Læsetid: 2 min.

Glistrup holdt showtime i Højesteret

24. august 2000

Så snart jeg har sendetid, så skal det gentages, fremturede Mogens Glistrup efter Højesterets racismedom

"En vanvittig forkert dom," sagde Mogens Glistrup, efter at Højesteret onsdag havde stadfæstet byrettens og landsrettens domme på syv dages betinget hæfte for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf.
I en udsendelse på TV3 i februar 1997 havde tidligere advokat og folketingsmedlem Mogens Glistrup blandt meget andet sagt, at muslimer - han kalder dem "muhamedanere" - udsætter danskerne for "invasion og kastrering og drab", og at de er "verdensforbrydere par excellence".
Det er han ikke sluppet godt fra ved nogen af de tre retsinstanser, der har behandlet sagen. Højesterets dommere fastslår enstemmigt, at Glistrup har lagt "en befolkningsgruppe for had på grund af dens tro og oprindelse". Og afviser i dommen en række af Glistrups påstande om, at sagen som "politisk sag" skulle for et nævningeting, og at han ikke har haft rimelig adgang til at fremføre sine synspunkter for domstolene.

Mediebad
Efter dommen solede Glistrup sig i mediernes interesse på trappen til Højesteret - Ninn-Hansens trappe, som han kaldte den - og fik blandt andet fortalt, at sagen allerede inden Højesterets dom er indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.
Mogens Glistrup føler sig uretfærdigt behandlet i mange sammenhænge, og i stedet for løbende at fremsende materiale i sagen Glistrup mod Danmark til Strasbourg-domstolen, er han blevet enig med domstolen om, at han kun fremsender nyt materiale to gange årligt - i august og februar, fortalte han.
"Man har ødelagt min tilværelse ved at misbruge retsapparatet til noget rent partipolitisk ved at træffe disse justitsmordsafgørelser," sagde han og betegnede Højesterets behandling af ham som "ukyndig":
"De har ikke gidet læse en linje af de ting, jeg har sendt til dem, hvor alt er dokumenteret med korancitater," sagde Mogens Glistrup, der i dagens anledning bar mørkt slips dekoreret med lyse Z'er.
Ved synet af hele tre tv-kameraer gik Mogens Glistrup straks i gang med at fremsætte sine velkendte - og altså strafbare - udtalelser om muslimer:
"Så snart jeg har sendetid, så skal det gentages," sagde han til TV3's kamera og tilføjede: "Jeg har dokumentation for det hele."
21. september starter en ny racismesag mod Mogens Glistrup - denne gang ved retten i Odense, hvor han er tiltalt for racistiske udtalelser i DR's P3, på TV 2 og DR 1.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her