Læsetid: 2 min.

Herlig én - sommernat ...

14. august 2000

Korte fornøjelser fra sommerens skakturneringer

Skak
Ældre læsere vil måske mindes Osvald Helmuth-visen om manden, der var fast abonnent på Det kongelige Teater og derfor så syngespillet Elverhøj cirka tredive gange hver sæson. "Navnlig en af sangene," kvad Osvald,
"syn's jeg er så køn og from, det er 'herlig 'n sommernat' - så den har jeg lavet om! Når jeg nu synger den, er't på denne her manér: Herlig én - sommernat, men så heller ikke mer'."
Hvorefter der fulgte en masse mere eller mindre aktuelle vers, der kunne knyttes til omkvædet. For eksempel blev Osvald - til Kinsey-rapporten! - udspurgt om sit sexliv og svarede: "Tag en blyant og notér: Herlig én - sommernat, men så heller ikke mer'."
De korte fornøjelser er også i skaklivet et kendt fænomen.
Se blot det følgende aktuelle partieksempel fra en turnering i det skønne Sydtyrol (der som bekendt ligger i Norditalien) - tyskeren Trabert har hvid mod italieneren Gatterer:
1.e4 e6 2.d4 d5 - fransk er normalt en solid åbning, men her oplever vi en undtagelse - 3.Sd2 dxe4 4.Sxe4 Sf6 5.Sxf6+ Dxf6 6.Sf3 h6 ...
Han vil (ironisk nok, set i bakspejlet) gardere sig mod, at der sker noget slemt på feltet g5.
7.Ld3, Le7 8.0-0, 0-0 9.De2 Ld6? - hvorfor denne løber partout skal luftes igen, står hen i det uvisse - 10.De4 Df5 11.Dh4! Df6 ...
Og så er denne franske omgang ikke længere: 12.Lg5!
Sort bliver sat mat på h7, hvis han slår løberen. Osvald-visen havde for øvrigt et vers om en mand, der kom til Paris for at prøve det frække franske. Han stak portieren en plovmand, men kunne kun nå at få "næsen under dynens fjer ... herlig én - sommernat ... men så heller ikke mer'!"
Og apropos Paris, så er det næste parti fra årets åbne parisermesterskab. Den teknisk velfunderede Igor Glek, der delte førstepladsen med elleve (!) andre stormestre, har hvid mod Szabolcsi fra Ungarn:
1.e4 c6 2.d4 d5 3.exd5 cxd5 4.c4 - Panov-angrebet i Caro-Kann - Sf6 5.Sc3 g6 6.cxd5 Sxd5 7.Lc4 Sb6 8.Lb3 Lg7 9.Sf3 Sc6?! 10.d5 Sa5 11.0-0 0-0 12.Te1 Sxb3 13.axb3 e6?! - (her var Te8 bestemt at foretrække) - 14.d6! - viser sig snart at være sømmet i ligkisten - Ld7 15.Lg5 f6 16.Le3 Sc8 17.Lc5 b6? 18.La3 Te8 ...
Og Glek har en lille fiks pointe:
19.Sd5!
Denne springer kan ikke slås, da 20.Dxd5 jo koster Ta8. Og da sorts stilling i forvejen var temmelig uappetitlig, opgav han videre kamp. Om Szablocsis spil i dette parti kan det siges, at han var smækfuld af idé'r - herlig én ... sommernat, men så heller ikke mer'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu