Læsetid: 4 min.

Festival med klippefast profil

26. august 2000

Bornholmske kulturpolitikere bør satse på kvalitet og opruste mod kulturel fastfood, der truer med at nivellere kulturbegrebet på øen. Bornholms Musikfestival holder fanen højt

Musikfestival
Bornholms Musikfestival trodser den almindelige kulturelle planudvikling på Solskinsøen, som går i retning af støtte og opmærksomhed omkring laveste kulturelle fællesnævnere. Politisk ansvarlige i øriget, der går imod discount og kulturel fastfood, bør henvise til talrige eksempler i den store verden, der viser, at det kan betale sig at satse på kvalitet.
Hvis lokalpolitikerne med vilje til det exceptionelle og fremtidsorienterede mangler argumenter, kan de f.eks. henvende sig til Mogens
Rafn, som er leder af Bornholms Musikfestival. Han orienterer sig, man ser ham tit uden for øen, hvor han samler ideer til Bornholms mest ambitiøse klassiske musik-evenement.
Det officielle Bornholms kulturkontorister bør kende deres besøgelsestid. Inden for eksempelvis musik, teater og gastronomi er der så langt mellem de virkeligt gode oplevelser - nogen i ørådet bør tage affære. Lyspunkter bør retfærdigvis fremhæves: Der er premiere på Bent Lorentzens opera Pergolesis Hjemmeservice på Rønne Theater søndag, der er aktiviteter på Svanekegården, filmfestivalen er udmærket. Flere eksempler kunne nævnes - de udgør et tiltrængt kontrapunkt til tivoliseringen på den ø, der har alle muligheder for at udvikle et unikt kulturlandskab i videste betydning af ordet, men som uforståeligt nok gør sig anstrengelser for at medvirke til en forfladigelse af kulturbegrebet med henblik på at tiltrække endnu flere deformerede camping-habitter.

Ingen publikumsleflen
Bornholms Musikfestival trækker i en anden retning. Der er gennem festivalens 32-årige eksistens opbygget en tradition for at satse på kvalitet. Ingen kan påstå at arrangøren lefler for publikum. Andre mere populistisk orienterede må tage sig af Michala Petri og Kim Sjøgreen - i det aktuelle tilfælde er der tale om andre ambitioner.
Ved sidste koncert i rækken af 14 koncerter, havde Bornholms Musikfestival valgt at sætte lys på komponisten Anders Nordentoft. Oven i købet med en uropførelse af den 42-årige komponist. Ingen ringere end statsensemblet Athelas Sinfonietta Copenhagen var indforskrevet til at fremføre musikken i Aa Kirke.
Et modigt program havde man lagt: Et rent Nordentoft-program bortset fra et værk af engelske Harrison Birtwistle. Det veloplagte ensemble, denne gang i nogenlunde bedste holdopstilling, havde desværre medbragt en lidt forsigtig dirigent uden gennemslagskraft. Giordano Bellincampi kan mere med ensemblet, faktisk meget mere.
Men takket være musikernes overskud - de fås ikke meget bedre i dette land - kan udøverne selv tilføre musikken nerve og profil.

Komponist på afveje?
Anders Nordentoft havde skrevet tekst og musik til det nye værk, Too Much Sand, som blev uropført ved koncerten. Det består af to satser, som er skrevet til slagtøjsmanden og performeren Thomas Sandberg. På baggrund af en ganske effektiv sats skal han 'synge' de velmente ord. Komponisten foreskriver en ganske sær guttural stemmedannelse - en blanding af Mr. Bean og bjørnen Fossie fra Muppet Show. Dertil et akkompagnement med rock feeling og fuldt orkesterudtræk.
Som om ikke dette er nok har komponisten skrevet en tekst som bl.a. kundgør, at der er for meget sand i denne verden. Indholdet kan kun besvares med: I øvrigt mener jeg at Karthago bør ødelægges - eller noget i den retning.
Anders Nordentoft har været ude i et lignende gaga med orkesterstykket Beggars Palace (1999) for orkester, hvor en mikrofoneret sanger til sidst i værket meddeler sidste nyt fra banegårdspladsen.
Det kan skyldes en krise hos komponisten, at han indoptager det teatralske i et stilpluralistisk formsprog, som efter denne lytters mening markerer et tilbageskridt i forhold til det værk, der er Nordentofts bedste: Orkesterværket Distant Night Ship.
Det kan også være et bevidst ønske om at bryde med de udtryk, som kendetegner tidligere værker. (I øvrigt beskrevet i festivalens programhæfte i en tekst, som virker meget bekendt, uden at forfatteren er krediteret for det).
Mest af alt lyder Nordentofts tekst og musik som en hyldest til afdøde Niels Viggo Bentzon. Vi erindrer, at også han begyndte på fluxus og happening, da krisen bankede på klaverlåget. Det er meget underholdende, men lidt for uforpligtende. Sådan er Nordentofts bøvede tekst også: "For meget sand i verden". Hvis der er noget, der er for meget af i denne verden, så er det musik. For eksempel.
Nå, gudskelov var cellisten Hege Waldeland bestilt til at opføre Nordentofts Winter Tree (1990), der viser, hvad komponisten kan med strygere. Eminent godt skrevet, jeg hører teknikker fra Kaija Saariahos vidunderlige Petals som inspiration.
Waldeland er en gudsbenådet musiker, der aldrig leverer en halvhjertet performance. Et højdepunkt var hendes sanselige fortolkning af Nordentofts nok så svære musik, som den utrænede øjeblikkelig vil lægge fra sig.
Bornholms Musikfestival bør udvikle festivalen til at omfatte mere end 'kun' koncerter. Der har været tilløb til det i festivalens historie. Seminarer, mød-komponisten-arrangementer, samarbejde med gymnasium, musikskole, osv. Det koster en halv bornholmsk bondegård at få Athelas Sinfonietta Copenhagen til øen - de kunne udnyttes og bruges til alle mulige projekter, ikke mindst de pædagogiske.
Hold øje med festivalen, planlæg eventuelt Deres ferie efter den. Lav et bogmærke på www.Bornholms-Musikfestival.dk

*Bornholms Musikfestival. Koncert med Athelas Sinfonietta Copenhagen under ledelse af Morten Ryelund Sørensen. Værker af Nordentoft og Birtwistle. Solister: Thomas Sandberg og Hege Waldeland. Aa Kirke, torsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her