Læsetid: 4 min.

FILM

3. august 2000

*Robert Duvall indlagde sig uforglemmelig fortjeneste, da han i Francis Ford Coppolas Vietnam-film Dommedag nu spillede en krigsliderlig general og sammenfattede krigens absurditet med ordene: I love the smell of Napalm in the morning...it smells like victory. Men det er mildest talt ikke Duvalls eneste bemærkelsesværdige præstation i en karriere, der ifølge David Shipman The Great Movie Stars 3 gør ham til en mester i sit fag: "Han behersker sit følelsesudtryk til fuldkommenhed. Han er kun intens, når han har brug for det. Han er ikke en stjerne i gammeldags forstand, men måske den bedste nulevende amerikanske skuespiller." - Med sit stenansigt, hajsmil og mærkeligt tonløse stemme har Duvall ikke umiddelbart den store skuespillers attributter, men han kan som få spille på sine fyiske begrænsninger og vende dem til fordele. Mens han tidligere ofte spillede skurke, har han med alderen fået en mere jovial udstråling, men i Brydekamp med Hemingway spiller han på sin naturlige reservation som en ensom, pensioneret cubansk barber, der hemmeligt er forelsket i en langt yngre servitrice, spillet af Sandra Bullock. Filmen fortæller om hans venskab med en anden gammel pensionist, der på alle måder er hans modsætning: Richard Harris' irske skibskaptajn, der engang - fortæller han - har udkæmpet en brydekamp med Hemingway. Shirley MacLaine og Piper Laurie kurtiseres af den gamle stabejs i den stilfærdige film, som først og fremmest lader skuespillerne komme til deres ret og forbløffende nok er skrevet af en 21-årig, Steve Conrad.
Wrestling Ernest Hemingway/Brydekamp med Hemingway. DR 1, torsdag kl. 23.05-01.05

*Burt Lancaster og Kirk Douglas var nogenlunde jævnaldrende og konkurrenter på Hollywoods tough guy-marked. De var begge atletiske, bredskuldrede og påfaldende virile, og man skulle måske tro, at de skulede lidt ondt til hinanden. Det var dog langt fra tilfældet: de var en slags venner og i hvert fald gode kolleger, der flere gange spillede sammen, som i denne gode gammeldags western fra 1957, hvor Lancaster er sheriffen Wyatt Earp og Douglas den mere blakkede Doc Holliday. Det bliver også til et slags venskab mellem disse to, bekræftet, da de sammen gør front mod Clanton-banden i et legendarisk opgør. - John Ford har fat i samme historie i My Darling Clementine med Henry Fonda, og denne kombination kan John Sturges' western selvfølgelig ikke konkurrere med. Men den byder på solid spænding og godt spil, ikke blot af de to stjerner, men også en række fine birolleskuespillere som Jo Van Fleet, John Ireland, Lee Van Cleef, Rhonda Fleming og - ja, ingen andre end Dennis Hopper.
Gunfight at the O. K. Corral/Sheriffen fra Dodge City. DR 2, fredag kl. 19.55-22.00

*Charles Chaplin er en ret sjælden gæst på tv-repertoiret, hvor man åbenbart mener at have langt bedre ting at tilbyde. Det er nu ikke så forfærdelig mange komedier, som er bedre end Guldfeber fra 1925, hvor Chaplin er den håbefulde guldgraver, der sammen med den digre Big Jim går på jagt efter den store, forjættende guldskat i Alaskas isnende snekulde. - Det er en af Chaplins største successer og sagnomspunden for sine højdepunkter: scenen, hvor hytten er ved at vælte ud over afgrunden, dansen med rundstykkerne, tilberedningen af skoene som måltid for den sultende guldgraver og de rørende optrin med the little fellow, da han ugengældt forelsker sig i saloon-pigen Georgia.
The Gold Rush/Guldfeber.
DR 1, søndag kl. 14.20-15.45

*Alain Resnais spillefilmsdebuterede i 1959 med hvad der måske stadig er hans bedste film, den lyriske og smertefulde kærlighedshistorie Hiroshima min elskede. Den blander fortid og nutid og sætter to tragedier op mod hinanden - atombombningen af den japanske by
Hiroshima i 1945 og en ung fransk kvindes kærlighedsmartyrium, da hun under Anden verdenskrig forelsker sig i en tysk soldat. - Med en aldeles blændende brug af suggestiv klipning væver filmen de to fortidstragedier ind i nutidshistorien om den samme kvindes lidenskabelige kærlighedsmøde med en ung japansk arkitekt. Hun er skuespillerinde og medvirker i en film om Hiroshima, og hendes ekstatiske erotiske møder med japaneren kort inden afrejsen fra Japan gør fortiden levende for dem begge. For første gang kan hun fortælle om den forfølgelse, hun var udsat for, da hun som 'tyskerpige' blev klippet korthåret i den franske provinsby Nevers. - Filmen bygger på et manuskript af Marguerite Duras, der har en svaghed for det retorisk højstemte. Men som ren billedfortælling er Hiroshima - min elskede suveræn, når den med forfinet musikalitet samler sin historie til en smertens og lidenskabens mosaik. Emmanuelle Riva spiller kvinden med en
uforglemmelig blanding af feminin forfinelse og sensuel hengivelse, og som japaneren ses Eiji Okada.
Hiroshima mon amour/Hiroshima - min elskede. Sverige 1, søndag kl. 22.00-23.30

*Bruce Beresford dygtig australsk instruktør, er normalt en alvorsmand, men her har han slået sig løs med en komedie med en ganske pudsig grundidé. Tom Selleck spiller en meget sælgende, men ensom kriminalforfatter, der er inde i en skrivekrise, efter at hans kone forlod ham. Han hjemsøger retssalene for at få ideer og konfronteres dér med den rumænske skønhed Nina, som står anklaget for mord. Men forfatteren forelsker sig på stedet og giver hende et alibi: de var i seng sammen på mordtidspunktet! Og for at sandsynliggøre alibiet må Phil nu indlogere den mystiske dame hos sig, hvilket - viser det sig - ikke er helt ufarligt. For eksempel er hun
en habil knivkaster. Nina spilles af den tjekkisk fødte Paulina Porizkova, og i biroller ses Hurd Hartfield, Tess Harper og James Farentino.
Her Alibi/Falsk alibi. TV2, tirsdag kl. 22.45-00.20

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her