Læsetid: 4 min.

Film

24. august 2000

*Rob Reiners største succeser som instruktør har været komedier: den smågeniale rockfilm-parodi This Is Spinal Tap og den bredt populære Da Harry mødte Sally. Men den alsidige Reiner har også en smag for retssalsdramaer som Et spørgsmål om ære (A Few Good Men) og denne historie fra The Deep South. Hovedpersonen er en offentlig anklager, spillet af Alec Baldwin, som påtager sig at opklare en 30 år gammel sag om drabet på en borgerretsforkæmper i 1963. Han får hjælp af den myrdedes enke, fremstillet af en dæmpet Whoopi Goldberg, men man skal igennem to store afsnit i retssalen, før afgørelsen falder. Filmen nåede ikke frem til biograferne herhjemme, trods flere gode navne på rollelisten, deriblandt James Woods, der blev Oscar-nomineret for sin præstation som den mordanklagede.
Ghosts of Mississippi/En nat i Mississippi. DR 1, fredag kl. 21.30-23.35

*William Friedkin var manden, der i 1971 fik os til at spærre øjnene op, da han i French Connection orkestrerede den mest dynamiske, realistiske og ophidsende biljagt nogen sinde. Nu er biljagter jo blevet den fantasiløse instruktørs sidste tilflugt, slidt helt ned til fælgene, men biljagten i French Connection er mig bekendt stadig uovertruffen og bliver selvfølgelig ikke ringere af at være dramatisk velbegrundet i hovedpersonens, Popeye Doyles karakter: han er en manisk ensporet og voldelig politimand, der sætter alt til side for at nå sine mål. Gene Hackmans præstation som Popeye føltes lige så nyskabende i sin charmeforladte, sammenbidte leverpostejsrealisme: Hackman lignede pølsemanden henne fra hjørnet, men man troede ubetinget på hans rå målbevidsthed. Popeye er den jævne politimand, der står og fryser bitterligt i New Yorks vinterkulde, mens de narkohajer, han skygger, mæsker sig inden døre på fine restauranter. Han færdes hjemmevant i storbyens fattigkvarterer, men ved hjælp af lutter stædighed lykkes det ham at blive en trusel mod en stor narkotikaliga, der opererer med sendinger fra Frankrig til USA.
French Connection. TV2, fredag kl. 22.25-00.15

*Camilla Overbye Roos hedder en ung dansk skuespiller, der - uden at have tiltrukket sig en Iben Hjejles opmærksomhed - har medvirket i hele 10 amerikanske film (hvis man skal tro Internet Movie Data Base). Man kunne også se hende i den danske novellefilm Davids bog (1996), en ikke helt overbevisende præstation. - I Lige på kanten (1998), der gik den lige vej til videobutikkerne, spiller hun den unge dobbeltbundede heltinde i et drabeligt krimiplot med blodigt bedrag og nedrig sammensværgelse. Den glimrende australske karakterskuespiller Barry Brown har den ene af hovedrollerne, Casper van Dien fra Starship Troopers den anden. Så blonde Camilla er ikke endt i det rene B-filmselskab denne gang. En vis Bob Misiorowski har instrueret.
On the Border/Lige til kanten. DR 1, fredag kl. 23.35-01.15

*Mike Figgis der for øjeblikket er biografaktuel med The Loss of Sexual Innocence, er en sympatisk eksperimenterelysten engelsk instruktør, der aldrig laver den samme slags film to gange. Han har i de senere år arbejdet med alternative optagelsesmetoder (16mm og DV), men begyndte i 1987 noget mere traditionelt med dette aboslut seværdige kriminaldrama om en amerikansk forretningsinvasion i Newcastle. Tommy Lee Jones spiller en kynisk amerikansk pengemand, der er ude på at vaske sorte dollars hvide ved at investere i et stort byggeprojekt i Newcastle. Her modtages han med kyshånd, kæmpe-Colaflaske og larmende handelsuge af en forarmet britisk lokalbefolkning. Men jazzklubejeren Finney - glimrende spillet af den verdensberømte sanger Sting - er ikke til fals. Han vil være herre i det hus, hvor han har skabt et fristed for den mindre kommercielle del af musiklivet, og da han selv er en hård hund og ikke går af vejen for mindre fine metoder, får Cosmo kam til sit hår. Ind i de riges og magtfuldes opgør flettes en kærlighedshistorie mellem jazzklubbens unge altmuligmand og en amerikansk deltidsservitrice, spillet af Melanie Griffith inden hun blev en parodi på sig selv. - Filmen lever mere på sin atmosfære end på sin historie og præges af, at Figgis har villet give et nuanceret noir-billede af sin truede hjemby Newcastle. I mesterfotografen Roger Deakins' veltalende kameravinkler forvandles byens grimhed næsten til a thing of beauty. Og Figgis eksperimenterer virtuost med en mosaikagtig handlingsopbygning, der især i starten lægger brikkerne appetitvækkende på plads. Figgis, der har en fortid som musiker og først debuterede som filminstruktør som 39-årig, har selv skrevet filmens musik. Men titelsangen Stormy Monday får man selvfølgelig i en pragtudgave med bluesmesteren B.B. King.
Stormy Monday. DR 1, lørdag kl. 22.05-23.25

*Tom Cruise kompromitterede med fuldt overlæg sit renskurede image i denne overdådigt udstyrede vampyrfilm, hvor han som den degenererede Lestat sætter tænderne i Brad Pitts ungersvend og gør ham til en broder i synden. De to herrer lever derefter et vildt udskejende, blodtørstigt liv sammen med en gruppe af ligesindede, der også omfatter en purung forældreløs pige, Claudia, som overgår sine læremestre i hensynsløs nydelsessyge. - Det var måske denne film, der fik Stanley Kubrick til at placere Cruise som antihelten i sin sidste film Eyes Wide Shot, men først i Magnolia lykkes det for alvor Cruise at overbevise som en figur jaget af indre dæmoner. Hverken han eller den lige så sundhedsstruttende Brad Pitt er særlig overbevisende som sygelige vampyrer - så er der straks mere ægte morbiditet i Antonio Banderas og Kirsten Dunst, men de har kun biroller. Neil Jordan har instrueret den noget langstrakte blod-saga efter en meget populær roman af Anne Rice.
Interview With a Vampire/En vampyrs bekendelser. TV2. søndag kl. 20.50-22.55

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her