Den uundværlige europæiske kulturhistorie i genoptrykt udgave med forord af Villy Sørensen
Historie
Pessimistiske iagttagere vil bemærke, at irrationaliteten i påfaldende omfang atter er på spil. Unge mænd af XXL generationen marcherer hadefulde i fjæset derudad med heilråb og blodrøde faner og sære symboler på armbind og våbenmærker. Et hjemligt politisk parti viser tilsvarende i sin aggressive og ekskluderende terminologi tilbage til en tid, sagtmodigere folk troede endegyldigt tilbagelagt. En forfærdende tid i første halvdel af forrige århundrede, hvor det således irrationelle tilegnede sig sproget og magten, førte verden ud i altødelæggende krig og sendte millioner af mennesker i dødslejrene.
Demokratiernes våbenmagt og rationale, som lykkeligvis var og er i flertallets kurs, sejrede, satte oplysningsfilosofiens videreudviklede statsraison i højsædet igen og skabte i højst sympatisk regi en række betydende internationale politiske og juridiske samarbejdsorganisationer i fredens tjeneste.
Just på den anden side af årtusindskiftet byder virkeligheden som antydet på forskelligartede og gradbøjede politiske strømninger, der atter - eller snarere i forstærket grad - gør det til en dyd af lade nationale, stamme- eller endnu værre: racemæssige og andre vildtvoksende og ikke rationelt argumenterede følelser med Fregere.
Glemmes bør det ikke dengang i 1930'erne, da irrationaliteten blev statslig, uniform og livsfarlig, at intellektuelle, vel at mærke uddannede folk, der ihærdigt påpegede rationaliteten som problemet og ikke løsningen på kulturens krise og derved støttede de kultiske autoritære systemer, blev ofret på linie med de rationelle oppositionelle - kort sagt tilintetgjort af kræfter de selv dyrkede.
Det skulle Mogens Camre tage og tænke på - uden i øvrigt at ville henregne denne Dansk Folkepartis svar på en havørn blandt de intellektuelle.
Hensyn ved selvmord
Én af de fremtrædende af delvis kategori af oprindeligt noget sværmeriske intellektuelle var den østrigske kulturhistoriker Egon Friedell, som ved udsigten til Gestapos ankomst - kastede sig ud ad vinduet. Umiddelbart forinden havde han haft overskud til at advare forbipasserende fodgængere nede på fortovet. Civilisation til det sidste.
Egon Friedell, der var kristnet jøde, blev født i 1878 og altså tog sit eget liv i forbindelse med Anschluß, Hitler-regimets annektering af Østrig i marts 1938, efterlod sig et omfattende livsværk, hvis hovedstamme er Kulturgeschichte der Neuzeit, med andre ord; Friedells kulturhistorie, en imponerende og lærdomsmæssigt set sprængfyldt syntese af den europæiske kultur fra renæssance til Freud og Første Verdenskrig. Friedell inspirerede utallige i sin sam- og eftertid og er stadig ikke til at komme uden om for den, der vil begribe civilisationsfænomenerne i periodens fortolkning og dermed forudsætningerne for vore dages kultursyn.
Han skrev strengt taget ikke kulturhistorie som videnskabsmand, skønt han rent faktisk var dr. phil. på en afhandling om den hyperromantiske mytiske digter Novalis. Det er ham med drømmen om den blå blomst.
Egon Friedells professionelle udgangspunkt var i virkeligheden ikke så meget det akademiske, men teatret i egenskab af forfatter, skuespiller og instruktør. Hans virke lå i Wien og Berlin - i guldalderen kan man tillade sig at kalde perioden. Han stod førende scenefolk nær, bl.a. Max Reinhardt hvem han tilegnede kulturhistorien.
Nye læsere, begynd
Først og sidst var Friedell kompilator. Han indsamlede en overvældende og detaljeret viden ordnet i systematiske emnemæssige og kronologiske strukturer, som han i sine analyser forstod at omsætte i brillant stilistisk form. Barn af sin tid, som han også var, tilhørte han eliten af Verden af i går, som Stefan Zweig så rammende betegnede den smertelige men i mange henseender overdådigt åndeligt rige undergangsstemning i kejserdømmets Wien frem til sammenbruddet i 1914-18.
Nye læsere af Friedell kan begynde her og nu. Høst & Søn har i Inger Snorrasons gamle oversættelse prisværdigt genudgivet kulturhistorien med et kortfattet, men til gengæld prægnant forord af Willy Sørensen.
Denne påviser konflikten mellem det rationelle og det modsatte hos Friedell. Sørensen fastslår så sandt som skrevet, at Friedells helhedssyn ikke holdt vand. En guddommelighedens irrationalisme afløste ikke den golde rationalisme, som Friedell elitært ophøjet betragtede med megen skepsis. Snarere forstærkedes tendensen - som man i sorte øjeblikke med Sørensen kan sige, den fortsat gør - til, at bornert rationalisme slår over i irrationelt barbari. Læseren af disse linier opfordres til selv at finde flere eksempler i samtiden.
Barbariet kostede i sidste ende Egon Friedell og hans allerede fortabte verden eksistensen. Men han efterlod sig et hovedværk i europæisk litteratur og kulturhistorie. Alene afsnittet om den brutale, opportunistiske og primitive Martin Luther er guld værd. Læs det før Deres præst.
Friedell var ikke den skribent, der lagde fingrene imellem men afsagde rask væk moraliserende værdidomme, når han fandt dét fornødent.
Absolut forfriskende i et sandt mylder af detaljerede og inciterende fremstillinger af velkendte og mindre velkendte fænomener i vor fælleseuropæiske fortid.
*Egon Friedell: Den nyere tids kulturhistorie bd. 1-3. På dansk ved Inger Snorrason. Forord af Villy Sørensen 1.376 s. 850 kr. Høst & Søn
