Læsetid: 7 min.

Forsvaret bliver det næste

12. august 2000

Tingene går virkelig stærkt på nogle områder i EU i øjeblikket, men udvidelsen er blevet et stedbarn, siger Professor Helen Wallace fra Sussex University

For Helen Wallace er det spirende forsvarssamarbejde i EU en parallel til det arbejde, der i sin tid førte til ØMU'en.
"Den hast, som samarbejdet om forsvar og sikkerhed i EU bevæger sig med, er forbløffende," siger hun.
Ligesom med ØMU'en er der masser af mennesker, som ikke tror på, at projektet nogen sinde bliver til noget. Ligesom dengang er der kun få særligt interesserede, der gør sig klart, hvor seriøst projektet er. Og ligesom dengang risikerer de uopmærksomme at blive voldsomt forskrækkede og forargede, når de bliver konfronteret med noget, der ligner et fait accompli.
Måske var udviklingen af et europæisk forsvar en nødvendighed, efter at den sammenhæng, som blev skabt under den kolde krig af truslen fra Sovjet og amerikansk overherredømme, er ved at smuldre. I den situation er det ikke rigtig godt nok bare at forsætte med NATO, som om ingenting var hændt, mener Helen Wallace.
"NATO har resonanser af noget anti-russisk. Det har EU ikke," siger hun.
Ikke mindst derfor var det naturligt at lade nytænkningen ske i EU-regi. Men hvorfor ikke bare et EU-samarbejde indenfor NATO?
"For det første kan man ikke længere gå ud fra, at USA vil assistere. For det andet har Frankrig og Storbritannien under samarbejdet i Bosnien opdaget, at de faktisk godt kan samarbejde. Og endelig er en EU-søjle inde i NATO ikke nok til at presse Tyskland til at gøre mere på forsvarsområdet. Der er behov for et EU-flag," siger hun.

EU er symbol på det normale
Årsagen er, at NATO bærer rundt på associationer fra tiden efter Anden Verdenskrig, hvor det var vigtigt at holde Tyskland nede. Som det plejede at hedde sig, så bestod ideen bag NATO i, at amerikanerne skulle holdes inde, så de kunne sørge for, at russerne blev holdt ude, og at tyskerne blev holdt nede. Derimod fremstår EU-samarbejdet som et symbol på det 'normale' Tyskland - et demokratisk, fredeligt land, der kunne samarbejde på lige fod med andre.
Det er Storbritannien og Frankrig - EU's to atommagter - som har båret ideen om et europæisk forsvar frem. Den struktur, som de opererer med, nævner ikke et ord om EU-Kommissionen. Arbejdet er mellemstatsligt. Det kan gå hen og bekymre de mindre lande, der traditionelt har set EU-institutionerne som de små landes beskytter mod alt for store fodaftryk fra de store landes side.
"Det mangler at blive afklaret, hvad Kommissionens rolle bliver. Når vi har fået 25 års erfaringer fra protektoratet i Kosovo, vil det måske vise sig, at den får en civil rolle i forsvarssamarbejdet. Storbritannien og Frankrig har valgt en mere traditionel struktur, men den er heller ikke fuldstændigt nationalstatsfikseret heller. Den er en version af NATO's teknik. NATO er faktisk ret overnational. Man kan kalde samarbejdet transnationalt," siger Helen Wallace.
Det er formentlig en struktur, der er acceptabel for de fleste lande, der er interesserede i at være med i samarbejdet om forsvar. I militære spørgsmål er legitimitet ekstra vigtigt - det drejer sig trods alt om vigtige sager om krig og fred. Og EU-institutionerne opfattes af mange som mindre legitime end de gammelkendte nationale institutioner.
"Hvorfor skulle EF-Domstolen f.eks. have noget at skulle have sagt på forsvarsområdet?," spørger Wallace.
Også hvad angår samarbejdet om den såkaldte tredje søjle - dvs. retlige spørgsmål og indre anliggender såsom kriminalitetsbekæmpelse - er samarbejdet i rygende udvikling:
"Her sker en hel masse. Og det er alt sammen på områder, der er følsomme i forhold til staternes suverænitet."
Som eksempel nævner Hele Wallace, at efter briternes og spaniernes aftale for nylig om Gibraltar, deltager Storbritannien nu i det såkaldte Schengen-samarbejde om disse spørgsmål - dog med undtagelse af grænsekontrol. Det vil sige et stærkt samarbejde mellem politi og andre myndigheder med kriminalitetsbekæmpelse for øje. Her gemmer sig også en ny ØMU.
"Jeg ser det som parallel til, når Tyskland og Frankrig skifter over til euroen," siger hun.
Politisamarbejde og den slags er ellers noget, briterne plejer at være helt og aldeles berøringsangste over for. Men efter Helen Wallaces mening er der sket et skift.
"For briterne er det vigtigt at få tingene til at fungere. F.eks. har de 58 indsmuglede, døde kinesere, der blev fundet for nylig her, vist briterne, at de simpelt hen ikke kan kontrollere immigrationen alene. Der må internationalt samarbejde til," siger hun.

Tøvende udvidelse
I stærk kontrast til samarbejdet om forsvar og indre anliggender kniber det gevaldigt med den ellers så besungne, historiske udvidelse mod øst.
Først blev det sagt, at EU ville få sine første nye medlemmer fra Øst- og Centraleuropa i år 2000. Det blev ikke til noget. Så hed det sig, at det ville blive 2001, så 2002 - nu lyder gættet på 2005. Med andre ord synes udvidelsen mod øst ikke at være nogen hastesag for EU.
Såvel befolkninger som regeringer frygter lavere miljøstandarder, kæmperegninger til landbrugsstøtte og en invasion af arbejdssøgende ungarere og polakker m.v., hvis de østlige ansøgerlande kommer med i klubben.
Så slemt var det trods alt ikke, da f.eks. Spanien og Portugal kom med, og da slet ikke i den seneste runde, hvor optagelsen af Sverige, Finland og Østrig gik så glat, som når man smutter mandler.
"Der er en formodning om, at de nye medlemmer - ikke bare deres antal og lille størrelse men også deres karakter - er uforudsigelige, og at der nødvendigvis vil være vanskeligheder med dem," siger Helen Wallace.
Efter hendes mening er der her tale om en særbehandling af østeuropæerne, som EU ikke normalt excellerer i. I tidligere udvidelsesrunder var der også vanskeligheder, men det forhindrede ikke EU i at optage de nye, 'besværlige', medlemmer og så f.eks. give dem overgangsordninger eller undtagelser. Danmark er et udmærket eksempel med f.eks. sommerhusreglen. Men folkene østpå skal partout behandles anderledes.
"Noget af det skyldes uvidenhed - noget af det er fordomme," siger hun.
"Jeg foretrækker at give ansøgerlandene fordelene ved tvivlen. Vi risikerer at brændemærke dem på forhånd. Jo mere tid, det tager, og jo mere, vi snakker om og understreger vanskelighederne på forhånd - både med hensyn til udvidelsen og tiden derefter, debatten om pionergrupper, to-trins EU og den slags relaterer sig jo til tiden efter næste udvidelse - desto mere risikerer vi at skabe, hvad vi frygter," siger Helen Wallace.
Med hensyn til ansøgerlandenes påståede manglende standarder f.eks. inden for miljøbeskyttelse, mener Helen Wallace, at EU her er engageret i noget værre hykleri.
"Hvordan er EU-landenes egen, reelle implementering? Vi har f.eks. fundet ud af, at der er store problemer med britiske slagterier og med belgisk by-drikkevand. Jeg tror, at den reelle implementering i EU-landene er varieret. Nogle af ansøgerlandene kan måske ligefrem vise sig at være bedre, fordi de hopper over alle mellemstadierne," siger hun.
Efter hendes mening har EU's tilbageholdenhed allerede fået de nye ansøgerlandes oprindelige entusiasme for EU-projektet til at blegne: "For eksempel i Polen er der skarp kritik i den offentlige opinion. Der er en irritation i tonen," siger hun.
"Jeg synes, vi burde vise, hvad jeg vil kalde, pragmatisk tolerance - hvorfor skulle de vise på forhånd, hvor gode de er? Jeg synes, det er helt urimeligt at være over-krævende med hensyn til betingelserne for optagelse."

Ingen folkelighed
Det vel nok største problem for udvidelsen er, at ingen rigtig synes at drive den fremad.
"Man kan sige, at det er teknokraterne og bureaukraterne, der driver arbejdet fremad. Men nede under politikmagernes niveau er udvidelsen ikke populær i den offentlige opinion. Der findes ikke nogen stor, national 'kundekreds' til den. Politikerne er nervøse, for det er aldrig lykkedes dem at få EU til at fremstå som noget varmt og knuselskeligt," siger Helen Wallace.
Der er heller ikke meget knuselskeligt over de efterhånden ganske mange modeller for EU's fremtidige udvikling, som den ene politiker efter den anden kommer med. Tysklands udenrigsminister Joschka Fischer har fremlagt en vision for et føderalt EU; den franske præsident Jacques Chirac har givet sit besyv med i form af en plan for en pioner-gruppe, der skal kunne gå foran i samarbejdet, selv om de andre ikke vil være med. Og den tyske kansler, Gerhard Schröder, har fremlagt en helt tredje plan, som syntes påvirket af ønskerne blandt de tyske forbundsstater om en mere klar magtfordeling.
Derimod har briterne endnu ikke meldt sig med en vision for det fremtidige samarbejde.
"Briterne interesserer sig mere for praksis end for visioner. Og det er lidt vanskeligt at se, hvem Fischer f.eks. taler for. Hvor mange er det? Og Chirac? En ting står klart - Fischer, Chirac og Schröder siger ikke det samme," siger Helen Wallace.
Den debat har simret længe og bryder ud i lys lue en gang imellem - som nu. Den er naturligvis vigtig nok, men efter Helen Wallaces mening er der risiko for, at den kommer til at skygge for udvidelsen mod øst og ligefrem skabe en yderligere barriere for den.
"EU vil have fejlet som en voksen aktør i verdenspolitikken, hvis samarbejdet ikke viser en smule robusthed og konsistens vedrørende den østlige del af Europa," siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu