Læsetid: 2 min.

Jurister har for travlt til Nørrebro

18. august 2000

Formanden for den kommission, der undersøger Nørrebro-urolighederne i 1993, brugte blot syv kvarter pr. uge på arbejdet i 1999

En time og tre kvarter om ugen. Det var, hvad advokat Henrik Christrup gennem hele 1999 i gennemsnit brugte på arbejdet i den kommission, der skal undersøge urolighederne på Nørrebro den 18.-19. maj 1993. Christrup er kommissionens formand.
Denne undersøgelse af de nu mere end syv år gamle begivenheder i kølvandet på EU-afstemningen i 1993, begyndte sit arbejde i september 1996. I næste måned har den med længsel ventede rapport således været fire år undervejs.
Information har fået aktindsigt i de timeopgørelser, som kommissionsmedlemmerne har sendt til Justitsministeriet. De tegner billedet af en kommission, der har spredt sit arbejde ud over meget lang tid.
I 1998 brugte Christrup dog noget mere tid på kommissionsarbejdet end i 1999: i gennemsnit seks timer og et kvarter i hver af årets 52 uger.

Hverken halv eller hel tid
Advokat Gunnar Homann, der er menigt medlem af kommissionen, har ifølge opgørelserne brugt mere tid på arbejdet end kommissionsformanden. 1997 blev det travleste år i Homanns arbejde i kommissionen. 593 timer og 15 minutter brugte han i 1997 på kommissionen. Det svarer til godt 11 timer om ugen - altså heller ikke hverken halv eller hel tid.
Undersøgelsen af Nørrebro-urolighederne har alene i den nuværende kommissions regi været mere end et år længere undervejs end både undersøgelsen af Færøbank-sagen (1995-98) og højesteretsdommer Mogens Hornslets undersøgelse af tamilsagen (1990-93).
Gunnar Homann er den af de tre Nørrebro-undersøgere, hvis tidsforbrug der foreligger de mest detaljerede oplysninger om. I 1998 brugte han godt 8 timer pr. uge, og i 1999 faldt arbejdsindsatsen yderligere til tre timer og et kvarter i hver af årets 52 uger.

Krav om tid
Både Christrup og Homann er travle advokater i København, mens det tredje kommissionsmedlem, Claus Haagen Jensen, er professor, Aalborg Universitet.
Enhedslistens retsordfører Søren Søndergaard er kritisk over for den lave arbejdsintensitet i Nørrebro-kommissionen:
"En anden gang bør man stille krav om, at medlemmerne afsætter tid til opgaven. Når man beslutter at nedsætte en undersøgelseskommission, burde det være en selvfølge, at der ikke skal gå 10 år fra de begivenheder, der skal undersøges, til rapporten foreligger," siger Søren Søndergaard.
Socialdemokratiets Dorte Bennedsen har derimod ingen indvendinger mod valget af de travle jurister, der hverken kan bruge halv eller hel tid på undersøgelsen: "Hvis du vil have topkvalificerede folk, bliver det folk, der har andet at lave," fastslår hun.
Søren Søndergaard "vil anfægte, at der skulle være så få gode jurister i Danmark":
"Nørrebro-undersøgelsen er ikke mere kompliceret, end at den kan laves af fem habile journalister," siger Enhedslistens retsordfører.

Frikøbt til PET-tjek
Selv om der er lagt op til, at undersøgelsen af Politiets Efterretningstjeneste (PET) kommer til at tage år, vil der ikke blive tale om et tilsvarende lavt timeforbrug pr. uge for kommissionens fem medlemmer.
PET-kommissionens formand, landsdommer Leif Aamand, oplyser, at han selv og de to historikere i kommissionen er frikøbt på fuld tid, mens de to universitetsjurister på nuværende tidspunkt ikke er helt frigjort fra deres arbejde på henholdsvis Københavns og Aarhus universiteter:
"Vores opgave er givetvis så omfattende, at jeg og de to historikere ikke kan passe et andet arbejde ved siden af," siger Leif Aamand.
Formanden for Nørrebro-kommissionen, Henrik Christrup, har ingen kommentarer til oplysningerne om kommissionens tidsforbrug.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu