Odense Film Festival afspejler også, hvad der sker på filmfronten for det yngre publikum. To nye danske børnefilm beskæftiger sig på forskellige måder med forberedelserne til voksenlivet
Nye film
Langt de fleste børnefilm laves selvsagt af voksne instruktører. Og uanset hvor megen umage disse gør sig med at sætte sig ind i børnenes univers, kommer resultaterne bemærkelsesværdigt ofte til at dreje sig om barndommen som én lang forberedelse til voksentilværelsen.
Til denne type 'fornuftige historier for børn' hører to meget forskellige nye danske kortfilm, som vises i forbindelse med Odense Film Festival.
Drengen der ville være bjørn er en dramadokumentarisk beretning henlagt til en landsby i Sydamerika, mens Susanne Sillemann udspiller sig i noget, der kunne minde om god gammeldags dansk betonslum.
At være bjørn
I Drengen der ville være bjørn har den fotografuddannede dokumentarist Anja Dalhoff for en stund sluppet den socialt belastede danske virkelighed og kastet sig ud i et eventyr med højt til loftet. Med Andesbjergene som malerisk baggrund fortælles i fiktionaliseret form historien om den 11-årige Pablo, der drømmer om som sin far at blive indviet som 'bjørn', dvs. på landsbyens vegne at være udvalgt til at stå i forbindelse med guderne.
Opfyldelsen af drømmen synes for en tid at blive skubbet uden for rækkevidde, da Pablo en dag falder i søvn, mens han vogter får, og derved forårsager sin familie store problemer. For at blive 'bjørn' skal man være god, og Pablos projekt bliver nu at vende den ulykkelige kurs, hans liv er slået ind på.
Filmen er indspillet med lokale amatører, og Pablos historie fortælles via en dansk speak på lydsiden. For det voksne publikum lægger formen en begrænsning på, hvor megen luft under vingerne den filmiske fortælling kan få - billedsiden bliver en illustration af lydsidens speak - men Dalhoff formår at puste så meget liv ind i scenerne, at de medvirkende træder frem som personer af kød og blod.
Samtidig giver historien et godt indblik i inka-indianernes dagligdag, hvor tradition og religion stadig spiller en større rolle end påvirkninger udefra. Og endelig er filmen behageligt fri for blødsødenhed og løftede pegefingre i forhold til en virkelighed med afstraffelsesmetoder, børnearbejde og andet, som vi i vores kulturkreds normalt lægger afstand til.
At hedde Sillemann
I filmen om den syv-årige Susanne Sillemann har Cæcilia Holbek Trier valgt en sværere filmisk form, hvor de medvirkende børneskuespillere agerer og siger replikker på linje med de voksne kolleger. Det kræver et magisk
touch, som hører til sjældenhederne i filmens verden, og det er da også netop i de dialogtunge scener med børnene i centrum, at Susanne Sillemann halter.
Det ændrer imidlertid ikke ved, at filmen jævnt hen er underholdende og givetvis vil appellere til de fleste poder, ikke mindst piger i den benhårde venindealder. Samtidig behøver de voksne ikke at komme til at kede sig, idet Holbek Trier på elegant vis får presset en ret kompleks historie ned på under en halv time.
Hovedpersonen er dødtræt af at hedde Sillemann, et oplagt drilleobjekt i skolen. Samtidig har hun en alder, hvor man fantaserer om hemmelige trylleformularer, og hvor man er optaget af at afprøve sin egen effekt på omgivelserne. En kombination af venindesvigt og metaltræthed i forældrenes ægteskab får Susanne til at drømme om en ny familie, men panikken melder sig, da en række tilfældigheder får hende til at tro, at hun rent faktisk kan styre verden med sine 'magiske evner'.
Begge de omtalte film fører deres hovedpersoner gennem modningsprocesser, der ikke blot gør dem til bedre børn, men også forbereder dem på voksenlivets krav og normer. Man skal gøre en indsats, hedder det mellem linjerne, hvis man vil opnå noget. Det vil børnene i begge film. Man kan så bare håbe, at det smitter af på de små ude i biografens bløde plyssæder.
*Drengen der ville være bjørn. Instr: Anja Dalhoff. 1999. 31 min. Vises BioCity, Odense, 16. aug. kl. 13 og 18. aug. kl. 13
*Susanne Sillemann. Instr: Cæcilia Holbek Trier. 2000. 25 min. Vises BioCity, Odense, 15. aug. kl. 13 og 17. aug. kl. 13
*Odense Film Festival, 14.-19. aug.
