Læsetid: 2 min.

Freak show med sanger

24. august 2000

I en viktoriansk opiumshule smyger kroppe sig om kroppe, når The Tiger Lillies går på trancerejse - anført af Stemmen

Varieté
Mine damer og herrer - tillad mig at præsentere Stemmen, Manden i månen, kontratenoren med de ladede, suspenseopbyggende recitativer, selvakkompagnerende på en maniodepressiv harmonika. En marionetdukke på lightergas med et nær-brustent blik indtil den krasrøde mund åbner sig og fylder katedraler. Så kommer der diabolik i blikket og volt i de brune øjne, når pyroman-polkaen fyres af in your face - Fire!Fire!
Det er farligt stof, Martyn Jaques og alt hans væsen er gjort af. Man må have mere. Det ved de heldige, der fangede Shockheaded Peter på sidste års Sommerscene; resten kan begynde her.
Sammen med to gange Adrian - på bas og trommer - er Jaques vores guide i aften på turen gennem kroppenes marginalpræstationer i exhibitionismens, eroticismens og det henkastede artisteris virtuose attituder.
East meets west, når en håndplukket håndfuld artister fra Rusland, Ukraine, Kroatien og USA - garanteret uden den lakerede, tandsmilende glamour, der gør amerikansk varieté så røvsyg - i sensuelt tempo udfolder hver deres personligt prægede act.
Drengepigen inden i slangemennesket med en engels blanke ansigt, den aldrende, elastiske Pierrot, der har bøvl med sine autonome lemmer og Den tatoverede dame, der som odalisk er en sensuel fraktal i en grafisk-ornamenteret illusion med et forbløffende forsvindingsnummer til sidst.
Akrobatduoen Drengen og Manden, der i organisk forlængelse indtager nye balancer, selv om man troede, man havde set dem alle. Kvinden og Manden, der snor sig som elskende luftvæsener til Jaques' hårrejsende serenade om s/m og tatoveringskunstens anvendelighed til at dække blå mærker - et tip til hustrubankere, hvis dagens travle tatovører ellers har plads tilbage i ordrebogen.

I-s-c-e-n-e-s-æ-t-t-e-l-s-e
Hvor er vi? I en kulturlomme, en glemt remise i Londons undergrundsbane, som i Barbara Vine's Salomons tæppe? I en viktoriansk opiumshule ved siden af Sherlock Holmes, eller var det Terry Gilliam, der gled forbi? Han efterlod i hvert fald et fingeraftryk.
Bagprojektionernes romantiske franske pastoraler kolliderer raffineret med Jaques-teksternes neo-gotiske universer, hvor køn og skæbne står i kø for at gå i hundene - alt med pokerfjæs. Tigerliljernes kup er iscenesættelsen, den kollektive trance, når vi falder ned i tunellens nat med den pertentligt hyperartikulerende mestersanger, hans urokkelige bassist, der alternerer med Knokkelmanden himself, og énmandsshowet i percussionhjørnet, der betjenes af en Jan Kaspersen-klon med tynd moustache og kloge-briller - i silhouet tilmed en perfekt Huxley!
Hypnosen får honningsmag, når Jaques sætter sig til flyglet og omslutter Pierrot med en sløret-poetisk udgave af Sondheims Send in the Clowns.
Ingen har på samme måde gennemlyst dens melankolske skønhed, ingen har som Tigerliljerne både lystent og dvælende vækket en hensovet intimgenre. Med eminent dobbelttydighed - i mørket vokser lattergyset, i håbløsheden på-trods grinet, i miséren den tøjlesløse munterhed.
Unikt, vidunderligt og
weird!

*The Tiger Lillies Varieté med Buba, Natalya Vasilyuk, Lisa & Tim, Kotini Junior, Motuzenko & Savchenko samt Suzana Novosel. K.I.T. Den Grå Hal, Christiania. Til 26. aug.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu