Analyse
Læsetid: 5 min.

Frygt styrer euro-debatten

15. august 2000

Ja-politikerne er bange for de danskere, der er bange for euroen. Men de tør slet ikke lade være med at afholde folkeafstemninger om EU. Det ville blot bekræfte frygten for at hele ikke er så demokratisk endda

Den danske velfærdsstat vil forsvinde, kongehuset, fru Margrethe, Henrik og prinserne bliver et historisk fænomen, virksomheder vil lukke og flytte til udlandet, vi kommer i valutaspekulanters greb og bliver ofre for globaliseringens rå markedskræfter. Og Danmark vil miste indflydelse i EU og risikere at stå alene og isoleret og blive set skævt til i Europa!
Hvis man ser bort fra Juni Bevægelsens europa-parlamentariker Jens Okking, der for nylig i Information formulerede en smuk, romantisk vision om Danmark uden for euroen, som den lille landbrugsnation, der skal producere de gode, sunde fødevarer til hele Europa, så er det meget småt med både glansbillederne og med de konkrete politiske visioner i euro-debatten. Det gælder både nej- og ja-siden, der har leveret ovenstående eksempler i skøn forening.
Et blik ud over avisernes dækning af euroen afslører, at begge sider bruger frygt som det helt gennemgående argument. Positivt formulerede argumenter eller visioner om hvilken aktiv rolle, Danmark kunne spille i eller uden for ØMU'en, ser vælgerne ikke meget til. Det gør det meste af hele euro-debatten gold og angstpræget. Og man får naturligt den tanke, at danskerne er så småtskårne i deres syn på verden, at der stort set ikke kan appelleres til andet end pengepung, tryghedstrang og royale ugebladsfornemmelser.

Socialdemokrat og EU-kommissær Poul Nielson påpegede for nyligt det paradoksale i, at danskerne tilsyneladende på én gang er overbeviste om, at vi har indrettet os optimalt i det lille kongerige, men samtidig mener, at denne fine danske model er så skrøbelig, at den ikke kan overleve mødet med EU og euroen. Det sølle niveau i debatten fik direktør i Neurosearch (bioteknologi), Asger Aamund, til at lange kraftigt ud efter de borgerlige politikere i Berlingske Søndag. De mangler modet til at turde sælge euroen som det politiske projekt, den også er, det logiske modstykke til det for længst accepterede indre marked:
"De danske politikere er bange for deres vælgere, som de tror frygter både fremtiden og EU. Sandheden er bare, at vælgerne ikke er nær så bange, som politikerne tror. Det er politikerne selv, der gør vælgerne bange," siger Aamund.
Professor i journalistik Jørgen Poulsen fra Roskilde Universitetscenter er enig et pænt stykke af vejen. Selvom han mener, at debatten om euroen er mere saglig end de tidligere kampagner op til EU-folkeafstemninger, erkender han, at frygten stadig har en meget stor plads. Men ifølge ham er der en enkel forklaring:
"Når der ikke er plads til de positive visioner i EU-debatten, så skyldes det, at der bortset fra en lille elite af akademikere og erhvervsledere er meget få mennesker i Danmark, der reelt er entusiastiske omkring EU. Så det er simpelthen ikke værd at satse på for politikerne. Som i Sverige og Norge hersker der en mental provinsialisme, der siger, at jo mindre indflydelse EU har på vores hverdag, desto bedre er det. Så ja-sidens politikere er bange for de vælgere, der er bange for EU. For det er de 20-40 procent af befolkningen, der er udslagsgivende i afstemningen. Og det gør det ikke nemt for politikerne, at medierne oftest kun giver dem formater på 45 sekunder eller et citat på syv linier i en tre spaltet avisartikel. Det giver sjældent plads til andet end en ret en-streget argumentation," siger Poulsen.

Han mener derfor alt i alt, at det er undskyldeligt, at politikerne debatterer, som de gør. Vælgerne har altså det debatniveau, de fortjener, er den nærliggende slutning.
I et land, der anser sig som hørende til blandt verdens højest udviklede demokratier med en veloplyst befolkning, er det for deprimerende til at være sandt. Og den gode nyhed er da også, at det før eller senere vil trænge igennem, at det ikke virker at tale ned til danskerne. Spørgsmålet er kun hvornår og til hvilken pris. Børsens Nyhedsmagasin forsøger i en artikel denne uge at få erkendelsen til at trænge igennem før den 28. september. Under overskriften "skræmmekampagner dur ikke" advares der om, at de mest hårdtslående kampagnevåben kan give bagslag. For de internationale finansmarkeder forudser ikke nogen større nedtur for den danske økonomi efter et nej:
"At kunne henvise til valutakriser er normalt det bedste og mest effektive våben for ja-siden, men hvis det ikke er rigtigt, og ingen tror på det, så har man et problem," konstaterer valgforsker Hans-Jørgen Nielsen fra Københavns Universitet med gribende enkelhed.
Børsens Nyhedsmagasin spår derfor, at ja-siden i slutfasen op til den 28. september vil blive tvunget til at føre en "langt mere sofistikeret kampagne" end under de forrige EU-afstemninger.
Nu kan det være svært at sige, hvornår slutfasen går i gang, men hvis man skal dømme efter statsminister Poul Nyrup Rasmussens udtalelser til Politiken i sidste uge, er vi ikke nået til den fase endnu. Ifølge Nyrup skal vi holde op med at debattere debatten. Der skal tales indhold, indhold og indhold. Men hvilket?:
"Derfor kommer vi også til at forklare, hvad det er, der sker - nemlig at der ikke sker ret meget. At ja, din løn giver samme købekraft, men bliver målt på en anden måde end før. At ja, din pension ændrer ikke værdi, men bliver opgjort på en anden måde end før. At ja, du kan bruge dit plastikkort som før. Og det er ikke alene din løn, men også alle priserne, der bliver omregnet," foræller statsministeren.

Argumentationsniveauet tyder på, at Nyrup Rasmussen her er helt på linie med ministeriets tidligere EU-rådgiver Erik Holm. Han sagde til Information i forrige uge, at det er "absurd at køre en folkeafstemning om komplicerede ting som en Maastricht-traktat eller en ØMU-aftale. At spørge fru Nielsen på Valby Langgade, hvad hun mener om ØMU'en, er at gøre grin med demokratiet " mener Holm.
Spørgsmålet er, om den virkelige farce ikke er at udskrive folkeafstemninger om tilknytningen til et EU, som danskerne allerede mistænker for at indskrænke demokratiet, og dernæst konsekvent bruge det meste af energien på at skære debat-menuen ud i så små stykker, at folk ikke kan få øje på hele spisekortets tekst. Et spisekort der uden for Danmarks grænser vel og mærke diskuteres med større åbensindethed og uden den frygt, der karakteriserer den danske debat.
Det interessante er, at frygten er blevet så naturlig en reaktion i begge lejre, at de, der af EU-skeptikerne mistænkes for at køre skræmmekampagner, er blevet så grebet af legen, at de tilsyneladende tror deres egne skræmmebilleder. I hvertfald så ugebrevet Mandag Morgen sig i denne uge nødsaget til at gå i rette med overdramatiseringen af et nej's konsekvenser fra en række danske erhvervsledere fra Danfoss til Danisco:
"Meget tyder på at erhvervslivets bekymringer er mere psykologiske og diffuse end strengt økonomiske. Set med aktiemarkedernes øjne er det tilsyneladende virksomhedslederne, der overreagerer," skriver Mandag Morgen.
De kommende uger vil vise, om danske politikere har modet til at gå i en reel dialog med andet end deres egne forestillinger om befolkningens frygt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her