Læsetid: 3 min.

Den flydende by

25. august 2000

ONSDAG SØSATTE Københavns Kommune, Københavns Havn, ejendomsselskabet Freja og Miljø-og Energiministeriet en smuk og fremadrettet plan for havnen. Den kunne man læse om i Informa-tions interview onsdag med den nye planchef Holger Bisgaard. Sammen med to hollandske arkitektfirmaer og Henning Larsen har Bisgaard tegnet en flydende by, hvor der er mange slags boliger. Og de har forestillet sig, at København skal have sit kulturelle centrum i den havn, der engang var dens eksistensgrundlag. Samtidig har kommunen udarbejdet et boligpolitisk oplæg, hvor man som udgangspunkt stræber efter at gen-integrere byen. Der skal være plads til alle i fremtiden, og der skal være plads til mange flere.
Politikere, planlæggere og arkitekter er begejstrede. Og nu kan enhver københavner tage ud i Meldahls Smedje og opleve fremtidens havn, og måske selv drømme om en ny bolig ved vandet.
Præsentationen og forløbet omkring den nye havneplan står i skærende kontrast til dengang, Ørestads-loven blev høvlet igennem i 1992. Dengang kom man med et tyndbenet forslag til en ny bydel, hvis hovedformål ikke var at berige København, men at finansiere metrobyggeriet. Ørestadsprojektet var indlysende dårlig planlagt og der var da heller ingen tilslutning til projektet fra planlæggere og arkitekter. Der var massiv kritik fra alle sider, en kritik der blev affærdiget som småligt nid og nag. Det går da også som ventet. Staten må finansiere metrobyggeriet ved at opføre en række store institutioner derude. Den største private investor vil bygge et center, der nærmest er en garanti mod liv i gaderne og for øget privatbilisme.

DE NYE BYDELE i havnen er udtryk for ægte nytænkning. De forholder sig pragmatisk til tidens vilkår, men de insisterer på, at det kan gøres bedre. Det er næsten ikke til at tro. Vil dette ikke forblive et fatamorgana? Hvordan kan det lade sig gøre? Der er i hvert fald alvorlige forhindringer, der skal overvindes.
Især Sydhavns-projektet har brug for en fornuftig opkobling til det kollektive trafiksystem, hvis ikke det skal udløse kaos i et i forvejen hårdt belastet vejnet. Det naturlige, og ikke specielt vanskelige, ville være at udvide metroen forbi Sydhavnen. I Amsterdam er vandbusserne blevet et socialt samlingspunkt, et væsentligt led i bydelens fællesskab. Det ville naturligvis være dejligt, hvis noget tilsvarende kunne ske for København.
Det er et meget større problem, at staten tilsyneladende ikke kan få snablen op af Havnens pengekasse. Der er behov for en stor indsats med oprensning, anlæg af kanaler, veje og pladser. Pengene kan hentes i indtægterne fra grundsalget, såfremt havnen får lov.

DET ER AFGØRENDE for projektets succes, at man virkelig får gennemført den ønskede integration og mangfoldighed. Det har man forlængst kunnet i Berlin og i Amsterdam. Men det handler blandt andet om subsidieformer.
Det er en myte, at boligbyggeriet kan klare sig uden støtte; det kan det ingen steder i den vestlige verden.
I Danmark har man valgt at støtte boligbyggeriet på en måde, der skiller befolkningen. Groft sagt har man almennyttige boliger til de fattige og rentefradrag til det rige flertal. Det giver på den ene side sluttede sociale boligbebyggelser, på den anden endeløse parcelhuskvarterer. I andre lande har man udviklet støtteformer, der gør det attraktivt for mindre private investorer at bygge boliger i byen, hvilket igen giver variation og integration. En nytænkning på det område kunne både støtte udviklingen i Københavns havn og i de fleste provinsbyer.
Endelig er det en alvorlig hindring for en ægte integration, at det er for dyrt at bygge i Danmark. Det er reelt umuligt at bygge gode boliger til de svageste i samfundet. Det behøver ikke være sådan, man kan bygge billigere i både Sverige og Tyskland; og mens svensk arkitektur har været en vits siden 1950'erne, har det tyske byggeri en høj standard. Regeringen véd godt, at det forholder sig sådan, og man har iværksat et 'Projekt Hus' for at gøre noget ved det. Dér studerer man naturligvis især det svenske 'forbillede'.
Jo, der er meget, der sejler i havnen. Men det er ikke de københavnske planlæggeres skyld. De har udarbejdet et sammenhængende boligpolitisk udspil og et konkret implementerbart forslag. Nu er det på høje tid, regeringen også gør det. mam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her