Læsetid: 5 min.

Israelsk selvransagelse

10. august 2000

To israelske historikere gør seriøst op med en række myter om konflikten i Mellemøsten

Historie
Ifølge historikeren Benny Morris ydede Menachem Begins og Ariel Sharons invasion og krig i Libanon i 1982-85 paradoksalt nok et væsentligt bidrag til etableringen af den kommende palæstinensiske stat. Krigen betød således ikke ødelæggelsen af PLO, som det har været hævdet var såvel formålet med som resultatet af krigen, men var snarere en vigtig medvirkende årsag til PLO's deltagelse i den fredsproces, der kom i gang i 1990'erne.
Når Israel vandt krigen i 1948-49, var det ifølge historikeren Avi Shlaim ikke et mirakel, men et resultat af, at styrkeforholdet mellem de israelske og arabiske styrker var i israelsk favør. At den nyskabte jødiske stat kæmpede en desparat, heroisk og til sidst succesfuld kamp mod umulige odds, som David mod Goliat, er en af mange nationale israelske myter.
Avi Shlaim hævder, at de arabiske ledere ofte søgte kompromis'et over for en israelsk afvisningspolitik. Således gjorde Nasser, i modsætning til hvad traditionel israelsk historieskrivning fortæller, næsten alt, der var muligt for at forhindre, at det kom til krig i 1956. At det altid var et forhandlingsvilligt Israel, der stod over for afvisende arabiske ledere, er en anden national myte.
De fleste lande har nationale myter. Historikernes rolle er at være med til at skabe dem, at anfægte dem eller gøre op med dem. Når det sidste sker, er der nogle gange øretæver i luften. Hvis nogen i Danmark i 1950 havde påstået, at jernbanesabotørernes aktioner ikke havde den store effekt - bortset fra at redde ansigt for landet - er det ikke sikkert, at de var sluppet med verbale tæv, og synspunktet skabte som bekendt heftig debat årtier senere. Men det er intet mod de retoriske armsving, som det sidste årtis revisionistiske historieskrivning har medført i Israel.

Den nye revisionisme
Der er selvsagt ikke konsensus i Israel om, hvordan landets historie skal fortolkes. Siden midten af 1980'erne har Benny Morris, Avi Shlaim og en række andre israelske historikere arbejdet på, som det hedder i en antologi af Haifa-professoren Ilan Pappé, at "udfordre de nationale paradigmer".
Med en forenklet samlebetegnelse er de blevet kaldt for de revisionistiske - eller blot nye - historikere, og indtil videre har meget af forskningen drejet sig om så at sige igen at skrive det palæstinensiske folk ind i historien om Palæstina. To af de seneste værker fra denne kreds af israelske historikere er Benny Morris' Rigteous Victims og Avi Shlaims The Iron Wall, professorer ved henholdsvis Beersheba Universitet og Oxford, som begge er samlede fremstilinger af forudsætningerne for oprettelsen af Israel og landets nu 52-årige historie. Morris går tilbage til zionismens opståen i forrrige århundrede, hvor Shlaim efter en kort indledning starter med FN's delingsplan fra '47. Begge værker slutter med valget af Barak 17. maj 1999.
Som både Morris og Shlaim gør opmærksom på, giver det demokratiske Israel også sine kritikere adgang til de israelske arkiver, men har dog - efter britisk forbillede - en 30-års regel for offentliggørelse af sine udenrigspolitiske dokumenter. Arkivadgang har været en umulighed i de arabiske nabolande. Begge forhold har givet problemer, som er søgt løst ved at anvende de israelske eller vestlige arkiver til dokumentation af arabiske positioner, beslutninger m.m.

Jernmuren
Den konservative King's College-professor Efraim Karsh, der har anmeldt begge værker i Times Literary Supplement, benytter oplysningerne om, at de ikke har haft arkivadgang i de arabiske lande og hos palæstinenserne, til at kalde dem for orientalister, der reducerer de arabiske handlinger til konsekvenser af israelske initiativer eller aktioner. Dette er en tvivlsom kritik, ikke mindst fordi begge fremstillinger er mere end kritiske over for såvel arabiske statsoverhoveder som palæstinensernes ledere. Både de radikale grupper og Arafats inderkreds må ind i mellem lægge ryg til skarpt formuleret og berettiget kritik.
Det er zionisten Zéev Jabotinsky, der har skabt udtrykket The Iron Wall, som Shlaim kalder sin bog. Begrebet blev brugt i to artikler fra 1923 og indebar, at forudsætningen for at sikre det zionistiske projekt var at skabe "en jernmur af militær styrke". Det har siden været et element i israelsk udenrigspolitik at sikre en israelsk militær overlegenhed i Mellemøsten. Specielt Morris' fremstilling lægger stor - til tide pedantisk - vægt på denne militære side af sagen.

Propaganda?
Morris diskuterer som en del af denne dramatiske historie Israels besiddelse af atomvåben fra slutningen, der ifølge nogle kilder spillede en central rolle under Yom-Kippurkrigen i 1973. Bl.a. skulle syrisk tilbagetrækning den 9. oktober skyldes et israelsk varsel om brug af atomvåben. Morris afviser dette som spekulation, men peger på, at naturligvis har bevidstheden om, at Israel havde disse våben, spillet en rolle for parterne. Der er tale om dybt seriøs historieskrivning, selvom de nye historikeres modstandere, såvel blandt fagfæller som blandt mediefolk, ikke overraskende har forsøgt at anfægte Morris og Shlaim som 'antizionistisk propaganda'. I New York Times blev Morris' værk anmeldt som "den mest sofistikerede og nuancerede redegørelse for den zionistisk-arabiske konflikt", og Morris gør da også opmærksom på i sin indledning, at det er hans hensigt at gå så objektivt som muligt til værks.
Ikke desto mindre skinner bagvedliggende holdninger tydeligt igennem, nok især i en lang række karakteristikker af Israels ledere fra Ben Gurion til Barak. Sidstnævntes forgænger, Netanyahu, er måske den (sammen med Golda Meir), der omtales mest negativt. I et interview i BBC i år udtalte Avi Shlaim således, at Netanyahu fra første færd systematisk underminerede Oslo-aftalerne, og Shlaim lægger ikke skjul på, at hans sympati ligger hos the underdog, palæstinenserne.
De to historikeres værker kan ses som et led i en selvransagelse i Israel, der i det mindste blandt historikere har stået på i mere end et årti. De kommende måneder vil vise, om selvransagelsen er så udbredt i den israelske befolkning, at Barak kan lande en fredsløsning, der giver Arafat mulighed for at udråbe en palæstinensisk stat, der er andet og mere end en diplomatisk provokation.

*Benny Morris: Righteous Victims. A History of the Zionist-Arab Conflict. 1881-1999 (New York: Alfred A. Knopf, 1999, 752 s. - paperback, august 2000)
*Avi Shlaim: The Iron Wall. Israel and the Arab World (London: Allen Lane, 2000, 670 s.)

Peter Seeberg er lektor på Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu