Nyoversættelse af Platons 'Symposion' rækker forståelsen af filosofien en hjælpende hånd
Filosofi
I gamle dage ville et ungt menneske, der begyndte at studere filosofi, med stor sandsynlighed blive udsat for to klassiske banaliteter, der begge på sin vis skyldes Platon, den græske filosofis første store samler. (Jeg siger: i gamle dage; for i dag er det muligt at tage sidefag i filosofi uden at læse noget, der er ældre end Descartes, dvs. uden at kende det mindste til filosofiens oprindelse 2.500 år tidligere. Det går ufattelig godt!).
Den ene banalitet var idéen om, at filosofien 'begynder med en undren'. Denne tese, som knap nok er psykologisk korrekt, er historisk helt vildledende: den giver indtrykket af en menneskehed, der gik omkring i ubekymret enfold - indtil en skønne dag den første filosof undrede sig! I virkeligheden er det naturligvis omvendt: Menneskeheden fødtes i en tilstand af total undren, hvis ikke ligefrem panik: over døden, årstidernes ubarmhjertige vekslen, rummets ufattelige udstrækning...
Kærlighed eller begær
Mennesket er sat i verden som det væsen, der opfatter mere, end det forstår. Filosofien er blot det, der blev tilbage af denne ur-undren, efterhånden som kulturen gjorde resten af menneskeheden stadigt mere 'sat' - til historiens fuldbyrdelse i vore dages massesamfund, hvor den sidste rest af undren forsvinder i den indolente teen-agers nå.
Når den første græske tænker Thales hævdede, at vand er altings urstof, lod dette sig subtilt rekonstruere ud fra forestillingen om den første undren. "Thales," sagde læreren, med et eftertænksomt, drømmende udtryk, "har nok lagt mærke til, at alle levende væsener behøver vand, og så har han tænkt..." Forklaringen er psykologisk banal, og historisk helt uvederhæftig: Når den græske filosofi starter med vandet, er det fordi den reformulerer den babylonske skabelsesmytologi, som vi også kender fra vor egen Bibel: I begyndelsen var Urhavet.
Den anden banalitet var oversættelsen af filosofi som kærlighed til viden. Det er lige til at grundlægge en højskole på!
En sand filosof
Vil man have lidt mere dybtgående syn for sagn, må man gå tilbage til Platons Symposion, der netop er genudgivet på dansk i en habil nyoversættelse, med en insisterende indledning og fremragende noter ved Niels Henningsen. Her artikuleres filosofiens begreb i en helt anden atmosfære, af druk og liderlighed, så man forstår, at den adækvate oversættelse af det græske philosophia snarere er vidensbegær. Filosofien er, langt fra hyggelighed og opbyggelighed, snarere et spørgsmål om lyst og angst, om liv og død.
De fleste kender historien: Ved et sådant græsk drikkelag var det en del af festligheden at holde beåndede (berusede) hyldesttaler; i dette tilfælde er det kærligheden, Eros, der er nattens emne - omend ikke dermed (som i Kierkegaards senere, geniale pastiche) kvinden. Thi grækerne, som man kan læse mere om i Henningsens forord, anså manden for smukkere end kvinden og dermed som genstand for en højere erotik. Mindst én af deltagerne er således varm på Sokrates; men Sokrates viser sig som en sand filosof derved, at han ikke blot er i stand til at sove en hel nat med alles yngling Alkibiades (som senere blev forvist fra Athen på grund af gadeuorden og blasfemi) uden at forgribe sig, men sågar er i stand til at drikke hårdere end alle de øvrige for - når dagen gryr, og de andre er gået under bordet - at stå op for at tage bad i den nærliggende helligdom.
Inden da har han imidlertid, i sin egen hyldest til kærligheden, fået formuleret hele den 'mellemste' Platons metafysiske program, den såkaldte idélære (først i den sene dialog Parmenides lægger Platon afstand til denne tanke, i en af de sjældne tekster, hvor det er Sokrates selv der bliver til grin). Ifølge idélæren er sandhed en slags skønhed; for sandhed er, om man vil, sanselig: Den er genstand for et syn. Jeg ser, hvorledes det forholder sig, og dette er skønt! Derfor er det muligt at hævde (men om Sokrates egentlig tror på det, eller om han blot tager retorisk højde for, hvad det er for et lystigt slæng, han taler til, kan vi ikke vide), at filosofien er en slags drift, som tager udgangspunkt i skønhedens lavere former, men herfra kan og bør hæve sig op mod dens højere. Sublimering, som det hedder i psykoanalysen.
Et spaltet væsen
Men det er mindre vigtigt: Det afgørende er, at Platon ikke ser nogen væsentlig modsætning mellem sansning og tænkning; hvis Platons ånd havde fået lov at råde, ville filosofi aldrig være blevet en 'tør' disciplin for tørvetrillere! Begæret er således - snarere end den uskyldige 'undren' som Platon andetsteds hævder - filosofiens kilde. Og det fordi mennesket, ifølge Platons digterkollega Aristofanes' tale, er et spaltet væsen.
Oprindeligt havde vi fire ben og to køn; men guderne fik nok af dette selvtilstrækkelige væsens trillen rundt på planeten, og skar menneskene igennem, så de herefter måtte leve i uophørlig jagt på det, de mangler. 'Den bedre halvdel', som man endnu siger på dansk.
Har denne burleske mytologi noget at sige os 'moderne', vi som næsten ikke har noget at undre os over mere, og som blot går ned i videobutikken, hvis driften presser for meget på? Faktisk dukker netop denne tekst af Platon op på et afgørende punkt i det 20. århundredes tænkning, nemlig i Freuds Hinsides lystprincippet fra 1917 - fra tiden før Vesten lærte at eksportere sine krige til Mellem- eller Fjernøsten, og tænkningen derfor ikke så let kunne ignorere massakrens betydning for kulturen. Hos Freud suppleres Eros nu helt explicit med Thanatos, dødsdriften; så galt var det endnu ikke gået hos grækerne.
PS: En enkelt indvending mod Henningsens noter. Vi læser her, at Symposion er den eneste græske tekst, der taler om kvinders kærlighed til kvinder. Men hertil må vi vel dog også regne den lesbiske (dvs: fra øen Lesbos) digterinde Sapphos egen lyrik. Faktisk levede Sappho øjensynligt netop den form for 'bisexualitet' som Henningsen tilskriver Athens mænd.
*Platon: Symposion. På dansk ved Niels Henningsen. 103 s, 150 kr. Det lille Forlag
