Læsetid: 3 min.

I kan ikke slå os ihjel

24. august 2000

Der tegnes dystre billeder af en højskole i krise. Men på Krogerup Højskole tror man stadig på fremtiden

Som et livstegn skinner solen lystigt. Lyset falder smukt på en gammel sten med inskriptionen: Krogerup Højskole. Hele stedet emmer af tradition. På trappen foran den gamle hovedbygning står Jens Jensen med et skælmsk smil og tager imod. Smilet skyldes måske, at han er specialist i små mirakler og antikaos.
I sin egenskab af viceforstander viser han mig rundt i de fornemme omgivelser. Men der mangler noget. Elever. Liv. De lange gange med tomandsværelser står tomme. Min undren er åbenbart ikke til at skjule. "Ja, der er ikke nogle mennesker til at fylde rammerne ud nu, vores elever starter først om et par dage," siger han forklarende.
Men fyldt op bliver der ikke. Krogerup Højskole mærker som mange andre højskoler, den krise, der kradser.
"Vi har klart oplevet den nedgang i elever, som så mange andre højskoler oplever. Det har betydet, at lidt færre lærerkræfter har måttet løbe lidt stærkere. Forretningen skal jo løbe rundt," som Jens Jensen siger.

Den onde cirkel
Krogerup er dog ikke en af de højskoler, der er hårdest ramt. "Forretningen" løber rundt, og højskolen har formået at holde de røde tal på bundlinien stangen. Ikke mindst fordi, der er ressourcer at tære af. Men skolen er sårbar over for elevnedgang.
"Hvis vi har nedgang på for mange hold i træk, så bliver vi nødt til at skære ned på staben, som vil influere på vores udbud, og det er en dårlig cirkel at komme ind."
"Alle andre højskoler har haft en nedgang siden starten af 90'erne. Vi har faktisk ikke mærket noget før her det sidste års tid, hvor der begyndte en nedgang, som vi har kunnet mærke," siger han.

Mirakelmageren
Men det er ikke ren elendighed. Jens Jensens ansigt flækker i et smil, da talen falder på højskoletanken. Ideén bag højskolerne er ikke død, forklarer han mig med intensistet og veltalenhed.
"Bestemt ikke," siger han, mens stemmebåndet hopper op i andet gear.
"Tanken er jo at bringe den individuelle trang til at udfolde sig ind i et fællesskab. Det handler om at bringe nogle mennesker sammen på et sted, og sige at det er deres sted. Vi har jo kun de fysiske rammer. Det er kaos, hver gang et nyt hold starter. Mange individuelle mennesker, der skal skabe et fællesskab sammen. Der er ingen opskrift på, hvordan det skal gøres. Men efterhånden har vi lært at styre kaos. Det er et lille mirakel, hver gang det lykkes at bringe folk sammen. Og det lykkes hver gang," siger Jens Jensen.
Han mener, at højskolen spiller en meget vigtig rolle i samfundet, og han ser da også gerne, at højskolerne får tilført nogle flere penge for at få elevernes egenbetaling sat ned. I dag er det kun en bestemt gruppe af meget velfungerende unge, der tager på Krogerup.
"Vi vil gerne se os selv som et sted, hvor den brede befolkning kan komme hen, og det er vi altså ikke i dag. Højskolen skulle gerne gå ud på at man kan møde andre end sig selv," siger han. Men Jens Jensen vil ikke have flere statslige tilskud for enhver pris.
"Jo mere økonomi man får kastet i nakken, jo mere risiko er der for, at dem, der giver pengene går ind og får indflydelse på, det der foregår. Det er vi bestemt ikke interesseret i. Vi skatter vores frihed højt."
Da jeg atter træder ud i solskinnet efter en intens snak om højskolen, er der en sætning, der ikke vil forlade mit hoved: "Rygterne om min død er stærk overdrevne."
Sætningen lyder igen og igen. Ordene var oprindeligt Mark Twains, efter at han læste om sin egen død i en avis. Måske passer de også meget godt på højskolen. Den kan i hvert fald læse om sin snarlige død i avisen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her