Læsetid: 3 min.

Hvor der er håb, er der liv

28. august 2000

Bog dokumenterer, hvordan patienter og professionelle reagerer på livstruende sygdom

Ny bog
Kroppen og sindet er i intim vekselvirkning på mange niveauer. Når vi får en livstruende, fysisk sygdom – eller når vi får meddelelsen om, at sygdommen er livstruende – reagerer vi med voldsomme indre stormvejr.
Hvordan disse stormvejr ser ud, og hvad vi kan gøre for at bearbejde dem, er emnet for den artikelsamling, journalisten Kari Ronge har redigeret og kommenteret. Artiklerne er skrevet af en række patienter og professionelle fra mange faggrupper.
En af de mest gribende historier er skrevet af Tove B. Gulbrandsen, en 56-årig kvinde, der havde været i kemoterapi i ni måneder, da denne samtale finder sted med en læge, der nok har rekorden i menneskelig afstumpethed: »Du har en sjælden kræftsygdom. Chancerne for at blive rask er så små, at vi helt kan se bort fra dem.«
»Lægen sagde det nærmest ligegyldigt efter at have bladret i mine papirer. Jeg forsikrede ham om, at jeg følte mig stærk og i fin form og fortalte om alt, hvad jeg havde gjort i håb om at blive rask.«

Håbet
Tove Gulbrandsen havde gået på Oslo Kreativitetscenter, der blev ledet af Kaja Finne, der også bidragyder til
bogen:
»Jeg lærte, at vi er, hvad vi tænker. Positive tanker giver livsglæde og energi. Fortvivlelse og håbløshed virker modsat.« Gulbrandsen mediterede og visualiserede, spiste sundt med mange vitaminer og mineraler, motionerede og tog urtemedicin.
Lægen svarede:
»Om patienten beder til Gud eller en grøntsag, er helt uinteressant for os ... Vi giver realistisk information her på sygehuset.«
»Men skal I ikke passe på, at I ikke tager håbet fra patienterne,« fik jeg omsider sagt. »Det gør vi ikke,« svarede lægen.
Her står et af de centrale debatemner i bogen: Den etablerede lægevidenskab over for alternative tilgange. En af de spændende ting ved bogen er, at også de fleste lægelige bidragydere har et åbent blik for, at en kropslig sygdom ikke bare angår kroppen.
Lederen af Kreativitetscentret, Kaja Finne, taler om sit selvhjælpsarbejde ud fra en række M-ord: maleri, mad, meditation, motion, morskab, massage og musik.
Lægen Arnfinn Engeset har ikke det fjerneste til overs for M’erne eller alternativ behandling i det hele taget.
De alternative behandlere mangler viden om sygdommens årsager, symptomer og forløb. De kan ikke lave de undersøgelser, der sikrer en ordentlig diagnose. De har en ukritisk holdning til deres egne behandlingsmetoder, og det hele bygger mere eller mindre på placebo, ønsketænkning.
Jon Bjartnes peger på, at alternativ behandling sigter mod at mobilisere klientens egne helbredende evner.
»I stedet for en prognose for, hvordan det vil gå, vil de fleste alternative behandlere prøve at give dig håb ... Ideen om, at mennesket kan helbrede sig selv, ligger til grund for al alternativ behandling. Så længe du lever, har du selvhelbredende evner.« Det er jo kønne, ofte hørte ord, men de ville næppe bide på Arnfinn Engeset eller Gulbrandsens afstumpede læge.
Der er bedre argumenter at finde hos Stig Bruset, der både er læge og naturmediciner. »Vi lever i en tid, hvor moderne medicin er blevet, hvad jeg vil kalde afsjælet,« siger han og peger på, at tanker, følelser, adfærd og ånd vekselvirker med nervesystemets opbygning og funktion, kroppens hormoner og immunforsvaret. Solide videnskabelige forskningsområder, der i de seneste årtier er ved at blive samarbejdet til et overordnet system efter at have været specialer, der intet kendte til hinanden.

Afgørende faktor
Psykiateren Jon Skarstein peger på, at »forskningen har de sidste år understreget, at psykiske belastninger kan medføre øget risiko for udvikling af legemlige sygdomme.« Og han betoner som så mange andre af bogens bidragydere, at håbet er en afgørende faktor. Derfor opstiller han følgende lille rækkefølge: God information og åbenhed giver øget tryghed. Øget tryghed gør det lettere at tale med sine nærmeste. Støtte fra omgivelserne mindsker ensomhedsfølelse og desperation.«
Bogens hovedakse, især i patienternes beretninger, går mellem håb, livsmod og evne til at finde alternative værdier på den ene side – og på den anden side angst, fortvivlelse og en alt-eller-intet-holdning, der efter sygdommen ikke mere kan opretholdes.
En debatbog der bygger bro mellem lægevidenskab og alternativ behandling og viser, at selv om levetiden er blevet stærkt begrænset efter meddelelsen om den livstruende sygdom, er der endnu meget liv at leve.

*Kari Ronge: Mit liv – mit håb. Når man rammes af livstruende sygdom eller kommer alvorligt til skade. Oversat af Nanna Gyldenkærne, bearbejdet af Ivar Østergaard. 284 s., 278 kr. Høst & Søn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her