Læsetid: 4 min.

Himlens udenrigspolitik

7. august 2000

Som politisk kraft er pavemagten svækket af spændet mellem sine magtinteresser og sine fromme mål

Danmark har været katolsk længere end protestantisk. Under Romer-kirken var vi fra Harald Blåtands dåb i 967 til Reformationen i 1536, ialt 571 år. Vor protestantiske æra omfatter indtil videre kun 464 år.
Den katolske menighed i landet passer stilfærdigt sig selv, og der er i offentligheden ikke nogen videre interesse for den religionsorden, der er en væsentlig del af vor egen fortid og af klodens nutid. Katolicismen er med sin milliardstore dyrkerkreds verdens største trossamfund, og paver spiller - skiftende med embedsindehavernes talenter og globale problemstillinger - en rolle, ikke bare som åndelige vejledere, men også lejlighedsvis som politiske kurssættere. Det østeuropæiske opbrud, der endte med at rive Sovjetimperiet i stumper, begyndte i Polen, og havde næppe fået sin kraft uden valget af en polsk pave i 1978.
Pavedømmet er en forunderlig institution - 'verdens længst fungerende virksomhed' - med faste organisatoriske rammer allerede fra 300-tallet.

Fange i Vatikanet
Fra 700-tallet var pavedømmet ikke bare spirituelt; det var også et betydeligt, omend skiftende statsligt territorium i Italien, en status, det bevarede frem til Italiens forening i 1870. Vatikanstaten fandt først sin nuværende anerkendte bitteby-form med Mussolinis 1929-aftale med pave Pius 11. I den mellemliggende periode havde paverne i vrede levet som "fanger i Vatikanet".
Om en af disse paver "i fangenskab" handler bogen Den ukendte pave. Personen er Benedikt 15, en lærd, kejtet og indadvendt italiener, der kun kom til at udøve pavemagten i syv år, fra 1914 til 1922.
Til gengæld var det syv væsentlige år i verdenshistorien: De omfattede Første Verdenskrig og de umiddelbare efterkrigsårs sociale opbrud og fremkomsten af den italienske fascisme.
Pavens valg skyldtes netop den verdenskrig, der lige var brudt ud. Det ville være uklogt af kardinalerne at vælge en kandidat, der havde stærke sympatier i konflikten, og sådanne havde Benedikt ikke udtrykt.
Hovedparten af Benedikts indsats som pave blev at appellere til de krigsførende om at bringe blodsudgydelserne til ophør.
Det fordrede, at paven fremstod som en uvildig mægler. Men her belyser bogen, hvorledes den katolske kirkes ideelle mål tit er i synlig konflikt med dens institutionelle magtinteresser. Paven og hans hof havde en betydelig sympati for det krigsførende Østrig-Ungarn, fordi det var den sidste tilbageværende "katolske stormagt i Europa."
Modsat så pavestolen med ængstelse på Rusland, fordi den frygtede, at Rusland ville benytte en sejr til at skyde den russisk ortodokse-kirkes patriark frem som konkurrent på Balkan. Med Frankrig var de diplomatiske relationer på frysepunktet efter de forudgående årtiers strid mellem kirke og stat i landet - hvor Benedikts forgængere med usvigelig sikkerhed var havnet på den yderste højrereaktions side.

Råderum mistet
Pavemagten havde på den italienske hjemmefront et vist råderum til at udfolde sig, så længe Italien forblev neutralt i krigen. Men i 1915 sprang landet fra sin hidtidige tilknytning til Tyskland og Østrig-Ungarn og sluttede sig som aktivt krigsførende til modparten. De italienske politikere håbede, at krigen ville hærde den skrøbelige nationale samling - og at Østrig kunne fravristes sine norditalienske besiddelser. Det andet håb kom til at holde stik, men ikke det første. Krigen blev en national katastrofe, og pavemagten måtte vogte sig for handlinger, der kunne udlægges som landssvigeriske.
Heller ikke USA's indtræden i krigen magtede pavestolen at forhindre, trods landets stærke katolske mindretal. I august 1917 tog Benedikt sit mest ambitiøse fredsinitiativ, sin fredsnote i seks punkter. Han mente, at de stridende magter nu var ved at forbløde til fornuft. Men nej: Den ene side var opmuntret over USA's indtræden, og den anden over Zar-styrets fald i Rusland. Hertil kom, at USA's præsident Wilson så sig selv som den spirituelle kraft, der skulle bringe freden - og ikke ønskede sig overgået af nogen pave.
Bemærkelsesværdigt var det dog, at Benedikts seks punkter dukkede næsten ordret op som elementer i den '14-punkts-fredsplan', som Wilson offentliggjorde fem måneder senere - og som endte med at blive det grundlag, som Tyskland søgte våbenhvile på. I større ubemærkethed havde paven ydet en stor indsats for krigens mange fangne og fordrevne og brugt så store midler på humanitær hjælp, at det var ved at slå bunden ud af Vatikanets kasse.
Samlet kom Benedikts virke til at betyde, at der efter krigen stod større international respekt om pavedømmet end forud. Men i de følgende års sociale opløsning af Italien havde kirken for mange egeninteresser og for stor socialistforskrækkelse til at kunne stå som samlende kraft mod Mussolinis og fascismens magtovertagelse, der blev en kendsgerning kort efter Benedikts død. Bogen vurderer, at heller ikke her ville den fredselskende Benedikt have formået at sætte sig ud over sit embedes indbyggede modsætninger og begrænsninger.

Pavelig almagt og afmagt
*John F. Pollard: The Unknown Pope - Benedict XV (1914-1922) and the Pursuit of Peace.
240 s. 17 britiske pund. Geoffrey Chapman. London.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu