Læsetid: 4 min.

’Vi vil ikke ha’ dem’

31. august 2000

Rygterne om tyvagtige asylansøgere, der skræmmer de tyske turister væk, løber stærkt mellem iskiosker og cafeer i Marielyst

Bartenderen på Restaurant Larsens Plads i Marielyst har allerede haft sit første møde med i hvert fald én af beboerne på det midlertidige asylcenter, der blev taget i brug på Marielyst Feriecenter i lørdags. Men han kan godt have mødt flere allerede, for som han siger: »Det er jo svært at se, om de er turister eller asylansøgere.«
Anderledes ser man på sagen i Sydfalster Kommunes økonomiudvalg, der tirsdag énstemmigt besluttede at nedlægge forbud mod brugen af feriecentret som asylcenter. Udlændingestyrelsen fik – i et brev afsendt onsdag – otte dage til at tømme centret for de foreløbig op mod 200 asylansøgere, der er flyttet ind på centret.
Kommunen og de lokale beboere kan tilsyneladende sagtens se forskel på, om der bor asylansøgere eller turister.
En ældre dame, som Information møder foran Spar-købmandsforretningen lige over for feriecentret, siger om asylansøgerne:
»Vi vil ikke have dem her. De ødelægger hele området. Og de skræmmer de andre beboere væk.«
For nogle år siden var der indkvarteret asylansøgere på det daværende Hotel Ivanna i Marielyst. Det har de lokale ikke glemt. En kvinde kalder de daværende asylansøgere tyvagtige, men tilføjer straks at det er »andenhåndsviden«. I øvrigt oplyser hun, at hotellet efterfølgende var nødt til at skifte navn til Hotel Marielyst Strand – og alligevel har haft svært ved at komme på fode igen.

Tysker sprang fra
Kvinden kan også fortælle, at den første tyske turist allerede har sagt nej til at leje sommerhus i Marielyst, fordi der nu skal være asylcenter.
Ekspedienten i bagerforretningen vil slet ikke tale med pressen og fortæller, inden hun sender Informations udsendte væk, at et tv-hold tirsdag i tre timer forgæves forsøgte at få nogen til at tale til kameraet.
Borgmester Hans Aage Pedersen (K) afviser, at der skulle spille andre overvejelser ind i kommunens beslutning end dem, der har med lokalplanen at gøre. Historien om de tyvagtige asylansøgere på Hotel Ivanna »kender han ikke til«. »Jeg kan ikke huske det. Det er mange år siden,« siger Hans Aage Pedersen, som Information fangede på mobiltelefonen ved golfbanens 15. hul.
Hensynet til lokalplanen vejer også tungt for byrådsmedlem Birgit Hansen (K), der som ejer af den helårsåbne købmandsforretning over for feriecentret kunne tjene gode penge på asylansøgerne i vinterhalvåret:
»Vores lokalplan siger, at der skal udlejes til ferieformål, så det henstiller vi til Dansk Folkeferie. Og det må de rette sig efter. Alt andet ville virke helt urimeligt på alle dem, der gerne ville bo i deres sommerhus,« siger Birgit Hansen.

Negativ modtagelse
Henning Kristensen er »opstartsleder« af det midlertidige asylcenter. Han har før været med til at starte to andre Røde Kors-asylcentre og har aldrig oplevet en så negativ modtagelse som den i Sydfalster Kommune:
»Alle andre steder bliver vi taget imod af borgmesteren, der byder pænt velkommen,« siger Henning Kristensen.
De nye beboere i de blå feriehuse kommer fra Jugoslavien, Kina og Latinamerika. Det er overvejende familier med børn. Der er kun få af de enlige mænd, som efter de hidtidige erfaringer især kan skabe problemer på asylcentre.
I disse dage har feriecentrets nye beboere travlt med at indrette sig i træhusene mellem fyrretræerne.
»De nyder det jo. Der er kæmpe forskel på at bo her og i et normalt asylcenter eller i en barakby,« siger Henning Kristensen.
En familiefar, Zoran fra Jugoslavien, vil ikke have sit efternavn i avisen. Han er i det hele taget ikke meget for at udtale sig til medierne, som han har dårlige erfaringer med:
»Vi er bange for at blive betragtet som kriminelle allesammen. Det er sådan, pressen skriver om os,« siger Zoran.

Soveby
I dagtimerne ville asylansøgerne – hvis de fik lov at blive – ikke komme til at sætte deres præg på det fredelige Marielyst, hvor isboder, cafeer og sommerhusudlejningskontorer ligger side om side langs hovedgaden. Ifølge planen skal alle børnene gå i skole i Nykøbing Falster. Og de fleste voksne har taget imod tilbud om danskundervisning i byen.
»Det bliver en soveby, hvor alle tager af sted med bussen om morgenen og kommer hjem om aftenen igen,« fortæller Røde Kors-leder Henning Kristensen.
Foreløbig har kommunen med lokalplanen i hånden nedlagt forbud mod anvendelsen af feriecentret som midlertidigt asylcenter. Hvis ikke asylansøgerne er ude inden otte dage, truer kommunen med daglige tvangsbøder og politianmeldelse.
Udlændingestyrelsen, hvor kontorchef Anders Møller onsdag ikke ville udtale sig om sagen, før »man har haft tid til at overveje situationen«, har så mulighed for at klage til Naturklagenævnet over kommunens afgørelse.
Om klagen skal have opsættende virkning, og asylansøgerne kan blive boende, mens nævnet arbejder – det bestemmer Naturklagenævnet.
Umiddelbart vejer lokalplanens bestemmelser tungt i den slags sager, så Sydfalster Kommune har bestemt ikke nogen dårlig sag.

Sagen fra Jebjerg
Ikke desto mindre har Naturklagenævnet tidligere taget hensyn til behovet for at skaffe indkvartering til asylansøgere.
I 1993 traf nævnet en afgørelse, der tillod et asylcenter i landsbyen Jebjerg i Langå Kommune, selv om det nye asylcenter lå i landzone. Nævnet henviste til »den ekstraordinære situation« med vanskeligheder med at indkvartere asylansøgere og konstaterede, at planlovens bestemmelser om landzone ikke var til hinder for et asylcenter i landsbyen.
Det er i øvrigt ikke første gang, at asylansøgere indkvarteres i et af Dansk Folkeferies feriecentre. Centret på halvøen Løjtland nordøst for Aabenraa, har i flere omgange været brugt som asylcenter. Området på Løjtland er – ligesom området i Marielyst – udlagt til ferieformål.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her