Læsetid: 5 min.

Et godt levet liv

3. august 2000

Grønlandsforskeren professor Willi Dansgaard har skrevet et kæmpeværk om liv og forskning

Memoirer
En af de helt tunge drenge i Grønlandsforskningen, professor Willi Dansgaard har skrevet en let og lys bog om et langt og spændende liv som geofysiker.
Titlen giver spændvidden. Bogen bevæger sig såvel tusindvis af år ned gennem indlandsisen som ind på de allersidste års politiske udvikling i Grønland. Det er et kæmpeværk fyldt med lærdom om et halvt århundredes forskning i først og fremmest vejr og is.
Naturvidenskaben er siden Oplysningstiden og salig Darwins rejse gået på tværs af faggrænser, og det gør Dansgaard også. Årtierne væver sig sammen om meteorologi, geofysik, biofysik, glaciologi, atmosfærekemi, krystallografi og kosmologi; rækken af videnskabelige discipliner kunne fortsætte over en halv side.
Den unge student Dansgaard får universitetets guldmedalje for en prisopgave om dosismåling inden for strålebehandling og lærer derefter eksperimentalfysikkens grundlov set med en biologs øjne: Alt her i verden kan stort set løses med modellervoks, isolerbånd og Dana-lim ved hånden.

Livets triumf
Før videnskaben kom på computer, lærte alle, hvordan det praktiske og det teoretiske arbejdede sammen som en højre- og venstrehånd. En indgang til både livet og forskningen, som Dansgaard bevarer gennem hele tilværelsen, og som til sidst fører ham frem til sit livs triumf, nemlig da han sammen med forskerkolleger organiserer og konstruerer den isboremaskine, der for et beskedent beløb i forhold til amerikanernes kostbare superudstyr kan tage iskerner op gennem indlandsisen.
Indlandsisen hævner sig dog ved at sætte det kostbare bor fast, da det når mudderet og grundfjeldet langt nede i evighedens mørke.
Jubelen og glæden ved at stå for enden af den godt tre kilometer lange istap er stor. Istappen kan der gøres utallige undersøgelser på, hvilket omhyggeligt beskrives i de lange videnskabelige kapitler, bogen er spækket med. Forfatteren foreslår i forordet, at man kan springe de 20 'bokse', bogen indeholder over, fordi de beskriver tekniske eller historiske facts. Det synes jeg er unødigt, da det netop er boksene, der giver mulighed for at forstå de langt mere indviklede videnskabelige kapitler.

Levende myter
Historien begynder imidlertid i en helt anden verden, i et gammelt kolonialt Grønland, hvor den nygifte Dansgaard får en stilling som assistent ved det Magnetiske Observatorium i Disko Bugten. Her begynder bogens dejlige billeder med et portræt af ham selv og hans kun 19-årige kone Inge, som får plads med sine nøgterne og poetiske dagbogsoptegnelser, der giver starten af bogen en blid vind af grønlandske dufte og livsglad forelskelse, og hvor gule glasklare forårsvalmuer sætter historien i gang samtidig med, at deres hus brænder ned til grunden..
Det er en fuldstændig umulig bog at anmelde i en avis, for hvordan anmelder man et helt liv og et lille århundrede plus en bog, hvor hvert eneste kapitel enten er en ekspedition eller solide redegørelser for naturvidenskabelige iagttagelser, isprængt lange, gode personlige beskrivelser af medarbejderne gennem et langt liv?
Alle mennesker har helte eller forbilleder, ubevidst eller fortrængt. Det har Dansgaard også, og han holder af at beskrive fascinationen ved mødet med afdøde eller lyslevende myter. Således får en af kæmperne i Grønlandsforskningen, Danmarksekspeditionens meteorolog, den senere verdensberømte tyske forsker Wegener, en grundig beskrivelse, fordi Dansgaards senere forskning ikke ligger langt fra forbilledets enestående teorier om de pladetektoniske forskydninger, teorier der ikke skulle tales højt om, da Dansgaard begyndte sine studier, men som nu er børnelærdom i geologistudiet eller glaciologien.
Som mange andre forskere i sin generation får han det store skub fremad, da han får et stipendium til at besøge USA, som i 50'erne virkelig var foran med den udvikling, der kun langsomt kom på skinner i Europa efter Anden Verdenskrig.
Dansgaard har specialiseret sig i isotopopmålinger af vand (og is) opsamlet over den halve verden. Han oparbejder sit eget institut, der bliver det mest effektive i verden til netop disse målinger og fører fra 1971 til 1980 det geofysiske isotoplaboratorium i Haraldsgade frem til verdensberømmelse.

Boble ekspeditionen
Et stort kapitel får den sagnomspundne norske forsker Per Scholander, der er en blanding af mediciner, zoolog, botaniker, glaciolog, violinspillende Beethoven fan, amerikansk major med tapperhedsmedalje, opfinder af redningsflåden og til sidst professor emeritus i fysiologi ved Institution of Oceanography i San Diego.
Ham kommer Dansgaard til søs med på en af sine mange ekspeditioner til Grønland. Forskerne sov foran masten i gamle træskuder, hvor havvandet sivede ind mellem plankerne, og hvor man kunne stikke fingrene ind i den tjærede kalfatring. Rent tøj og varme brusebade var noget, man glædede sig til, når man kom hjem til Danmark efter en efterårssejlads over Nordatlanten.
Boble-ekspeditionen bliver dette togt kaldt, fordi den skal indsamle luftboblerne i isbjerge. De store lader man af gode grunde flyde, som de gør, i al deres skønhed. Men de mindre isklodser bliver savet over med interimistiske dampskærebrændere og tøet op, hvilket får grønlænderne til at mene, at forskerne er idioter, der energisk hiver ferskvandsisklodser op på styrbord side for derefter at hælde det ud igen som fint drikkevand på bagbord side.

Førende i verden
Bogen bevæger sig rundt mellem alle de store ekspeditioner, der har med isotopmålinger at gøre i Grønland og på Antarktis. Dansgaard bliver førende på sit felt i verden, til ærgrelse for både amerikanerne og franskmændene. Dette betyder også, at han bliver brugt i diplomatiets tjeneste, som da der kort efter hjemmestyrets indførelse i 1979 bliver skudt efter 2 amerikanske videnskabsmænd. En grønlænder har besøgt Washington for at få amerikanerne til at forstå, at det der foregår i Grønland, skal refereres direkte til grønlænderne. Rigsfællesskab eller ej.
Selv har Dansgaard den meget almindelige mening, at hvis grønlænderne vil skabe deres helt eget land alene, så ønsker han dem lykke på rejsen, samtidig med at han ikke tror at et samfund både kan være et højtudviklet industrielt samfund og et fangersamfund, af den simple grund, at det er man for få mennesker til. Ifølge Dansgaard er det kun 10.000 mennesker, der kan leve af fangsten, og han ved, hvad han taler om fordi han om nogen kan gætte på, om torsken vender tilbage til Grønland. De mange kilometer is han har trukket op af indlandsisen fortæller en masse om Jordens klima igennem 100.000 år, og her er noget af det mest spændende, den viden, man har fået om, at istider er noget, der kommer langsomt, men at Jorden inden for kun en menneskealder alligevel kan udsættes for gevaldige temperatursvingninger.
I sidste kapitel vender Dansgaard tilbage til Godhavn, hvor hans livs eventyr begyndte. Man fornemmer, at Dansgaard som statsansat ved universitet er blevet pensioneret alt for tidligt, når han fortæller, at det nu er andre og yngre kolleger, der bliver afhentet af stationslederen på Heliporten i Godhavn. Og hvor han resigneret bemærker, at havde han ingen steder at være, kunne han da stadig sove i sin sovepose under åben himmel.

*Willi Dansgaard: Grønland i istid og nutid. 260 sider. Rigt illustreret. 298 kr. Rhodos i samarbejde med Dansk Polar Center

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her