Radio & tv
Jeg ville gerne diskuter det her med en, der er yngre, måske en af de nye kokke på DR 2, for de rasler nedad i alder, og snart ser vi dem nok på jagt i Amazonas efter aztekernes ældgamle babyfood, men som sagerne står, må jeg klare det selv. Det er 60'erne, jeg mener. De kommer om lidt.
Først et blik på den her aftens program, som heldigvis ikke er mit. På DR 1 og tv 2 kan vi se Arnold Schwarzenegger igen, henholdsvis i fremtiden og - som Conan Barbaren - og fortiden. Hvid mand søger sine rødder. Og på livsstilskanalen DR 2 snyder gorillaen næse. Alt i alt sikkert et portræt af af den allernyeste ældgamle mand.
Så et blik tilbage på et par uger med DR 1 og den kanals dobbelte feature hver mandag og tirsdag. To gange to film i biografstørrelse om, hvordan det amerikanske militærkompleks kloner perfekte soldater, skinnende nye barbarer, af gener fra voldsforbrydere og elitesportsfolk. Meget aktuelt stof sådan set. Hvis det kan gøres, bliver det uden tvivl gjort. I den sidste af de to kom der kludder i reagensglassene på fødegangen, og generalerne kom til at klone en moderne kriminalforfatter i stedet for den svømmer, de havde myrdet til formålet. Det kom der en mægtig historie ud af. En af dem, hvor det er synd for skurken, kloningen i det her tilfælde. Dø skulle han jo, men reddede først forfatterens børn, som jo også var hans. Og de onde lo, og de gode levede lykkeligt videre til deres dages ende på en eller anden fjern kanal om 100 år efter alt det onde, de først måtte igennem.
Således også med dobbeltfilmen i denne her uge. Den fylder jo hele døgn i seernes bevidsthed, så det er noget af et trip at lægge på folk, men bedre end DR 2 kan det efterhånden sagtens blive, når man ser bort fra Perry, Della og Paul, der slås med leftenant Tragg snart hver eftermiddag på den kanal lige efter Glamour på TV Danmark 2 (og TV Danmark 1, der viste halvanden times tåge i Torshavn forleden aften springer vi over her.
Den handlede om 60'erne. Det var det, jeg godt ville have snakket med babykokken om, for han kan jo ikke huske det selv. Men ...
Brian, Michael og Katie vokser op i en irsk-amerikansk gennemsnitsfamilie. Vi skriver 1962. Brian er dårlig i skolen, og hans eneste chance er fodbold på Notre Dame. Det kikser, og han bliver marinesoldat ligesom faderen. Turen går til Vietnam.
Michael kommer på universitetet, bliver involveret i den katolske studenterbevægelse, Eugene McCarthys valgkampagne, marchen til Washington, oprøret i Chicago ved det demokratiske partikonvent.
Katie bliver gravid med en udflippet musiker, smidt ud hjemmefra og tomler til San Francisco. Her finder hun sin musiker igen i et hippiekollektiv på Hight Ashbury, føder sit barn, kommer helt skævt på det hele og finder til sidst sig selv i pionerkollektivet Hog Farm, der fodrede de hjemløse fattige med økologiske grøntsager og sendte psykiske hjælpehold til Woodstock. Der får hun en patient, der er flippet dårligt ud på syre. Han har flashbacks til 'Nam. Da hun får vasket mudderet af ham, ser hun, at det er bror Brian, der er sammen med bror Michael. Sammen rejser de hjem til de gamle forældre, der har elsket dem hele tiden. Snart slutter krigen.
Parallelhistorien om om Emmett, der er sort, går tilsvarende fra Martin Luther King over Malcolm X til De Sorte Pantere, der finder ham på gaden i San Francisco, hvor han kvajer rundt og til forveksling ligner en Jimmi Hendrix næsten stenet til døde.
Hans far blev skudt i Watts, da han tog den pistol, sønnen havde stjålet sammen med et tv-apparat. Panserne så ham. Han stod med den gun i sin hånd, og de råbte: "He's got a gun".
Det hele med lydspor af tiden musik, Dylan, Procol Harum, Jefferson Airplane, Supremes, Grateful Dead, Phil Ochs. Tilsat en kærlighedshistorie, Michaels, med en frøken Weinstock (det er ikke et irsk navn, vel, som faderen siger, da de mødes igen ved den store hjemkomst)
Hun forlader ham en overgang til fordel for en karismatisk ledertype, der snakker Marx og kan skaffe back-stage-pas til Dylan på Newport.
Han ender som nedbrudt Weatherman og sprænger sig selv i luften på tredje sal af et pittoresk hus i Greenwich Village.
Altsammen typisk, som alting er, når man ser tilbage. Altsammen noget, der også var her selvom betingelserne var nogen andre. Fyldt med dokumentariske tv-klip, og en del knap så dokumentariske skift mellem farve og sort-hvid.
Men den svinefarm kom der alligevel en hel del godt ud af, og det vil vi godt se mere til på skærmen, nu hvor ferien er forbi. Nu, tak!
