Læsetid: 2 min.

Ja-flertal en fejltagelse

22. august 2000

Jesper Jespersen skulle ikke have været alene mod tre, siger Dahlerup

Det var en fejl, at professor Jesper Jespersen fra Roskilde Universitetscenter kom til at sidde som eneste euro-modstander i den kvartet af økonomiske eksperter, som Rådet for Europæisk Politik nedsatte for at få skrevet rapporten om Danmark og ØMU'en - Økonomiske Aspekter. Det afslører Drude Dahlerup, der er næstformand i rådet.
Hun fortæller, at rådet sammensatte ekspertgruppen ud fra de overvejelser, at der skulle stå to-to i den - det vil sige, at der både skulle sidde to tilhængere og to modstandere af euroen i gruppen. Og på den baggrund bad man fhv. nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer og professor Claus Vastrup fra Aarhus Universitet om at tage plads i gruppen som repræsentanter fra ja-fløjen, og man inviterede professor Jesper Jespersen fra Roskilde Universitetscenter og professor Christen Sørensen fra Syddansk Universitet ind i gruppen som nej-sidens repræsentanter.
Men meget tidligt i forløbet gik det op for Rådets medlemmer - og de øvrige økonomiske eksperter - at den tidligere ØMU-skeptiker Christen Sørensen havde skiftet holdning og nu anbefalede euroen. Det stillede Drude Dahlerup i en ubehagelig situation: "Jeg fik et chok, da jeg forstod, at magtbalacen i gruppen var ændret, så det nu stod tre-et til ja-siden," siger hun. "Der er også mange, der senere har spurgt mig: Hvordan kunne du acceptere det. Og til dem må jeg sige: Det var heller ikke meningen. Men vi var simpelthen ikke klar oer, at Christen Sørensen havde skiftet mening."

Beskidte kneb
Drude Dahlerup vil ikke oplyse, om de nye oplysninger fik hende til at overveje at udskifte nogle af medlemmerne i ekspertgruppen eller føje andre til.
Men hun oplyser, at hun accepteredetre-et opstillingen, fordi ekspertgruppen blev instrueret i at skrive rapporten ud fra nogle helt klare præmisser. "De skulle som udgangspunkt finde ud af, hvad de kunne blive enige om i forhold til dansk medlemsskab af euroen. Og så måtte de til sidst gøre rede for de punkter, hvor de var uenige. Og under de forhold tænkte jeg, at så kunne de vel godt lave en sober rapport, selv om ja-siden var i internt overtal i gruppen. Og det synes jeg i øvrigt også, at de har gjort."
Men tre-et opstillingen i gruppen fik alligevel stor betydning, da rapporten blev lækket i et kortere referat til udvalgte medier, blandt andet Jyllands-Posten og TV 2. I referatetet blev der lagt stor vægt på, at et flertal af de økonomiske eksperter i gruppen anbefalede et ja til euroen. Og rapporten blev i de landsdækkende medier fremstillet som et vigtigt kort for ja-siden.
"Det var virkelig afdelingen for beskidte kneb, der var på arbejde," siger Dahlerup. "Man skrev et tendentiøst referat af rapporten og sendte det til udvalgte medier. Og jeg må indrømme, at jeg var lidt groggy, da det skete. Det var jo meget dygtigt gjort af ja-sidens spin doctors. Det lykkedes dem at fremstille rapporten som en uforbeholden opbakning til ja-siden, selv om det slet ikke er tilfældet."
Det er ikke lykkedes for Rådet for Europæisk Politik at finde ud af, hvem der stod bag lækken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her