos hvem han nu finder flere spor af denne faderskikkelse. Lange og i sig selv grinagtige eller spændende referater sætter både ham og læseren på tolkningsopgaver og er med til at rejse temaet om forholdet mellem fiktion og virkelighed, science fiction og science, fantasi og tænkning, digter og læser. Og så går eftersøgningen af disse personer i gang i en stadig polyfon dialog med disse teksters brogede univers. Selve faderens navn mener han at finde i novellen "Professoren og escortpigen", en version af myten om
Pygmalion.

Sankt Annæ Passage
Gennem anelse, intuition, endda bistand af en clairvoyant, drager han fra Stockholms trendcaféer mod København, en rejse, der her som videre frem gestaltes med detaljeret topografisk sensualisme. Sankt Annæ Plads drager ham, og gennem Sankt Annæ Passages labyrint følger han fornemmelsernes røde tråd, forbi Informations redaktion, og dér i næste opgang finder han minsandten ARIADNE. Literary Agency. A. Klinghammar. Faderens navn fra novellen! Derfra gelejdes han til Rhodos, hvor både denne dubiøse bogagent og den godt skjulte forfatter skal opholde sig. En lang rejse med tog og skib og indlagt erotik, en enkelt nat med en fremmed, begavet dame med speciale i germansk og græsk mytologi, men her et forhold med fremtidsmuligheder. Sofia hedder hun, og det betyder visdom.
Ekspeditionen både lykkes og ikke lykkes - på en måde, som en anmelder ifølge traditionen ikke bør røbe, eftersom boglæsere formodes at være primitive spændingsdyrkere. Enfin, bogen handler netop om dette forhold i sin hyldest til kreativiteten og skabelsens mirakler.
Den når langt omkring, ikke kun i europæisk geografi, men også i diskussion og kritik af psykologiske og kunstneriske normer. Den rummer en sympati for og brug af skabeloner og typer, hentet fra trivialkunst, eventyr, myter, der jo alle arbejder med elementære og dybe erfaringer, ikke mindst med kønnet, seksualiteten og erotikken som omdrejningspunkt. Dem spiller Staffan Seeberg ud mod intellektualismen, og der bliver god plads på spillebordet og landkortet til ironi og satire. Fanden skulle da også skrive en sådan bog, hvis den ikke i sig selv var underholdende, spændende og ligefrem i sprog og stil.
Det må være en fornøjelse at skulle oversætte den til dansk, romanen om Blom, der som en anden Bloom eller Odysseus rejser mod sin genforening med oprindelsen og kønnet, målbevidst ad vildveje og genveje, med sin fascination af mandens trivielle og mystificerende billeder af det kvindelige, under stadig revision.

*Staffan Seeberg: Ariadnes spår. 415 s., 305 skr. Bonniers

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu