Læsetid: 12 min.

Høkerske i Hejnsvig

11. august 2000

Anna Terp blev født fire år efter, at kvinder fik adgang til universitetet. Hvilket var fuldstændigt ligegyldigt. Kvinderne i hendes sociale lag arbejdede i mosen, i roerne, i hjemmet

A tø's du æ puskit i di' hur," sagde hun og omfavnede mit ansigt med begge hænder, mens rynkerne i hendes ansigt formede sig til et smil.
Jeg forstod, min oldemor syntes, jeg trængte til at blive vasket. Men meget andet af hendes ravjyske forstod jeg ikke, hun måtte "snakke fint" for at gøre sig forståelig over for københavnerbarnet, der var på sommerferie i Hejnsvig.
Oldemor hed Anna Terp og døde i 1972 som sognets ældste efter et slidsomt arbejdsliv. Hun efterlod sig sig 11. 456 kroner og 87 øre. Da begravelsesudgifterne var betalt blev resten - 6.605 kroner og 88 ører blev delt mellem hendes tre børn, som overlevede hende og hendes børnebørn. Min mor arvede 412 kroner og 86 ører.
På det tidspunkt var jeg 15 år. Derfor husker jeg hende så tydeligt. En lillebitte kvinde i blå kjole med små blomster og hvid pyntekrave, en tynd grå fletning snoet til snegl i nakken og fæstnet med hårnåle. Hængende løst ned nåede fletningen hende til livet. Nu ligger hendes runde hornbriller med det ene glas knust i min skuffe for ubrugelige, uudsmidelige ting. Sammen med metervis af sirligt hæklede mellemværk, som hun begavede de ugifte kvinder og unge piger i familien med. To til fødselsdage og to til jul.
De er aldrig blevet syet ind i pude- og dynevår og stablet som brudeudstyr, som det egentlig var deres mening. Da jeg kom i den alder, hvor drenge blev interessante, var det blevet en åbenlys bedre fremtidsinvestering at bruge tiden på at læse bøger fremfor at sy brudeudstyr.
Sådan var det ikke, da Anna blev født i 1879 i Hjels ved Kolding, hvor hendes far var teglværksbestyrer. Godt nok havde kvinder fire år tidligere fået adgang til Københavns Universitet - men det var fuldstændigt ligegyldigt for Anna og de næste kvindegenerationer i hendes sociale lag. Først et århundrede senere skred jeg, som den første i familien, ud af arbejderklassen og ind gennem den akademiske perleport.
Fra runde fødselsdagsportætter i jyske dagblade ved jeg, at Anna kom ud at tjene efter at have gået syv år i skole. Min mors farbror Peter, som nu nærmer sig de 90 år, beskriver malende "den stråtækte", som indrettede skoledagen efter, at børnene skulle yde et stykke arbejde på gårdene. Selv kom han ud at tjene som hjordedreng som tiårig - hvilket, hans ældre søskende syntes, var pylret sent. "Vi lærte ingenting i skolen, vi kom for sent i seng og for tidligt op og faldt i søvn på skolebænken. Al min forstand fik jeg, da jeg kom på Børkop Højskole," fortæller Peter de yngre generationer med en indignation, et århundrede ikke har kunnet slide ned.
Anna kom ud at tjene på en nærliggende gård, og som 17-årig tog hun til Fjelstrup i Sønderjylland, hvor hun i tre et halvt år var i huset hos en onkel. Et helt almindeligt pigeliv dengang, da tyendet pr. lov var forpligtet til at opbevare en skudsmålsbog, hvori husbond skrev karakterer ved slutningen af ansættelsesforholdet.
Husbond havde ret til at prygle sit kvindelige tyende ind til deres 16. år, sit mandlige indtil deres 18. år. Uanset alder og køn havde tyendet ingen stemmeret. Mine bedsteforældre har tjent under de betingelser, fordi loven gjaldt helt frem til 1921.
Hvordan Anna og Mathias Terp mødte hinanden, melder historien intet om, men de giftede sig i år 1900, da Anna var 21 år. Efter datidens normer var Anna en ung brud. Den gennemsnitlige giftealder for kvinder født omkring år 1880 var 25-26, fordi ægtemanden, der ligesom i dag var nogle år ældre, skulle nå etablere sig, så han kunne forsørge en familie. Det almindelige var altså, at unge piger og kvinder arbejdede og forsørgede sig selv i syv, ti, fjorten år, før de blev gift.
Masser af kvinder forsørgede dog sig selv gennem hele livet. I Annas første 35 leveår var der et kæmpe overskud af kvinder, fordi mange mænd søgte lykken - eller bare en indkomst til at blive mæt af - på den anden side af Atlanterhavet. Blandt andet derfor blev hver sjette kvinde - 16 procent - aldrig gift.
Udvandringen til Amerika fortsatte i ret højt leje indtil udbruddet af Første Verdenskrig. Min farmors årgang 1900 var ude i samme hårde konkurrence om ægtemændene - 15 procent af dem forblev ugifte. Først i generationerne født efter 1914-20 var giftechancerne nogenlunde ens for danske mænd og kvinder.

Jeg ved, hvad Anna sagde ja til på sin bryllupsdag. I det vielsesritual, som blev indført i 1897, understregede præsten over for bruden, at manden var kvindens hoved:
"Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, så også de mænd, der ikke vil adlyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har jeres rene gudfrygtige færd for øje," mens han til brudgommen sagde:
"Ligeledes skal I mænd leve med forstand sammen med jeres hustruer, som med en svagere skabning, og vis dem ære som dem, der også er medarvinger til livets nådegave, for at jeres bønner ikke skal hæmmes."
Det afsnit gled ud af vielsesritualet i 1912, fordi kvindebevægelsen i begyndelsen af århundredet protesterede mod det og truede med at lade sig borgerligt vie.
Omkring århundredeskiftet var den patriarkalske kønsorden så småt begyndt at krakelere under presset af den nye kvindebevægelse og virkelighedens mange selvforsørgende kvinder. I 1880 - et år efter Anna blev født - havde gifte kvinder fået lov til at hæve og administrere deres egen løn. Året før Annas og Mathias bryllup fik gifte kvinder endelig den samme fuldmyndighed som ugifte kvinder over 25 år fik i 1857. Det var et skelsættende år, hvor kvinder også fik arveret på lige fod med mænd (før da arvede kvinder kun halvt så meget som mænd), og ugifte kvinder fik ret til næringsbrev og til at drive forretning. Det kom senere Anna til gode, da hun blev enke.
Anna og Mathias bosatte sig først i landsbyen Fovslet på deres fødeegn, hvor de fik de seks børn i løbet af syv år. Alle deres børn overlevede, hvilket er bemærkelsesværdigt, da omkring 10 procent af børnene dengang døde, inden deres et års fødselsdag. Det syvende barn kom i 1911, da Anna var 32 år. At der ikke kom flere er sådan set mærkeligt. Gifte kvinder på landet fik børn langt op i 40-års alderen.
Familien flyttede til Hejnsvig i det midt-sydjyske i 1907. Den tur på 50 kilometer, som i dag tager mindre end en time ad hovedvej 469, fortalte Anna om til Vejle Amts Folkeblad, da hun fyldte 90 år:
"Jeg glemmer aldrig rejsen hertil. En nabo i Fovslet kørte mig og seks børn til toget. Vi kørte fra Kolding til Holdsted, og det sidste stykke vej til Hejnsvig blev klaret med hestevogn. Det var det meste af et døgns rejse. Min mand var nogle dage i forvejen draget afsted med vore ejendele paa hestevogn til Vesterhede."
Godt 50 år senere blev der taget et herligt billede af hende, storsmilende i fin frakke og passende hat foran tulipanerne i Tivoli. Da havde lyntoget for første gang bragt hende til København for at besøge sin yngste datter. Rejsen blev hendes livs længste.

I fødselsdagsinterviewet fortalte Anna, at hun og hendes mand flyttede til Hejnsvig, fordi der var "en ejendom, der var forfalden og derfor kunne købes for billige penge, men for at klare udkommet maatte der blandt andet tages arbejde i mosen."
Jeg har et billede af min morfars forældres (altså et andet par oldeforældre) gård i Vorbasse et par kilometer fra Hejnsvig. Nogenlunde sådan må Anna og Mathias have boet: En typisk hedebondegård i det sandede område af Jylland, hvor hedebønderne var også efter datidens forhold fattige.
Mathias var landmand, men som så mange andre gik han ud og murede, fortalte Anna Vejle Amts Folkeblad, så hun passede familiens lille bedrift sammen med den børneflok, som i 1911 voksede til syv. De, der måtte tage arbejde i mosen og grave tørv, var Anna og børnene. Mosen har givet familien brød på bordet i flere generationer. Min mormor arbejdede også der, efter hun var blevet gift; det samme gjorde min mor og moster som børn under krigen.
Billedet af den hjemmegående gifte frue, som den tids ideologiske litteratur fremhævede som naturens orden, passer slet ikke på Anna - og i øvrigt heller ikke på de næste kvindegenerationer i min familie.
I sin bog Kvindekøn har historikeren Bente Rosenbeck nogle eksempler på datidens forestillinger om kvindelighed. I 1892 udgav professor Frantz Howitz eksempelvis en oplysningsbog Bidrag til en Sundhedslære for Kvinder.
Hans mission var at få kvinder til at indrette deres og deres døtres liv som "vordende Hustru og Moder," hvilket krævede omhyggelig hensyntagen til de indvendige kvindelige organer:
"Man veed, at en for stor Anstrengelse af Hjernen og Nervesystemet kan have en uheldig Indflydelse paa Udviklingen af de indvendige Organer...," skrev den gode Howitz, og rådede derfor, at piger i syv-otte års alderen højst læste to timer om dagen, stigende til tre fire timer i 9-10 års alderen. I den kritiske fase, når menstruationen var i vente, skulle pigerne helt skånes for læsning.
Seks år senere i 1898 udgav overlæge Johannes Kaarsberg Kvinde-Hygiejne. Hovedpunkter i i sundhedslæren for Kvinder. Menstruationen var bogens omdrejningspunkt. Kaarsberg hævdede godt nok, at menstruation ikke er en sygdom, men den sunde kvinde skulle i de blodfyldte dage dog alligevel overholde visse sundhedsregler, som han selv sammenfattede i ordene: Ro og renlighed. Studier, klaverspil og selskabelighed kunne medføre overanstrengelse ligesom enhver form for fysisk aktivitet, det være sig gymnastik, cykling eller længere gåture.
For kvinder i min generation, der har erfaret, at den bedste kur mod menstruationssmerter er en lang løbe- eller svømmetur, virker Kaarsbergs velmente råd nærmest morsomme. Men der lever stadig kvinder (og mænd), som er opdraget i den ånd.
Rådene blev ikke fulgt af den store klasse af hårdtarbejdende kvinder. Beskrivelserne af den tids landbokvinders menstruationsvaner er alt andet end hygiejniske. Enten dryppede blodet uhindret af underbukser, eller også blev det værste samlet op af strikkede klude.
At kvinderne kombinerede hårdt fysisk arbejde med at få masser af børn fik ikke professorerne til at revidere deres principper. Måske var det vigtigste for den patriarkalske verdensorden da også at holde kvinderne fra bøgerne. Det lykkedes ikke - i 1903 fik piger adgang til gymnasierne.
Den ideologiske fokusering på moderskabet havde imidlertid også gode sine gode sider. I 1901 fik kvindelige industriarbejdere ret til fire ugers barselsorlov og mulighed for offentlig økonomisk støtte. Vel at mærke uden fattighjælpens virkninger, dvs. tilbagebetalingspligt og tab af valgret. Det sidste fik betydning, da kvinder fik kommunal valgret i 1903 og valgbarhed i 1908.
Ved Grundlovens vedtagelse i 1848 - som vi fejrer hvert år 5. juni - var kvinders valgret blevet afvist med, at "overalt erkender man jo saaledes, at Umyndige, Børn, Fruentimmere, Forbrydere ikke bør have Valgret."
Derfor fik Mathias stemmeret til både kommunal- og Folketingsvalg, da han fyldte 25, mens Anna først fik stemmeret til Folketingsvalg i 1915, og stemte første gang til valget i 1919, da hun var fyldt 40 år. Socialdemokratisk som resten af familien, fortæller min moster.
Anna havde derimod ikke forældremyndighed over børnene. Det havde Mathias. I 1908 fik enker forældremyndighed over deres børn. Først i 1922 - da var Anna 43 år og havde syv børn - fik gifte kvinder sideordnet forældremyndighed over børnene i ægteskabet og ret til at komme i betragtning som indehavere af forældremyndigheden ved skilsmisse.
Man kan sige, at lovgiverne tog konsekvensen af den revolutionerende videnskabelig opdagelse fra 1876 - tre år før Annas fødsel - at fostret blev skabt i foreningen af en sædcelle og et æg, og ikke blot var sæd, der voksede sig stort i livmoder-drivhuset. Faderen var dog stadig den eneste værge helt frem til 1957 - et år efter jeg blev født.

I 1924 døde Mathias af sukkersyge, og Anna stod pludselig som 44-årig enke med to ukonfirmerede børn, der skulle forsørges. "Men den energiske og dygtige kvinde tabte ikke modet," skrev Vestkysten i et 80-års fødselsdagsportræt: "Hun gik i flere aar ud som kogekone og sled om sommeren i mosen."
Hendes tid som kogekone forklarer min barndoms erindringer om, hvordan min mormor og andre kvinder veg fra komfuret, når hun kom ind ad døren. Hun udstrålede autoritet i et køkken, og jeg forbinder stadig sovsen - det var det bedste! - til morfars selvskudte haresteg med billedet af hende ved gryderne. Dette kogekone-gen er gået i arv fra generation til generation. Tiderne, smagen og råvarerne er skiftet, men kvinderne i familien har stadig et stort mål personlig ære rørt med i en god sovs.
I 1929 fik Anna en rigtig god ide. Hun solgte ejendommen og byggede et nyt hus over for kirken og lige ved siden af missionshuset Bethania i Hejnsvig by. Med lokum over gården og et enormt saltkar i kælderen til at konservere gris i. Formedelst 36 kroner samt 10 kroner i stempelafgift erhvervede Anna derefter et næringsbevis "hvorefter hun er berettiget til at drive Næring i Hejnsvig Sogn som Høkerske, uden Ret til Forhandling af stærke Drikke," som politimesteren i Kolding skrev med hoppende maskinskrift.
Det med de "stærke Drikke" handler om, at Hejnsvig var en stærkt missionsk by, hvor der ikke måtte sælges spiritus. Fra min morfars 70-års fødselsdag på byens Missionshotel i 1973 husker jeg, at sodavand i forskellige kulører ledsagede suppen med kogt ris og gulerødder, det gråkogte kød med peberrodssovs og isen. Men der er altid råd for en rus. Under dansen gik mændene udenfor og forfriskede sig med små flasker fra inderlommen. Og til hverdag var der smugkroerne til at holde modet oppe. Min ferievenindes forældres gård i udkanten af byen er en sådan tidligere smugkro.
Arbejdsdagene i butikken var lange "men det var dejlige dage," fortalte Anna til Folkebladet: "Det var jo noget af en blandet landhandel. Der var baade kødvarer, tobaksvarer og slik, og netop fordi der var kød, maatte jeg ikke handle længere end til klokken seks, men mange havde jo dengang ikke tid til at komme til byen for handle før langt ud på aftenen. Det var særlig om lørdagen, at det ofte blev langt ud på aftenen. Da kom karlene jo og skulle have tobak," forklarede Anna til Vejle Amts Folkeblad i 1969.
Min moster oversætter denne tekst til, at butikken var åben ugens syv dage fra klokken seks om morgenen til klokken ti om aftenen. Så når Anna beskrev det som "dejlige dage," siger det meget om alternativerne.
Oldemors butik hører til blandt mine allerførste erindringer - jeg er født i 1956 - nok fordi hendes varesortiment indbefattede is og slik. Hun kunne have fået aldersrente, da hun fyldte 65 år - i 1947 var aldersrenten for enlige kvinder endda blevet lige så høj som for enlige mænd - men hun drejede først nøglen om i 1959, da hun var fyldt 80 år, flyttede ind på De Gamles Hjem hundrede meter op ad gaden og levede af sin folkepension.
Men hænderne kunne ikke holde op med at arbejde. Ud over det fine hæklede mellemværk var "strikkepindene flittigt i brug, og de spedalske har god grund til at sende hende en venlig tanke, for det er mange meter af lægebind, hun har strikket og gennem kvindekredsen sendt til dem, der havde hjælp behov," skrev Folkebladet.

Anna døde i 1972. Da havde hun i flere år sagt: "Nu er jeg træt. Nu vil jeg gerne hjem til Vorherre."
Jeg tror, der boede en usædvanlig viljestærk personlighed bag hendes milde ydre. På et familieportræt fra slutningen af 20'erne indtager hun da også den mandlige familieforsørgers sædvanlige plads lidt hævet over sin datter, barnebarnet og min tipoldefar.
Meget var ændret, siden Anna blev født i 1879, kan man se på billedet: Min mormors korte hår er tegn på, at revolutionen mellem kønnene så småt var nået frem til Hejnsvig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her