Læsetid: 2 min.

En gentagelse

26. august 2000

Til næsen
I mine unge dage havde jeg et job, hvori indgik en bearbejdelse af offentligheden til fordel for et større politisk projekt.
En dag, hvor min entusiasme tydeligvis har været utilstrækkelig, spurgte min daværende chef mig, om jeg var ved at være træt af at gentage mig selv.
Jeg svarede som sandt var, at det hang mig ud af halsen.
"Fint", sagde chefen, "så er vi ved at nå det punkt, hvor modtagerne lige er begyndt at lægge mærke til sagen."
Han havde vist nok ret, og et år eller to senere kronedes vore anstrengelser med resultat.
Denne erindring vil jeg bruge som undskyldning, når jeg i denne uge skal trætte de trofaste læsere med atter engang at anprise vinene fra det sydlige Rhône. De er i disse år alle vinskribenters yndlinge på grund af en konstant kvalitetsforbedring, nogle kanonårgange og et fortsat rimeligt forhold mellem pris og kvalitet.
1997 var et godt år, 1998 stort. Det gælder for såvidt også de Syrah-baserede vine fra det nordlige Rhône, men der er priserne efterhånden kommet ganske godt med.

Nej, det er de røde vine fra appellationerne Côtes-du-Rhône Villages, Gigondas, Vacqueyras og Châteauneuf-du-Pape fra især 1998, som nu er på hylderne eller på vej dertil, og hvor den, der elsker varme, pebrede, fyldige vine med toner af mørke bær i smagen kan gøre noget, der stadig ligner et kup.
I den almindelige appellation Côtes-du-Rhône er der også producenter og domainer, der sælger pragtvine til menneskepriser, men her er spredningen i kvalitet stadig så stor, at man skal kende sin producent, subsidiært sin vinhandler, godt, inden man køber større ind.
Derimod er der meget langt mellem fuserne, når vi kommer op i vine fra de 16 kommuner, der har ret til at bruge eget navn sammen med betegnelsen C-d-R Villages.
Her er udbyttet begrænset til 42 hektoliter pr. hektar, og alkoholindholdet skal være mindst 12,5 procent.

Forleden smagte jeg en 15-20 vine i denne kategori fra landsbyer som Rasteau, Valréas, Cairanne, Laudun, Chusclan og Sablet i prisklassen 60-80 kroner. Der var ikke én af dem, der ikke var pengene værd. Mange forekom direkte billige målt op mod deres klasse.
Vacqueyras og Gigondas hørte engang til samme appellation, men blev forfremmet og fik deres egen. De kaldes ofte for "lillebrødre" til Châteauneuf-du-Pape, men en god Gigondas eller
Vacqueyras vil ofte være bedre end en jævn Châteauneuf-duPape.
Et fornuftigt sted at starte her kunne være to vine fra det velanskrevne Domaine La Bastide Saint Vincent i Gigondas. De tages hjem af firmaet Vinmonopolet og er gode eksempler på de to kommuners formåen. Vacqueyras'en koster 89 kroner, Gigondas'en 115 kroner.

Og når vi nu er ved Rhône, så skal jeg betro Dem en ting:
Jeg har gjort noget, jeg ellers aldrig gør: Sammen med en kollega har jeg købt en kasse Côte-Rôtie 1998 fra Domaine Gerin en primeur hos Erik Sørensen Vinhandel for 229 kr. flasken. Jeg smagte den ved et arrangement i foråret, hvor Jean-Michel Gerin selv var til stede, og det er en af de bedste vine, jeg har smagt i meget lang tid.
Når den kommer hjem, skal den have en hædersplads i min slunkne vinkælder, indtil jeg nænner at drikke den. Med mindre naturen går over optugtelsen, bliver det ikke de første fire-fem år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her