Læsetid: 3 min.

Den gådefulde kerne

30. august 2000

Jens Jørn Spottag er hovedkraften i Betty Nansen Teatrets genopsætning af Michael Frayns ’København’

Teater
Det kan umiddelbart lyde som lidt af en støvet oplevelse at tilbringe tre timer i selskab med to af kvantefysikkens skarpeste hoveder. Men når man rives med af engelske Michael Frayns kammerstykke, er det først og fremmest, fordi han lader tilskueren indtage den plads, hvor man på lige fod med stykkets hovedpersoner brænder for at vide. Vide hvad der skete den septemberaften i 1941, hvor Niels Bohr får besøg i hjemmet i det besatte København af sin kollega, den 16 år yngre Werner Heisenberg. Før var han
Bohrs ven og elev, nu er han chef for det tyske atomforskningsprogram, og de to befinder sig på hver sin side i krigen med ansigterne vendt mod hinanden, men også mod de dilemmaer, de som videnskabsmænd og atomkendere er konfronteret med.

Hudløse Spottag
Hvad der skete på denne aften står igennem stykket som et gådefuldt omdrejningspunkt. Ingen ved, hvad de to sagde til hinanden, kun at Hitler ikke fik held med Bomben.
Det hypnotiske ved Frayns stykke er, at man gribes, ikke så meget af de faktuelle oplysninger om geniernes videnskabelige opdagelser, men af den måde vi som tilskuere holdes svævende på, alt imens det menneskelige mørke bliver tydeligt.
Heisenberg er hovedkraften i dette drama, og Jens Jørn Spottag skildrer ham hudløst, som den tvivlende søn han stadig er i forhold til den bløde og lettere undvigende Bohr. Gennem Spottag oplever vi videnskabsmandens skarphed i et brændende opgør, ikke mindst med sig selv, men også underlagt den usikkerhedsrelation, som han selv var ophavsmand til. Og det er her, vi føres med af stykkets iboende hensigt: At anvende (kvante)videnskaben som en kunstnerisk strategi, der afdækker menneskene bag, uden at nå frem til en endelig kerne eller sandhed om dem.

Bohr uden gemmer
Således er usikkerhedsmomentet den gennemgående dramatiske igangsætter. Hvad skete der hin aften? Ville tyskeren lokke oplysninger ud af Bohr? Hvori bestod den gensidige fascination de to imellem? Hvor Spottag dirrer og drejer sig, er Troels II Munk som Bohr næsten for underdrejet. Nok er han den mildere og mere ydmyge part (’den ene halvdel af en sandhed’), men som potentiel fascinerende modspiller til Heisenberg, viser han for lidt til, at man tror på ham som værende det bohrske geni. Eller rettere: Bohr fremstår her uden de gemmer og kroge, som udklækker store tanker og som kan holde nærværet fast.

Strømførende tanker
Den tredje part på det enkle scenegulv under den hvide kuppel, er Bohrs hustru Margrethe. Som en tredje udlægger af ’sandheden’ om de to mænd, er hun lige så jordbunden, som de to er luftfarne, og selv om Lily Weiding gør hende både klog og bestemt tenderer figuren en pædagogisk installation, der skal blødgøre og forklare, hvad der ellers måtte forekomme dunkelt eller overladt til publikums egen tolkning. At København oprindeligt var et radiospil, mærker man her. Hun forbliver en kommentator uden et helt eget liv.
Når man alligevel bagefter tumler ud af teatret med en vægtig oplevelse i kroppen, er det fordi, man ikke kun har været helt inde i tankernes strømførende partikler, men også fordi de to usædvanlige mænd forekommer så sært bekendte. Venskab og videnskab, skyld og ansvar, med en evigt gådefuld kerne, der viser, hvordan videnskaben og kunsten i virkeligheden taler om det samme.

*’København’ af Michael Frayn. Oversættelse Jesper Kjær. Instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Steffen Aarfing. Betty Nansen Teatret. Til 30. sep.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu