Læsetid: 4 min.

Hugo, hullet og håbet

30. august 2000

VENEZUELAS præsident Hugo Chávez har rejst kloden rundt i fly til de olieproducerende lande i OPEC for at overtale dem til ikke at falde på knæ for Vesten og ikke at øge udbuddet af olie. I går steg olien igen på verdensmarkedet – til godt 32 dollar pr. tønde – fordi Venezuela og Iran lover ikke at pumpe mere olie ud. Samtidig forlyder det, at USA’s oliereserver er de laveste i 24 år, og derfor presser USA på for, at OPEC på et møde den 10. september skruer op for blusset. Kravet støttes af EU, der slås med stigende inflation og vil have olieprisen ned.
Den slags argumenter bider dog næppe på den populistiske og autoritære Chavéz, der foretrækker at være i stue med Cubas Castro og omfavne Libyens Ghadaffi frem for at ryge cigarer med Bill Clinton. Alt tyder på, at olieprisen fortsat vil stige, for det nyindustrialiserede Asien er i kraftig vækst. De nye oliefund i Marokko eller håb om oliefund i Grønland og i Polarhavet vil næppe standse prisspiralen. En amerikansk investeringsbank forudså forleden, at vi er på vej ind i en ny oliekrise. Der er risiko for oliepriser på 50 dollar pr. tønde.

AFHÆNGIG af synsvinklen er det gode eller dårlige nyheder. Det er skidt for bilister, for flyrejsende, for folk med aircondition, for fabriksejere, for landmænd med tunge traktorer og finansministre, der vil holde inflationen i ave. Men i stedet for at lade mismodet brede sig, kan man vælge at se det fra den positive side. Hør blot her.
For ti dage siden, mens hele verden var optaget af dramaet om den russiske ubåd Kursk, kunne den amerikanske oceanograf James McCarthy fra Harvard Universitetet berette om et drama af meget større og uoverskuelige dimensioner. På en rejse til Nordpolen med den russiske isbryder Yamal havde McCarthy fået et chok. Klos op af jordens nordligste punkt fandt han et stort hul i isen, en sø på over halvanden kilometer. Alarmeret fortalte han historien til avisen The New York Times og fastslog, at det var et klart vidnesbyrd om, at drivhuseffekten eksisterer. Som om det ikke var dramatisk nok at se søen i Nordpolens hvide iskappe, så skrev nyhedsbureauet Associated Press en sensationel nyhed om, at der for første gang i 50 millioner år er gået hul på isen på Nordpolen.

NETOP I GÅR måtte AP dementere den del af historien, for den ansete klimatolog Mark Serreze sagde til The New York Times, at der »ikke nødvendigvis er noget at være alarmeret over. Der har været åbent vand ved Nordpolen før.« I sommerperioden er isen skrøbeligere, og der er før opdaget revner og våger på de kanter. Serreze fortæller, at et satelitfoto fra den 15. juli – ti dage før McCarthy nåede frem – afslører et isfrit område nær Nordpolen, der er 16 km langt og 5 km bredt!
Bevisbyrden hober sig op. Vintertemperaturen i det arktiske område er steget med 11 grader celcius i de sidste 30 år. I de sidste 20 år er arealet af Nordpolens ismasser blevet 10 procent mindre, og isen er 42 procent tyndere. De norske forskere Tore Furevik og Lars Smedsrud har i tidskriftet Cicerone skrevet– efter beregninger af data fra ubåde og satelitter – at nedsmeltningen sker så hurtigt, at der om 50 år vil være isfrit i Polarhavet om sommeren.

DET VOKSENDE HUL kan give næring til ønsket om en hurtig skibsrute fra Europa til Asien, og 36 olieselskaber står på spring i Moskva for at indlede jagten efter nye oliefelter i det arktiske område. Men når isen smelter tvinges isbjørnene og hvalrosserne væk, og laks og plankton kan rykke ind. Når isen smelter, forsvinder det hvide spejl, der skal sende solens stråler tilbage, og det vil øge temperaturen på jorden. Fører det til større afsmeltning af isen på Grønland og Sydpolen, er det ikke gode nyheder for Holland eller Bangladesh. Flere oversvømmelser, storme og forandringer af klimaet lurer forude. Og Golfstrømmen kan ændre sig. »Vi er i gang med et stort eksperiment, som vi ikke kender udfaldet af,« som den norske forsker Helge Drange sagde til Information i lørdags.
Det behøver ikke at ende i en økologisk forfaldshistorie. Måske kan hullet i Nordpolen få menneskeheden til at vågne op. Til realiteterne. Da vi i 80’erne opdagede hullet i ozonlaget, førte det til Montreal-protokollen i 1987 og et forbud mod produktionen af CFC i industrilandene.
Nedsmeltningen af polarisen skyldes med stor sandsynlighed den menneskeskabte drivhuseffekt. Så måske bør vi glæde os over, at hullet på Nordpolen opdages, mens oliepriserne stiger og stiger. Måske fører det til en mentalitetsændring.
De rige vestlige lande har med hullet fået et ekstra incitament til at gå videre end løftet fra Kyoto om at mindske udledningen af drivhusgasserne. Næste skridt må være at fremskynde omstillingen væk fra de fossile brændstoffer. Olieselskaber investerer i solceller, bilindustrien har udviklet brintbiler, og den næste opgave er at kommercialisere disse teknologiske fremskridt. Det har to oplagte fordele. For det første kan man gøre noget effektivt for at nedbringe klodens opvarmning. Dernæst undgår de vestlige lande at deponere forsyningssikkerheden hos folk som Hugo Chávez.

bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her