Læsetid: 4 min.

Højskoler uden tillid

7. august 2000

Tilliden mellem staten og højskolerne har lidt et alvorligt knæk. En deling af højskolerne kan være den eneste løsning, hvis tilliden skal genoprettes

Rundt om på landets højskoler bliver posten modtaget med ekstra spænding i disse dage. Tiden er nemlig kommet, hvor mange af de lukningstruede højskoler kan få nådesstødet, hvis ikke der er nok tilmeldinger til det lange efterårskursus. I forvejen har sommeren været hård for mange af landets 95 højskoler, hvor kurser på grund af svigtende tilmelding enten er blevet aflyst eller kun med nød og næppe er blevet realiseret.
Der er tale om én altoverskyggende årsag til højskolernes økonomiske krise: På 20 år er antallet af unge mellem 17 og 24 faldet med 30 procent. Og faldet vil fortsætte indtil 2005, hvor senfirsernes babyboom så småt vil begynde at slå igennem.
Ligesom de fleste andre uddannelser er højskolerne omfattet af taxametersystemet, der betyder, at jo færrere elever, der søger på højskole, des færrere penge er der til at betale regningerne.
Men at kalde den nuværende krise i højskolebevægelsen for en økonomisk krise, er kun halvdelen af sandheden. En langt mere fundamental og ideologisk krise har de sidste cirka 10 år præget højskolebevægelsen, hvilket den verserende sag om eksaminer på højskolen blot er det sidste eksempel på.

Højskolebevægelsen har gennem hele sin 150 år lange historie været præget af indædte diskussioner og rødglødende skænderier om, hvad der egentlig er rigtig højskole. Med en uddannelsesform, der er defineret ud fra sit fravær af formaliseret kompetence, kan det ikke være anderledes, og det har hidtil været højskolernes styrke, at de internt har diskuteret, så det bragede, mens samfundet har stået på sidelinien og haft tillid til, at det nok skulle gå alt sammen.
Men med Tvind-sagen fik Undervisningsministeriets pibe en anden lyd. Man havde fået nok i ministeriet. Tvindskolerne havde presset højskoleloven til det utålelige. Og konsekvensen udeblev ikke: Den mere end hundrede år gamle ministerielle tillid til højskolebevægelsen led et alvorligt knæk.
Resultatet blev den i højskolekredse forhadte Tvindlov, der satte landets højskoler under et opsyn, man ikke tidligere har kendt til, og som for alvor har gjort livet surt for det administrative personale på landets højskoler.
Mange af landets højskoler kan berette om absurde situationer, hvor Tvindloven har virket langt fra den oprindelige hensigt - at få stoppet tvindskolernes udnyttelse af højskoleloven.
For eksempel virkede det mod hensigten, da Gerlev Idrætshøjskole udbød en friluftslinje, der indebar, at eleverne skulle overnatte én dag om ugen i det fri. Som følge af de nye, stramme regler blev det til for mange overnatninger uden for højskolens areal, og højskolen måtte tilbagebetale 120.000 kroner i bevilget støtte.

Et af den nuværende undervisningsminister Margrethe Vestager nedsat højskoleudvalg har forsøgt at rydde op i de mange særbetingelser, som højskoleloven indeholder efter Tvindloven. Men selv om det ikke er lykkedes, har højskolerne efterhånden lært at leve med den daglige irritation og frustration, som er opstået oven på Tvindloven.
For som alle i højskolebevægelsen godt ved, men ikke særlig mange taler offentligt om, så var Tvindsagen kun et symptom på et mere grundlæggende problem, højskolerne har kæmpet med i mange år, nemlig at en række skoler under højskoleloven ikke er højskoler.
Fra sin begyndelse har højsko-lebevægelsen fået hæftet alt muligt på sig: Købmandshøjskoler, sygeplejehøjskoler og andelshøjskoler for at plukke lidt i historien, til vor tids højskole for bevidsthedsudvikling, Diakonhøjskoler og IT-højskoler.

Der er således ikke noget nyt i, at højskolebevægelsen har favnet bredt. Det har tværtimod i alle årene været en af dens store styrker.
Problemet opstår, når specialhøjskolerne presser lovgivningen til det yderste; Når de i grunden ikke er interesseret i at bedrive højskole, men i langt højere grad ønsker at bedrive en form for skolevirksomhed, der ikke eksisterer nogen lovgivning for.
Den europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft er et glimrende eksempel på en højskole, der nærmere er et akademi. Hvis der fandtes en særlig akademilov, ville filmhøjskolen være landet på sin rette hylde. Men der findes kun én lovgivning, filmhøjskolen kan passes ind under, nemlig den mest liberale af alle skolelove: Folkehøjskoleloven.
Eksempler på højskoler, der ligger i udkanten af højskoleloven er der mange af. Og der skal laves en del knibeøvelser, når disse skoler på ordre fra undervisningsministeren skal formulere deres værdigrundlag i henhold til folkehøjskolelovens krav om almen dannelse og folkeoplysning.

Den nuværende situation synes at være uholdbar. På den ene side står der en række specialiserede skoler under højskoleloven. Skoler, der typisk ønsker at være en del af det kompetencegivende uddannelsessystem. Det bliver de imidlertid forhindret i af den anden gruppe af højskoler, der ønsker at holde fast i de grundtvigianske idealer.
Disse højskoler har i den forløbne uge raslet med sablerne og truet med at forlade Folkehøjskolernes Forening, hvis ikke de specialiserede skoler standsede al snak om eksaminer eller andet meritgivende.
Det kan imidlertid ikke nytte noget, hvis højskolerne på denne måde bekriger hinanden. Der er tværtimod brug for en ideologisk samling i højskolebevægelsen.
Ellers er det umuligt at genopbygged et tillidsforhold mellem staten og højskolerne, der røg som følge af Tvindsagen.
Spørgsmålet er, om ikke den ideologiske samling opnås bedst ved, at højskolebevægelsen deles op. Som situationen er nu giver højskolebevægelsen staten flere og flere gode argumenter på hånden til at lave yderliger indskrækninger. I længden er det dræbende for højskoleidéen med de nuværende vilkår, da de giver nye argumenter til den socialdemokratiske klapjagt på højskolerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu