Læsetid: 4 min.

Hiphophadere kan starte her

21. august 2000

Det tidligere Fugees-medlem Wyclef Jean er ude med endnu et soloalbum, hvor han gør op med såvel tekstlige som musikalske hiphopstereotyper

Ny cd
Det er altid sært at bevidne en succesfuld kunstner give den som martyr, men sådan lægger hiphopkunstneren Wyclef Jean ud på sit nyeste album med den pudsige titel, The Ecleftic - 2 Sides II The Book. På åbningsnummeret "Where Fugees At" jamres og klages der over, at han ikke kan slippe for arven efter trio-en Fugees, som med albummet The Score i 1996 udsendte det til dato bedstsælgende hiphopalbum overhovedet.
Det kunne få være, hvad det var, hvis ikke han benyttede lejligheden til at fyre et par bredsider af mod sine tidligere partnere, rapperen Pras og rapperen og sangerinden Lauryn Hill - sidstnævnte fulgte Fugees-bedriften op med det mindst lige så vellykkede The Miseducation of Lauryn Hill, en af halvfemsernes bedste plader, uanset genre.
Grunden til, at det skurrer, er, at Wyclef Jean er en af hiphoppens store humanistiske talsmænd, og at han på sit første soloalbum - det her i Europa skammeligt oversete The Carnival - i 1998 præsenterede en musikalsk palette, der var usigeligt mere interessant end det meste af den ultrakommercielle metervare, man er vant til fra den kant. Da Wyclef er bådflygtning fra Haiti lå der en åbenlys caribisk påvirkning over albummet, mens den akustiske guitar spillede en fremtrædende rolle, en sjældenhed i hiphopsammenhæng.

Stolt selvbevidsthed
Og endelig prægedes tekster og præsentation af en forsonlig og konstruktiv tone, som - uden at tage blikket fra de uhørt mange tilbageskridt og problemer USA's afroamerikanske befolkning står overfor - antydede, at der måske findes måder, hvorpå elendigheden i de amerikanske byer kunne bekæmpes, uden at det hele behøvede at handle om crack, prostitution, alfonseri og væbnede røverier. Samtidig med at etnisk variation blev besunget og fremhævet som inspirationskilde og næring.
The Carnival stod fadder til et par hits i form af opdateringen af folkeklassikeren "Guantanamera" og den gribende ballade, "Gone 'Til November", hvor ingen ringere end Bob Dylan medvirkede i videoen! Når albummet samtidig solgte til platin i USA, skulle man ikke mene, at Wyclef havde noget at brokke sig over på det professionelle plan.
Men rigtigt er det, at Lauryn Hill er blevet et populærmusikalsk ikon, mens de færreste nok ved, hvordan Wyclef Jean ser ud, men er man ikke lige involveret i fejden mellem de tidligere samarbejdspartnere forekommer konflikten latterlig, og "Where Fugees At"-skæringen må - trods et godt grundspor - henvises til kirkegården for personlige forurettelser.
Den gode nyhed er så, at når man så kommer forbi den, åbenbarer Wyclef Jeans alsidige og altfavnende geni sig endnu engang i al sin vælde. Albummets titel - The Ecleftic - er en sammensmeltning af begrebet eklekticisme og kunstnerens fornavn, hvilket vidner om den stolte selvbevidsthed, der også er på spil her; Wyclef Jean er udmærket klar over, at han følger spor, man ikke normalt finder på hiphoppens landkort, og da hiphoppen trods - eller måske på grund af - sine Tarzan-attituder har udviklet sig til et noget ortodokst felt, vil et udspil som The Ecleftic næppe blive modtaget med større entusiasme af miljøets puritanere.
Til gengæld tilhører Wyclef Jean den håndfuld hiphopkunstnere, man tør anbefale folk, der normalt ikke kan se kvaliteter i hiphoppen. Han er som pladekunstner et vindende bekendtskab, der forener en række vidtspændende stilgreb til et indbydende, svingende og melodisk overbevisende hele. At der ind i mellem slås nogle skæve, er næsten uundgåeligt, når feltet er så åbent, som tilfældet er - og man må snarere forbløffes over, hvor få svipsere der egentlig er.
På The Ecleftic finder man elementer af rock, ska, country, gangstarap, folk, reggae og R&B - altsammen serveret på en solid hiphopbund. Hverken som rapper eller sanger hører Wyclef til blandt de ypperste, men han formår at få det maksimale ud af sit talent. Og med gæstestjerner som Mary J. Blige, Youssou N'Dour og Earth, Wind & Fire er der musikalsk set højt til loftet.
Hvad enten han giver den som Bob Marley - med hvem han besidder en vis stemmelighed - på den intense "911" eller hylder Pink Floyd (!) på "Wish You Were Here", om han går i rette med gangstarap-mentaliteten på "Thug Angels" eller revser politiet i New York på elegeien over nedskydningen af Amadou Diallo i "Diallo", bæres udtrykket frem af musikalitet, indignation, ømhed og vingefang.
Wyclef Jean er en ener på hiphopscenen, og han besidder en original og dybfølt vision, som han uden slinger forfølger. Alene det gør The Ecleftic værd at høre.

*Wyclef Jean: The Ecleftic - 2 Sides II The Book (Ruffhouse/Sony) Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her