Læsetid: 2 min.

Forsker-protester mod studehandler

3. august 2000

Uheldigt når tilfældige avisartikler og politiske studehandler styrer forskningen, mener historikere

Tre historikere med interesse for forskning i erhvervslivets rolle under besættelsen 1940-45 tager nu afstand fra "hovsabevillinger", som de fem millioner kroner, der - måske, måske ikke - blev afsat til forskning i emnet under sidste efterårs forhandlinger om finansloven.
"Man må holde op med at lave de der hovsabevillinger. Forskningsrådene er faktisk sat til at sortere mellem ansøgninger fra forskningsmiljøerne. Miljøerne er ganske gode til at finde ud af, hvad der er relevant," siger lektor dr. phil. Henrik S. Nissen, Københavns Universitet.
"Jeg kan ikke lide, at en politisk studehandel i Folketinget fører til, at der øremærkes forskningsmidler til et bestemt problem, fordi dette problem politisk ligger en af parterne - Enhedslistens Frank Aaen - meget på sinde. Det er led i en finanslovsaftale, hvor en af parterne skal købes med et løfte om fem millioner. Det er en underlig måde at styre forskningen på," siger dr. phil. Kurt Jacobsen, leder af Center for Virksomhedshistorie ved Handelshøjskolen i København.
"Det er lidt tragisk, at der kommer penge på bordet, fordi pressen lige tager fat i noget, som i grunden ikke overrasker historikerne synderligt. Politikerne lader sig påvirke af, hvad der er topnyheder i pressen," lyder kommentaren fra lektor dr. phil. Per H. Hansen, Syddansk Universitet.

Kaotisk forløb
Information har tirsdag og onsdag forsøgt at kortlægge et kaotisk forløb, hvor forskningsminister Birte Weiss i december 1999 meddelte følgende i Berlingske Tidende om forskningsmidler til at undersøge erhvervslivets forhold under besættelsen:
"Hvis der kommer et projekt, der er i orden rent videnskabeligt, så kan man regne med, at der er penge til det. Der er fem millioner kroner, hvis det er et projekt, der er fem millioner kroner værd. Dér ligger grænsen."
I denne uge oplyste hun først til Information, at der ikke er afsat en særlig konto på finansloven til forskning på området. Men efter at hun tirsdag var blevet kontaktet af Enhedslistens finanslovsordfører Frank Aaen, gik hun med til at undersøge, om finansminister Mogens Lykketoft (S) - som Frank Aaen - mener, at det er aftalt at afsætte en særlig konto til formålet.
"Birte Weiss' udtalelser fra december 1999 er krystalklare. De kunne ikke forstås på anden måde, end at der var afsat en ekstraordinær bevilling på fem millioner kroner. Jeg nægter at tro på, at hun ikke selv har haft den opfattelse," siger Kurt Jacobsen.
Han tilføjer:
"Hvis der sker noget lignende igen, må man sørge for, at aftalen bliver nedfældet på tryk, så en Birte Weiss ikke har mulighed for at rende rundt i manegen og gøre sig selv og sit ministerium til grin, og der opstår stor usikkerhed om, hvad der er aftalt."
Det lykkedes heller ikke onsdag for Information at få finansminister Mogens Lykketofts udlægning af, hvad der er aftalt med Enhedslistens finanslovsordfører.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her